Vi talte med den finske forsker, der vil have os til at spise elektricitet

Menneskeheden har alle dage været besat af at hacke moder natur. I årtusinder forsøgte alkymister fra hele verden at skabe de vises sten for på den måde at lave uædle metaller til bly. Selvom det aldrig var en succes, banede de passionerede alkymisters arbejde vejen for moderne kemi og videnskab.

I dag findes der lettere måder at komme til penge på. Du kunne for eksempel spekulere i en virtuel valuta eller bede dine velhavende forældre om at købe en lejlighed til dig i København, som de så kan sælge, når du har boet i den et par år. Sværere er det egentlig ikke. Og derfor er mange moderne forskere i dag drevet af mere filantropiske mål, såsom at finde ud af hvordan man brødføder en overbefolket verden uden at slå vores planet ihjel.

LÆS MERE: Mød forskeren der forsøger at gro bøffer i et laboratorium

Nu har et hold forskere i Finland skubbet os et skridt nærmere mod en løsning på netop det problem: De påstår, at de har fundet ud af, hvordan man laver elektricitet til mad. Den 42-årige bioproces-ingeniør Juha-Pekka Pitkänen fra VTT Technical Research Centre of Finland står i spidsen for projektet, der har til formål, “at udvikle et energisystem der er fuldstændigt bæredygtigt og CO2-neutralt.” Projektet er et samarbejde mellem VTT og Lappeenranta University of Technology, og i sidste måned udsendte forskerne en pressemeddelelse, hvori de annoncerede, at var lykkedes dem at producere mad af elektricitet i form af en pulversubstans.

Nu er det jo sådan, at der findes mennesker her på kloden, der udelukkende lever af vand, og der findes sågar dem, der tror, det er muligt at overleve alene på sollys, så hvorfor ikke også en spændingsdiæt? Den her slags moderne alkymi foranlediger naturligvis en del spørgsmål, så vi ringede til Juha for at høre, hvordan en sådan bedrift overhovedet er mulig – og for at lære mere om smagen af elektricitet.

MUNCHIES: Hej Juha. Først og fremmest: Hvordan laver man elektricitet til mad?
Juha-Pekka Pätkinen: Basalt set gror vi en encellet organisme, der optager CO2 som kilde til kulstof og brint som energikilde. Brinten producerer vi i en bioreaktor ved, at vi spalter vandmolekyler ved hjælp af elektricitet – det kaldes vandelektrolyse. Så tilføjer vi ammonium sulfat som nitrogenkilde. Derefter tilføjer vi også forskellige mikrober samt ikkeorganiske næringsstoffer som fosfor. Men vi er stadig et stykke vej fra at kunne producere et egentligt fødevareprodukt.

Hvor kommer de mikrober fra?
Det er encellede organismer. Særlige bakterier som vi har udvalgt og tilført processen – det er eksempelvis gær- og mælkesyrebakterier. Men det er bakterier, der er relativt normale i naturen. I jord for eksempel. Egentlig er det, vi laver en bioproces, som når man brygger øl eller vin. Den eneste forskel er, at vi bruger CO2 og elektricitet som råmateriale istedet for sukker.

Det lyder ret syret. Hvad betyder det?
Vigtigst af alt betyder det, at den her proces skærer jordbrug ud af ligningen. CO2’en kan vi få fra luften, og elektriciteten kan vi udvinde fra solpaneler.

Kan man sammenligne det med fermentering?
Ja, den eneste forskel er, at vi bruger nogle andre råmaterialer. Men det hedder altså en bioproces og ikke fermentering.

LÆS MERE: Vi talte med manden, der brygger øl med tis

Ville man kunne eksperimentere med smag og konsistens ved at tilføje flere ting til processen?
Altså processen kan deles op i to: Måden man producerer cellemassen på, og hvad man bruger cellemassen til. Massen består af cirka 50 procent protein, 25 procent kulhydrater og resten består af fedt og nukleinsyre. For at ændre massens konsistens skulle vi ændre måden, cellemassen produceres. Der er vi ikke endnu, men smag og konsistens er i sagens natur meget vigtigt, så det tænker vi på i forbindelse med det endelige produkt.

Hvordan reagerede du, da du så det her pulver manifestere sig for øjnene af dig?
Indenfor videnskaben starter man jo altid ud med en hypotese. Nogle gange holder din hypotese, andre gange gør den ikke. Da vi har forsøgt det her uden held i flere år, var jeg selvfølgelig meget glad for, at det pludselig lykkedes.

Du blev ikke overvældet af en pludselig trang til at smage på pulveret?
Jeg smagte faktisk på det. Det har ikke en specifik smag. Men jeg ville nok skulle spise mere af det for at kunne være helt sikker. Det meste af pulveret er forbeholdt analyser, så jeg smagte kun en smule af det på tungen. Der var ikke nok til en mundfuld.

Hvordan forestiller du dig, at den her teknologi kan komme til at virke i fremtiden?
Formentlig i den industrielle produktion af fødevarer. Det vil være nødvendigt, hvis konsistensen af det endelige produkt skal føles mere kødagtigt. Lige nu har vi otte 70-milliliter bioreaktorer i vores laboratorie, og vi kan producere 1 gram hver fjortende dag. Hvis vi øger skalaen og gør vores volumetriske kapacitet omkring 20 gange større, til omkring to kubikmeter, ville vi kunne producere 5 kilo cellemasse om dagen. Det ville være nok til at møde omkring 40 menneskers daglige proteinbehov. Det er det, vi vil arbejde frem imod de næste par år.

Faktisk udførte man lignende eksperimenter under den kolde krig i forbindelse med rumkapløbet. Begge sider i konflikten forsøgte at finde måde at gro mad i rummet på, men først nu er teknologien blevet avanceret nok til, at det kan lade sig gøre.

Ville man kunne genskabe processen udenfor jordens atmosfære? På Mars for eksempel?
Man ville være nødt til at medbringe både mikrober og bioreaktoren hjemmefra. Så ville man skulle finde en lille smule vand, producere elektricitet med solpaneler, og man ville skulle finde noget kuldioxid, og det er der masser af i Mars’ atmosfære.

LÆS MERE: Her er den bedste måde at få ketchup ud af flasken ifølge videnskaben

Hvor meget vand taler vi om her? Afhænger mængden af vand af omfanget af produktionen?
Egentlig ikke. Man skal bruge noget vand, men det meste genanvendes. Man ville under alle omstændigheder skulle bruge flere hundrede gange mindre vand end ved konventionel landbrugsproduktion.

Ville jeg kunne gøre alt det her selv derhjemme?
Altså, egentlig er det ret simpelt. Hvis man går ind på Youtube og søger på “vandelektrolyse”, kan man finde nogle videoer. Der er ret let at lave brint og ilt. Derefter skal man bare bygge bioreaktoren. Så der er under alle omstændigheder meget lettere end alkymi.

Tak for snakken, Juha.