Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Østrig
Christian Weissgerber var engang et kendt ansigt i nazistmiljøet i Thüringen, som ligger midt i Tyskland. Weissgerber, som er tidligere Holocaustbenægter, var aktiv på den ekstreme højrefløj gennem sine teenageår. Han fungerede som koordinator ved arrangementer, spillede med nazibands og fik også et hagekors tatoveret på benet.
Videos by VICE
Men i sidste ende brød han med nazistmiljøet og begyndte at studere filosofi. I begyndelsen var der mange af hans medstuderende, som vendte ham ryggen, når de erfarede, at han havde været nazist – hans hjem har også været udsat for hærværk – men tingene ændrede sig, da de lærte ham bedre at kende. I dag arbejder han i Berlin som freelance uddannelseskonsulent og oversætter.
Jeg mødtes med Weissgerber for at tale om hans fortid som nazist og opblomstringen af højrefløjsbevægelser i hele Europa.
VICE: Hej, Christian. Hvad var det sjove ved at være nynazist?
Christian Weissgerber: Det er sjovt at hade andre. Det er god måde at slippe af med vreden indeni på. Man føler sig også mere som en mand.
Hvordan så du på Holocaust?
Jeg gik igennem forskellige faser. I lang tid troede jeg ikke på, det var sket, som det står skrevet i historiebøgerne. Så begyndte jeg at benægte gaskamrenes eksistens. Jeg besluttede mig for, at det var en jødisk konspiration.
I sidste ende besluttede jeg mig for, at det egentlig var ligegyldigt, fordi det at spærre folk inde i koncentrationslejre – steder som selv den hårde kerne af Holocaustbenægtere må indrømme eksisterede – er forfærdeligt nok i sig selv. Den erkendelse var mit første skridt væk fra Holocaustbenægtelse.
Hvor får man overhovedet den opfattelse fra?
Ved at læse visse bøger, se film og lytte til foredrag. Man begynder at føle sig overbevist om, at man er langt klogere end alle andre, fordi man har afdækket en sandhed, som andre ikke kan se.
Hvad ville du gerne opnå med det dengang?
Da jeg var medlem af Völkische Bewegung, var målet at genoprette det tyske riges storhed anno 1936, omstyrte den finansielle sektor og komme de såkaldte ”frimurerloger” til livs. Meget af det var baseret på konspirationsteorier.
Jeg støttede Autonome Nationalisten, som var en slags ungdomsorganisation for fascister. Vi fokuserede på at give folk incitament til at rejse hjem til deres egne lande.
WATCH: The Craziest Hippie Festival in the Jungle
Det lyder ikke langt fra den filosofi, der ligger bag moderne højrefløjsbevægelser som Tysklands AfD eller Østrigs FPÖ.
Det kan godt være, man ikke kalder hverken AfD eller FPÖ for nazistpartier, men det er ret forvirrende, når de så står og kræver de samme ting, som vi gjorde i sin tid. Vi talte aldrig specifikt om nazismens Blut und Boden-ideologi. Vi talte i stedet om enkelte etniske grupper og behovet for at genoprette visse historiske forhold i Tyskland. Det er også det, de nye højrefløjspartier gør, selv om de ikke bruger de samme ord, som vi gjorde. Diskussionen vender altid tilbage til geografisk afgrænsning og etniske tilhørsforhold, så det er en slet skjult form for Blut und Boden-politik.
Hvordan adskiller dine gamle fascistorganisationer sig fra nutidens konservative højrefløjsbevægelser?
Vi ville smide alle ud, hvis familier ikke havde været i Tyskland i mere end to generationer. Selv om du aldrig har været i Tyrkiet, for eksempel, så havde vi sendt dig tilbage dertil, hvis dine bedsteforældre kommer derfra.
Hvordan har du det med den stereotype opfattelse af nynazister som værende temmelig dumme?
At være dum handler ikke om en grundlæggende mangel på viden – det handler om en besættelse af at se problemer ud fra et verdensbillede, der ikke eksisterer. Et godt eksempel er den ide, som nynazister og den ekstreme højrefløj agiterer for, nemlig at Vesten er blevet islamiseret. De har konstrueret en fantasiverden, som er fuld af falske problemer, og det er dumt.
Gør det en forskel for nynazister, når deres identitet bliver alment kendt?
Det kan påvirke dem både positivt og negativt. Når en nynazists identitet afsløres i offentligheden, kan han eller hun ikke længere lave kampagner i sit nabolag, og man risikerer også at miste sit job. Men på den anden side kan det også gøre, at man bliver en endnu mere fanatisk del af miljøet, da man ofte hyldes i de kredse, hvis man er jaget af Antifa og journalister. Jeg tror, man skal prøve at opveje fordele og ulemper ved at sætte offentligt fokus på individuelle medlemmer af bevægelsen. Højrefløjen vinder tit den kamp, fordi de intet har at tabe.
Bliver du stadig vred, når du ser en hvid kvinde sammen med en sort mand?
Når man er radikaliseret i både krop og sjæl. Man kan måske, fra et logisk standpunkt, godt se, at racisme er dumt, men så ser man måske porno med en hvid kvinde og en sort mand, og så bliver man automatisk generet af det. Det sker dog ikke for mig.
Er de fantasier ikke appellerende, fordi de er forbudte?
Så enkelt er det ikke. I fascistkredse er der en klar holdning om, at man ikke skal dyrke sex med sorte kvinder. Men nogle gør det alligevel og overbeviser sig selv om, at det er okay, fordi de ”tæmmer dyret” og så videre. Det er en koloniherrementalitet.
WATCH: Charlottesville: Race and Terror
Må man godt se lesbisk porno, hvis man er nynazist?
Jeg kan ikke tale for alle naturligvis, men for de fleste er det ikke et problem. Ud af hele homomiljøet så er lesbiske dem, nynazister er mest villige til at acceptere. I slutningen af 80’erne var der stor debat i nynazistkredse om, hvorvidt man måtte være homoseksuel. Visse var klar til at acceptere det som en del af en persons privatliv, så længe den pågældende kammerats ideer stemte overens med bevægelsens ideologi på andre fronter. Der er andre grupperinger, som har en helt anden holdning. Der er visse skinheads, der mener, at kvinder er laverestående væsner, som man ikke bør dyrke sex med. Det er sådan, de retfærdiggør sex med hinanden.
Sætter du dig selv i fare ved at tale så åbent om din fortid?
Hvis de vil slå mig ihjel, kan de bare prøve. Hvis man tænker for meget over den slags, er det handlingslammende – det er sådan, trusler fungerer.
Jeg griner bare af det, når jeg modtager dødstrusler i dag på Facebook, fordi jeg ved, det ikke er mennesker, som nogensinde ville gøre alvor af det. Der er folk, som er sprunget fra bevægelsen og gået direkte over til Antifa. Det er oftest dem, som nynazisterne går efter. Jeg var engang til et møde, hvor nogen foreslog, at vi samlede alle desertørerne i en bygning og brændte dem inde.
Har du stadig venner fra de kredse?
Nej, jeg mistede alle mine gamle venner omkring 2011. Nogle af dem var meget skuffede, da jeg begyndte at invitere dem med til marxistiske læsekredse.
Savner du at være del af en gruppe?
Ja, da. Selv om jeg til sidst var uenig i deres holdninger, så var følelsen af solidaritet fantastisk – det er lidt ligesom at være med på et hold. Man hører ligesom til et sted, også selv om man er uenig om, hvorvidt gaskamrene virkelig eksisterede.
Er det ikke bedst, hvis vi helt ignorerer højrefløjen?
Sommetider er det svært at vide, hvor store de her bevægelser egentlig er, fordi de har det med at være inddelt i små netværk. Men det er ikke størrelsen, der afgør, hvor meget indflydelse en politisk bevægelse har. Vi har set bevægelser tidligere, som kun har bestået af nogle få personer, der har endt med at ødelægge en masse menneskers liv.
