Vi talte med en ekspert om, hvorfor nogle kvinder myrder deres børn

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien.

I april 2018 skal den 51-årige kvinde Maree Crabtree fra Brighton for retten i England. Hun er anklaget for dobbelt mord, tortur og alvorlig vold. Hendes handicappede datter, Erin på 18, blev fundet død i 2012. Hendes handicappede søn, Jonathan på 26, blev fundet sidste år. Politiet mener, at hendes børn var svækkede efter mange års brug af kraftig medicin, som deres mor gav dem.

Videos by VICE

Det er svært at forestille sig en mere ondsindet eller uforståelig forbrydelse end at myrde sit eget barn. Men desværre er historien fyldt med eksempler på det. Selv Aristoteles talte for, at man skulle dræbe handicappede børn og babyer, da han sagde: “Der burde være en lov om, at ingen handicappede børn skal leve.”

Barnemord er en mere udbredt forbrydelse, end de fleste tror. De nyeste tal fra Australien, der kommer fra AIC National Homicide Monitoring Program, viser 30 sager mellem juli 2012 og juni 2014 (ud af de 32 ofre, var seks personer 18 år eller ældre). Analyser af sagerne viser, at fædrene er tilbøjelige til et begå “hændeligt” mord og havde problemer med alkohol og stoffer, mens der er større sandsynlighed for at mødrene begår et “altruistisk” eller “forsømmeligt” mord, og samtidig har psykiske problemer.

Samtidig viste en undersøgelse fra Brown University i 2014, der samlede data fra en periode på 32 år, at omkring 500 gange om året er der en amerikansk forælder, der dræber sit barn .

En af de fremmeste eksperter i mord begået af mødre hedder Cheryl Meyer, og hun har interviewet adskillige af de kvinder, der sidder inde for at have myrdet deres børn, fordi hun forsøger at forstå deres motivation. Hun er professor i psykologi fra Oho’s Wright State University, og vi talte med hende for at finde ud af, hvorfor nogle kvinder kan ende med at slå deres børn ihjel, og om de virkelig er så anderledes end resten af os.

VICE: Du begyndte med at indsamle information om amerikanske kvinder, der havde dræbt deres børn, og fandt 1000 sager over en periode på 10 år – det er et mord hver tredje dag. Hvordan kom du til rent faktisk at interviewe kvinderne?
Cheryl Meyer: Vi tog til fængslet Ohio Reformatory for Women og spurgte: “Hvor mange indsatte har I, der er dømt for at slå deres børn ihjel?” Der var 1800 kvinder i fængslet og på det tidspunkt sad 80 af dem inde for at dræbe deres børn. Dermed kan man sige, at det var en ret stor andel, der havde gjort det.

I alt interviewede vi 40 kvinder. De 40 andre deltog ikke – enten fordi de snart skulle løslades, eller fordi deres sag var appeleret. Nogle få af dem sagde nej, men det var ikke mange. Når vi snakkede med dem, forsøgte vi at danne os et billede, som vi ikke kunne få ud fra de data vi havde i forvejen. Vores fokus var at finde ud af, hvordan de endte i en situation, hvor de kunne slå deres eget barn ihjel, hvis de havde haft en almindelig og sund opvækst – eller hvis det ikke var tilfældet: hvilke aspekter af deres barndom, der fik dem til at ende med at slå deres eget afkom ihjel.

Hvad lærte du om kvinder, både som menneske og som forsker? Var de lige så frygtelige mennesker, som du havde forventet?
Det er det første, jeg vil sige: Da vi startede projektet, gik vi ud fra, at de her kvinder var nogle udskud. Men det var de slet ikke. Efter det første interview tænkte jeg: ‘Det kunne lige så godt have været mig.’

Hun var vokset op i en almindelig middelklassefamilie, hun var intelligent, uddannet, meget som min egen familie.

Det første interview var med en kvinde på min egen alder, og hun var meget velformuleret. Hun var vokset op i en almindelig middelklassefamilie, hun var intelligent, uddannet, meget som min egen familie. Som 16-årig havde hun sex med en ældre mand i 30’erne. Hun blev gravid, og de blev gift. Derefter fik hun tre børn indenfor få år og rykkede rundt fra sted til sted, fordi hendes mands arbejdsplads flyttede hvert år.

Så hun sidder der som 19-årig med tre børn, og en mand som i øvrigt er voldelig. De rejser rundt i landet, så hun kan ikke skabe nogle netværk eller få forhold til andre mennesker, og der er også en del stoffer og partnerbyt. Til sidst kommer hun ud af det og tager hjem, hvor hun vil tage sin studentereksamen og få sig et job. Hun og de tre børn bor hos hendes forældre i deres fugtige kælder.

Hun begynder så at ses med en fyr. En dag da hun venter på ham, mens hans yngre bror er der, hiver han en pistol frem og siger: ‘Jeg vil have sex med dig nu, og hvis ikke du går med til det, slår jeg dine tre børn ihjel foran dig.’ Han voldtager hende og siger: ‘Hvis du siger det til nogen, vil jeg sige, at du tvang mig til det.’

Hun er ydmyget og oprevet og beslutter sig for, at livet ikke er værd at leve længere. Så hun lægger en plan for at dræbe sine børn og til sidst begå selvmord. Hun formår at slå sine børn ihjel, men hendes selvmordsforsøg lykkes ikke. Hun får tredobbelt livstid.

Jeg var nødt til at dræbe dem, ellers ville de alligevel være endt hos den voldelige far.

Hun sagde til mig: ‘Da jeg tænkte på at dø, kunne jeg ikke forestille mig døden uden mine børn. Det ville være ligesom at dø uden at have min arm med. De er en forlængelse af mig.’ Så som hun sagde: Jeg var nødt til at dræbe dem, ellers ville de alligevel være endt hos den voldelige far.

Jeg sad bare der og tænkte: ‘Åh gud, kunne alt det være sket for mig? Helt sikkert.’

Tænkte du tit sådan i løbet af samtalerne?
Ja da. De havde bare fået de forkerte forældre. Det første spørgsmål vi stillede var ‘hvordan var din barndom?’ Og så sagde de sådan noget som: ‘Rimelig normal, som de fleste andre. Altså, jeg blev seksuelt mishandlet fra jeg var fem til jeg flyttede hjemme fra. Men derudover var det helt normalt.’

Vi sagde altid: ‘Prøv og hør, det er altså ikke normalt.’ Men deres opfattelse var så anderledes end vores. Vi er heldige, at det ikke er vores liv. Havde vi haft deres opvækst, aner jeg ikke, hvor jeg ville være endt.

Var der mange af mødrene, som opbyggede en fortælling for bedre at kunne kapere samvittighedskvalerne?
Ja, det gjorde de. Der var nogle få, som slet ikke fortrød det, men det var ikke mange. Langt størstedelen fortrød det virkelig meget, og de prøvede bare at forholde sig til det, så godt de kunne. Ligesom den første kvinde, jeg beskrev. Det er også hendes citat, der slutter bogen:

Jeg tror, jeg undertrykker mine dårlige sider, så jeg ikke behøver hade mig selv. Der er ikke noget usædvanligt godt eller usædvanligt ondt ved mig. Jeg er okay. Jeg hader det, jeg har gjort, og jeg accepterer, at jeg ikke kan ændre det. Jeg prøver at komme videre, og jeg håber, at jeg ikke håner deres død undervejs i processen.

Hun havde forsøgt at flygte et par gange. Men så indså hun, at hun aldrig kom ud, og fængslet blev hendes hjem og hendes liv. Hun ved, at hun aldrig kommer til at forlade det sted.

Det er der, hun er nået til. Kvinderne var forskellige steder, i deres forsøg på at forlige sig med hvad de havde gjort. Hun var langt fremme i den proces, men nogle af kvinderne var stadig lidt i chok. Der er forskellige stadier. Man kan se, at de flytter sig fra det ene sted til det næste.

Er det, fordi der var gået længere tid siden hendes forbrydelse?
Ja. Hun havde siddet inde i 25 år. I starten, når man bliver fængslet, vil man enten forsøge at komme ud eller nægte at acceptere det. Hun havde forsøgt at flygte et par gange. Men så indså hun, at hun aldrig kom ud, og fængslet blev hendes hjem og hendes liv. Hun ved, at hun aldrig kommer til at forlade det sted.

Lagde du mærke til nogle mønstre i forhold til hvilken psykisk tilstand kvinderne var i, hvis de havde begået forbrydelsen for nylig?
Der var en kvinde, som nok var i 20’erne. Hun græd under hele samtalen. Hun var bare så utrolig ked af det og rystet. Hun benægtede ikke, hvad hun havde gjort, hun var bare så trist over det, og over at hun aldrig ville få sin søn at se igen.

Men der er også andre faser: Der er en periode, hvor de er virkelig vrede over deres retssag og systemet. Der fokuserer de slet ikke på, at de har gjort noget forkert.

Der er en form for tragisk ironi: De kvinder, hvis børn dør, fordi de ikke passer dem, eller fordi de har overfaldet dem – måske har de slået barnet, så det er faldet ind i en væg, får kraniebrud og dør – de får tit en kortere straf, men det er dem, der fortryder mindst. Jeg tror, det er, fordi de ikke føler sig ansvarlige. Sådan, ‘min far slog mig, og jeg slog mit barn, og det var bare et uheld.’

Du snakker om at fortryde. Men hvad med sorg?
Hvis vi ser på hende kvinden, jeg talte om, som har siddet inde i 25 år: Hun har været igennem hele sorgprocessen, og nu prøver hun bare at leve med, hvad hun har gjort. Hun sagde: ‘Jeg håber, jeg ser dem igen, når jeg dør.’ Hun var ked af, hvad hun havde gjort, men jeg tror ikke, hun sørgede længere. Så jeg vil helt sikkert sige, at sorgen kommer først. De sørger, og først bagefter er de i stand til at mærke fortrydelse. Det var to helt separate processer for hende.

Jeg tror, de fleste går ud fra at mødre, som dræber deres børn, er sociopater, men det er tydeligvis ikke tilfældet, hvis de fleste både sørger og fortryder.
De to største grupper bestod af mødre, som havde dræbt deres barn med vilje, og dem, som havde gjort det ved at forsømme børnene. Det er klart, at dem som forsømte deres børn ikke gjorde det med vilje. Det kan være den 25-årige mor, som har fem børn. Hun blev ikke færdig med gymnasiet, hun aner ikke, hvordan man er en god forælder, for hendes egne forældre vidste ikke hvad de lavede, og hendes far støttede hende ikke… Måske en dag er det de ældre børn, der tager sig af de yngre børn, og moderen snakker i telefon og glemmer et barn i badekarret som drukner.

De mødre, som dræber med vilje, har meget ofte en psykisk sygdom, der gør, at de slet ikke kan forstå, hvad de har gjort.

De mødre, som dræber med vilje, har meget ofte en psykisk sygdom, der gør, at de slet ikke kan forstå, hvad de har gjort. De er fuldkommen sindssyge. Nogle gange er det en midlertidig tilstand og andre gange er det ikke. Hvis det er postpartum er det som oftest en midlertidig tilstand, og når de ikke længere er i den tilstand, bliver de meget kede af det og triste. Men sådan havde de det ikke, da de slog barnet ihjel, for de var overbevist om, at barnet var djævlen.

De kvinder, der dræber med vilje, er meget anderledes end de andre grupper. De er som oftest ældre. Mange af dem har gjort en kæmpe indsats for at adoptere eller blive gravide.

De kvinder, der dræber med vilje, er meget anderledes end de andre grupper. De er som oftest ældre. Mange af dem har gjort en kæmpe indsats for at adoptere eller blive gravide. De bliver tit beskrevet som de perfekte forældre. Bagefter siger folk altid: “Jeg fatter slet ikke, at hun slog sine børn ihjel. Hun var sådan en god forælder.”

Så ud af de indsatte, du har interviewet, var mødrene, der gjorde det med vilje, også dem, der var de mest dedikerede mødre. Det virker så bagvendt.
Ja, det gør. Og de kvinder er samtidig dem, der tit ikke kun dræber ét barn, men dem alle sammen. De bruger normalt heller ikke skydevåben eller knive – de kvæler eller forgifter dem. Engang imellem er der et våben, men det er sjældent.

Som sagt har mange af dem en psykisk sygdom. Susan Smith, som druknede hendes to børn i en sø, gik ikke til psykolog, men hun havde en lang historie med alvorlige, psykiske problemer: Depression, selvmord, seksuelle overgreb som barn.

Og Andrea Yates, den vel nok mest kendte sag om børnemord i USA, var helt klart psykisk syg. Hendes journal var alenlang, og jeg har kigget den igennem. Hun havde postpartum psykose, og hun blev beskrevet som en vidunderlig kvinde. Hun tænkte kun på sine børn. Ingen kunne forstå det.