Vi talte med kaospiloten fra Aarhus, der hakker løg for at lindre sin angst

Når stress og angst fylder i ens hverdag er det svært at overskue selv de simpleste daglige gøremål. Selv det at spise kan virke som en uoverkommelig opgave.

Noget der forsvinder, når man lider af stress, angst og depression, er nemlig appetitten, men skal man tro en spansk kaospilotstuderende baseret i Aarhus, kan madlavning faktisk fungere som et yderst effektivt våben. 27-årige Guillermo Vázquez Bustelo kæmper selv med angst, og i mange år har han, uden at tænke særligt meget over det, brugt køkkenet som et frirum, hvor han har kunnet lukke hverdagens problemer ude.

Nu arbejder han på et projekt, der skal lindre angstsymptomer gennem madlavning ved hjælp af “dynamisk meditation“, der er en form for meditation, som involverer fysiske handlinger. Guillermo er inspireret af zenbuddhisme, hvor daglige gøremål ses som en mulighed for at meditere, og af tenzoen, der er den munk i det buddhistiske tempel, der er ansvarlig for munkenes måltider.

Vi tog en snak med Guillermo om angst og madlavning for at få svar på, hvorfor stress skal bekæmpes med noget så simpelt som en kniv, et spækbræt og et løg.

LÆS MERE: Hvad dræber Danmarks unge kokke?

MUNCHIES: Hej Guillermo. Kan du fortælle lidt om dine egne oplevelser med angst?
Guillermo Vázquez Bustelo: Ja, angst og stress er noget, jeg har haft, siden jeg var barn. For mig er det noget, der kan relateres til en eller anden frygt, man har. Noget der er meget svært at kategorisere og identificere. I mit tilfælde handler det om det pres, der hviler på en. Man er presset til at præstere hele tiden, man skal vide en masse, og man skal udføre og fuldføre en masse.

Hvordan kom du i gang med det her projekt?
På Kaospilot-uddannelsen havde vi et coaching forløb, og da jeg var begyndt at føle, at min angst var på vej tilbage, ville jeg arbejde med det. En af mine studiekammerater spurgte mig, hvordan jeg plejer at håndtere stress og angst, og jeg svarede: “Normalt laver jeg mad. Hver gang jeg har det dårligt, går jeg ud i køkkenet.”

Jeg vidste dog ikke, hvordan jeg kunne overføre det til en egentlig måde at meditere på. Min studiekammerat så bare på mig og sagde: “Det har du jo allerede gjort. Du skal bare lave endnu mere mad.”

Så jeg begyndte at researche på det og faldt over nogle gamle zenbuddhistiske tekster om tenzoen. En tenzo er den munk i det buddhistiske tempel, der er ansvarlig for madlavningen. Jeg blev helt vild, da jeg opdagede, at der var alt den her viden derude, jeg ikke kendte til. Det var altså ikke noget, der bare virkede for mig, men noget der rent faktisk er blevet praktiseret og studeret i tusinder af år. Så gav det hele bare endnu mere mening.

Hvornår ved du, at det er tid til, at du skal gå i køkkenet?
Når de samme bekymringer kører rundt i hovedet på mig i en uendelighed. Det kan også føles som en trykken for brystet. Så ved jeg, at der skal ske et eller andet. Det er ikke altid, at det hjælper at lave mad, men det hjælper for det meste.

Hvor længe har du brugt madlavning som en måde at dæmpe din angst?
Jeg har faktisk gjort det, så længe jeg kan huske. Jeg har bare aldrig været bevidst omkring det. For mig er køkkenet et safe space. Et sted jeg kan være alene. Jeg elsker at lave mad til andre, men i køkkenet har jeg altid følt mig fri, og jeg vil helst lave mad alene.

Hvad er det, der er så specielt ved et køkken?
Køkkenet har en særlig evne til at få en til at være tilstede i nuet på en ikke-intellektuel måde. Man bruger sine sanser og er opmærksom på tiden, men befinder sig på et afgrænset areal. I køkkenet kan man foretage sig noget, der ikke nødvendigvis behøver at være den store mening bag. Og det er præmissen bag aktiv meditation.

Da det ligesom var blevet klart for mig, besluttede jeg mig for, at lave mad hver dag i en måned – to gange om dagen. Og jeg fik det med det samme bedre. Så for at det skal være så effektivt som muligt, skal det implementeres i min daglige rutine.

Hvad for noget mad laver du så?
Det kan bare være noget helt simpelt. Som at koge ris eller pasta, lave misosuppe eller riste brød om morgenen. Noget der ikke er omfattende, hvor man kan fordybe sig i detaljerne. I 1300-tallet skrev zenmunken Eihei Dogen Zenji om at se madlavning som en metafor for et meningsfyldt liv. Han skrev blandt andet: “Se den kogende kedel som dit hoved og vandet som dit eget livsblod.” Jeg ser det som om, at når man laver mad, er man i total kontrol over en mikroskopisk transformation – for eksempel måden vandet transformerer risene. Og følelsen af kontrol, mener jeg, kan lindre angst.

LÆS MERE: Derfor mister du appetitten, når du har hjertesorg

Er det nødvendigt at følge en bestemt opskrift?
Nej, jeg følger normalt ikke opskrifter. Og befinder man sig midt i en krise, handler det bogstaveligt talt bare om, at man arbejder med det, man lige har til rådighed. Det kan være en simpel og mekanisk handling som at hakke et løg. Små aktiviteter man kan koncentrere sig om.

Det er altså ikke den efterfølgende belønning, altså selve indtagelsen af maden, der er målet?
Nej, og det er en af forskellene på filosofi i Vesten og i Asien. Her i Vesten ser vi øvelse som noget kedeligt, der skal overstås, for at vi kan opnå noget. Men nogle steder i Asien anser man øvelse for at være et mål i sig selv.

Så er det bare det, at man udfører et stykke manuelt arbejde?
Helt sikkert. Jeg tror, det har noget at gøre med, at man bruger sin næse, sine fingre og sine smagsløg, og det er noget, der forankrer én i nuet. På den måde er det meget som meditation, hvor man koncentrerer sig om om sin vejrtrækning og om at dufte og lytte til ens omgivelser.

Hvad er så næste skridt i dit projekt?
Lige nu forsøger jeg at skaffe penge, så jeg kan komme i praktik hos en japansk kok, der hedder Masayo Funakoshi, og hun kan lære mig mere. Men jeg tænker, at det her projekt kan udmønte sig i et samarbejde med en organisation, med nogle kokke eller i en eller anden form for performancekunst.

Det professionelle køkken er et af de mest stressende steder i verden. Så at finde en måde at hjælpe kokke med at implementere meditationsrutiner, de kan bruge, mens de arbejder, ville være en mulighed. Det kunne også være et værktøj, som kan hjælpe børn med at finde fred og ro i madlavning. Mulighederne er mange.

Held og lykke med projektet, Guillermo.