Vi spurgte politikerne, hvorfor tusindvis af kvinder stadig går forgæves til krisecentrene

Det her absolut er ingen nyhed. Desværre. I over ti år har krisecentrene for voldsramte kvinder råbt op om, at de må afvise rigtig mange, af de kvinder, der forsøger at slippe væk fra et voldeligt forhold. Fordi der simpelthen ikke er pladser nok til alle. På krisecenteret Danner i København, hvor problemet er størst, afviser de op mod 76 procent af de kvinder, der henvender sig.

I praksis betyder det, at københavnske kvinder risikerer at den nærmeste ledige krisecenterplads ligger på Bornholm. Men, som Lonni Jørgensen, der er socialrådgiver på Danner, fortalte i et interview med Broadly sidste uge, bliver mange kvinder slået helt ud ved tanken om at flytte fem timer væk fra job, venner og børnenes skole. I værste fald tager de tilbage til deres voldelige partner, fordi det simpelthen er for uoverskueligt for dem.

Videos by VICE

Men det er som sagt en historie, du lige så godt kunne have læst for 10 år siden. Så hvordan kan det overhovedet være, at det her bliver ved med at være et problem?

”Hvis man skal forklare det uden at forsvare det, så handler det om, at det er en gruppe af mennesker, der ikke har særlig mange ressourcer og ikke råber særlig højt, og som derfor ikke bliver prioriteret,” siger Pernille Skipper, der er ligestillingsordfører i Enhedslisten. ”Det er et spørgsmål om mangel på politisk vilje, for det er jo ikke, fordi der har været mangel på dokumentation af problemet,” siger hun og tilføjer: ”De gange, vi har siddet til finanslovsforhandlinger, har det ikke været muligt for os at få det igennem. For det at gøre noget for voldsramte kvinder står ikke højt på særlig manges liste.”

De fleste partier virker ellers til at være enige om, at det er noget skidt, at voldsramte går forgæves til krisecentre. I weekenden udtalte ligestillingsministeren, Eva Kjer Hansen (V), til Jyllands-Posten, at: ”jeg river mig håret, når jeg ser på udviklingen over årene, for der er ikke rigtig sket noget.” Her siger ministeren også, at hun gerne vil være med til at ”se på, hvad antallet af pladser skal være”, når der skal her i efteråret skal forhandles en ny plan for vold i nære relationer.

Dansk Folkepartis ligestillingsordfører, Karina Adsbøl, er også åben for at kigge på behovet for flere pladser, men påpeger dog, at der jo sådan set er pladser, i og med at belægningsprocenten ikke er 100 procent på landsplan, men derimod på 93 procent. Som allerede nævnt er der også store regionale forskelle. I Nordjylland var krisecentrene for eksempel 83 procent belagt i det første halve år af 2018, mens tallet var 97 procent i København.

”De svar, jeg har fået, er, at der er pladser i og med, at man kan henvise til et andet krisecenter. Men det er selvfølgelig ikke altid det, der er det bedste for kvinden,” siger Karina Adsbøl, der derfor mener, at en mulighed også kunne være en omfordeling af de allerede eksisterende pladser. Hun påpeger også, at der netop er kommet tyve nye pladser til voldsramte kvinder i København, som muligvis kan være med til at dæmme lidt op for problemet.

Ifølge tal fra Socialstyrelsen måtte krisecentrene sammenlagt afvise 4.561 af de pladsforespørgsler, de modtog i 2016. Det tal skal man så holde op mod, at der er cirka 1700 kvinder, der flytter ind på et krisecenter om året. Det vil sige, at de ansatte i seks ud af 10 tilfælde må meddele, at der ikke er nogle ledige pladser.

Socialdemokratiets Rasmus Horn Langhoff er ikke i tvivl om, at der er behov for flere pladser. ”Jeg kan ikke se, at vi kan komme problemet til livs uden, at vi får oprettet nogle flere pladser til voldsramte kvinder, mænd og børn.” Til spørgsmålet om, hvordan det kan være, at det ikke er sket inden for de sidste 10 år, svarer han, at der er behov for et bedre overblik over, hvad der egentlig sker, med dem, som krisecentrene afviser.

Karina Adsbøl efterspørger også mere viden. ”Det er vigtigt, at ministeren får et samlet overblik over selve behovet, og at vi får samlet den rette viden om, hvad det er for nogle indsatser, der virker.”

Men det giver direktøren for Danner, Lisbeth Jessen, ikke meget for. “Man kan ikke blive ved med, år efter år, at sige, vi skal kigge på tal. Det er vigtigt med præcise tal, men vi må samtidig erkende, at der er brug for at handle. Vi ved jo godt, hvor mange der hvert år går forgæves. Vi ved også helt præcist, hvor mange der lever med vold i deres parforhold. Så vi er nødt til som samfund at prioritere den udgift.”

Men hvor mange penge snakker vi egentlig om her?

”Et slag på tasken er, at ville vi kunne gøre det for fem millioner årligt, og det er nærmest ingenting i Finanslovssammenhæng, hvor man sidder og flytter rundt på mange milliarder. Så selvfølgelig kan det lade sig gøre,” siger Pernille Skipper.

Og rent samfundsmæssigt mener Rasmus Horn Langhoff, at det vil være en fin forretning hjælpe voldsramte. ”Når man bliver udsat for vold, bliver man uarbejdsdygtig. Derfor er det ikke bare en social katastrofe at blive udsat for vold, det er også en samfundsøkonomisk katastrofe. Så de penge skal nok tjene sig selv ind igen mange gange.” Eksempelvis nævner han, at man for 75 øre per dansker om året vil kunne tilbyde gratis psykologhjælp til alle voldsramte.

Det bør nævnes her til sidst, at alle, vi har talt med til denne artikel, også de ansatte på krisecentrene, har nævnt, at flere pladser kun er en del af løsningen på problemet. Det allervigtigste er nemlig at sikre, at der er færre, der når så vidt, at de har behov for en plads på et krisecenter. Det handler altså i mindst lige så høj grad om at sørge for, at der kommer flere forebyggende indsatser, og at flere voldsramte kan få den nødvendige støtte, psykologhjælp og rådgivning, uden at de nødvendigvis behøver at flytte på krisecenter.

Om den her artikel bliver skrevet igen om fem år, må fremtiden vise. Lisbeth Jessen fra Danner håber, at hun i bedste fald er blevet arbejdsløs til den tid, og at der vil være mindre afstand mellem poltikernes ord og handling. ”Som samfund vil vi jo gerne bryde tabuet omkring vold og fremme ligestillingen mellem kønnene, men når de her kvinder så bryder med volden og henvender sig på krisecenteret, så er vi ikke klar til at gribe dem som samfund. Det er jo et kæmpe paradoks.”