Klokken er to om morgenen i Betlehem, og dusinvis af palæstinensere begynder deres arbejdsdag ved Checkpoint 300 – en af de eneste grænseovergange mellem Vestbredden og Israel. Og som timerne går, kommer flere hundrede andre til for at forsøge at komme ind i Jerusalem og på arbejde.
Ud af de 100 permanente israelske checkpoints anses Chekcpoint 300 for at være det travleste og bedst bevogtede – arbejderne fortæller mig, at det ofte tager et sted mellem to og fire timer at forcere den lange kø, nå frem til soldaterne, som tjekker ID og arbejdstilladelse, inden man får adgang til Israel på den anden side af porten. I maj kunne Palestinian Chronicle rapportere, at en arbejder døde af iltmangel ved et checkpoint, fordi der var for mange mennesker.
Videos by VICE
Blandt palæstinensere, jeg ser, er der ingen, der afslører nogen følelser, mens de gennemgår det daglige ritual. De bevæger sig rutineret fremad i køen. Inden de stiller sig op, er der mange, som standser ved en af de omkringliggende boder og køber mad. Her kan man købe brød, humus og falafler.
Der hersker stilhed ved checkpointet. Den afbrydes kun af den metalliske lyd af porten, der åbnes, og en israelsk soldat, som råber på arabisk, at folk skal skynde sig. ”Yalla… yalla.” Så snart de ankommer til checkpointet, fjerner arbejderne deres bælter, tømmer lommerne og kører deres ejendele gennem scanneren. Så fremviser de ID til soldaten og venter på at få tilladelse til at komme ind i Israel.
På den anden side af porten venter dårligt betalte job på fabrikker, farlige byggepladser og gårde, der udnytter deres desperation. Den palæstinensiske økonomi er i så dårlig fatning, at mange af arbejderne i køen har kandidatgrader, men udmærket er klar over, at de dårligt betalte job i Israel giver bedre end de erhverv, de drømte om at arbejde i, da de startede med studierne.
Jeg er her for at tale med folk, der har en universitetsgrad, for at tale om deres dilemma, og hvem der er skyld i situationen, men der er ikke mange, som har lyst til at udtale sig. Nogle påstår, at de skammer sig, mens andre går med til at tale, hvis jeg til gengæld skaffer dem arbejde hjemme i Palæstina. Da jeg forklarer dem, at det ikke er muligt, går de tilbage i køen uden at sige et ord.
Til sidst indvilger bygningsarbejderne Moayed og Hamza i at tale med mig, inden de når frem til sikkerhedskontrollen.
Moayed er 27 og uddannet jurist, men han fortryder i dag, at han læste på universitetet. ”Jeg føler, at jeg har spildt en masse tid på det bare for at blive bygningsarbejder,” fortæller han. ”Der er så mange lovende, unge mennesker, som laver manuelt arbejde i Israel i dag og er ansat af en chef, som ikke har lige så høj en uddannelse som dem.”
Hamza læser kunststudier på fjerde år og arbejder i Israel for at dække sine omkostninger ved at studere. ”Jeg bliver færdig senere på året,” fortæller han mig. ”Bagefter håber jeg, Gud vil vise mig vej,” tilføjer han, inden han bliver kaldt op forrest i køen.
Ifølge de seneste tal fra Palestinian Central Bureau of Statistics ligger arbejdsløsheden på 50 procent blandt palæstinensere i tyverne. Karim Al Nardawi, som leder ekstern organisering under det palæstinensiske arbejdsministerium, anslår, at op mod 35.000 unge universitetskandidater på nuværende tidspunkt arbejder i Israel. Han mener dog, at det rigtige tal kan ligge væsentligt højere, fordi ”vi ikke tæller personer, som arbejder i de ulovlige, israelske bosættelser med.”
Palæstinensere, der bare er glade for at have arbejde, har ikke råd til at bekymre sig om det politiske slagsmål over de omstridte bosættelser.
Bahaa på 29 har en kandidatgrad i internationale relationer fra et universitet i Malaysia, men i dag arbejder han som rengøringspersonale i et supermarked i en af bosættelserne. Trods sine kvalifikationer, fortæller han mig, at han har langt bedre vilkår, end hvis han blev i Palæstina og arbejdede der. ”Jeg havde mulighed for at arbejde i en bank og gå i jakkesæt hver dag, men lønnen var ikke nok til at understøtte min familie.” Den gennemsnitlige løn for en bankfunktionær i Palæstina er 2.220 shekel (cirka 3.900 kroner), og Bahaa kan tjene det dobbelte ved sit arbejde i Israel. For ham gør det den daglige kamp med at komme gennem Checkpoint 300 det hele værd.
Jeg spørger Bahaa, om han fortryder, at han studerede på universitetet. ”Jeg er glad for, at jeg tilbragte syv år i udlandet, fordi det præsenterede mig for en anden verden og en anden kultur,” forklarer han. ”Jeg fortryder kun, at jeg vendte hjem til Palæstina. Den politiske og økonomiske situation er ustabil, og der findes ikke ordentligt arbejde for kandidater. De bedste arbejdsmuligheder er forbeholdt en lille elite, som har gode forbindelser.”
Senere møder jeg Mohamed og Tarek. Mohamed på 24 er uddannet sygeplejer, men arbejder som opvasker i en af de israelske bosættelser – han håber dog stadigvæk på en dag at kunne gøre brug af sin uddannelse på et hospital på Vestbredden. Da han besluttede sig for at søge arbejde i Israel, var jobjagten ikke det største problem. ”Jeg kunne ikke få arbejdstilladelse i begyndelsen, og jeg havde ikke råd til at købe en på det sorte marked via en israelsk mægler. Derfor begyndte jeg med at arbejde sort og overnattede til tider i Israel,” forklarer han. Til sidst havde Mohamed penge nok til at betale en mægler for en tilladelse, men det kostede ham 6.000 shekel (cirka 10.500 kroner), hvilket er seks gange over den normale pris.
Mohameds situation er ikke noget særsyn. Det kan være lige så svært at få arbejdstilladelse, som det er at komme gennem et checkpoint. Officielle tilladelser bevilges kun til personer, som er gift og over 22 år og ikke har været medlem af en politisk organisation tidligere. Mange arbejdere, som ikke er kvalificerede, ender med at benytte illegale mæglere, der i mange tilfælde formidler kontakt til tvivlsomme arbejdsgivere – arbejdsgivere, der ikke overholder regler for arbejdstid og sygesikring. Ifølge det palæstinensiske arbejdsministerium er cirka 80.000 palæstinensere på nuværende tidspunkt ansat på byggepladser i Israel, men mange af dem arbejder illegalt uden tilladelse.
Tarek på 26 har læst idræt. ”Jeg blev færdig i 2014, men jeg har stadigvæk ikke fundet arbejde, hvor jeg kan bruge min uddannelse,” siger han. ”Jeg har søgt lærerstillinger ved en række skoler, men regeringen vurderer ikke, at det er nødvendigt at ansatte lærere med særlige kvalifikationer til idrætsundervisning. De beder i stedet andre lærere om at undervise i idræt sideløbende med deres egne fag.” Efter fire års jobjagt uden held besluttede han sig for at søge arbejde i Israel. ”Jeg arbejder som maler, og min arbejdsplads ligger teknisk set et kvarter fra, hvor jeg bor, men jeg skal alligevel op klokken tre om morgenen for at nå gennem checkpointet.”
Som maler tjener Tarek 10.000 shekel om måneden (cirka 17.500 kroner). Som lærer på en palæstinensisk skole ville han højest tjene 3.000 shekel om måneden (cirka 5.260 kroner). ”Jeg tjener godt for en på min alder, men jeg betaler en høj pris ved at risikere liv og lemmer, når jeg skal krydse checkpointet hver dag. Det er bestemt ikke det liv, jeg havde drømt om.”
De fleste unge mennesker her, og i resten af landet for den sags skyld, mener, det er den palæstinensiske regerings skyld, at der ikke er bedre jobmuligheder, men Abdel Karim fra arbejdsministeriet ser anderledes på sagen. ”Hvert år dimitterer 40.000 palæstinensere, og de fleste af dem ender med at søge job i den offentlige sektor,” forklarer Karim. ”Men staten kan simpelthen ikke skaffe dem alle arbejde,” tilføjer han og fortæller, at staten højest kan ansætte 8.000 mennesker om året. Ifølge Karim overvejer den palæstinensiske regering at tilbyde nyuddannede kandidater rentefri lån, som de kan bruge til at ”starte egne projekter og genere indkomst.”
Igennem årtier har palæstinensere set uddannelse som den bedste måde at bevare deres identitet på og samtidig modarbejde besættelsen af deres land. Men nu føler flere og flere, at uddannelse er et spild af tid og penge. Flere og flere søger mod Israel for at finde arbejde lige meget, hvor kummerlige tilstande de skal arbejde under.
”Hvorfor skulle jeg skamme mig over det arbejde, jeg udfører i Israel?” siger Hamza. ”Jeg ville havde det skidt med bare at blive hjemme og være arbejdsløs. Virkeligheden er den, at vi lever i et besat land, hvor alle beslutninger træffes henover hovederne på os – selv mit palæstinensiske ID-kort er stemplet med hebræisk skrift. Så hvorfor skulle jeg skamme mig?” tilføjer han, inden han bevæger sig mod grænsen til Israel.
