Artiklen er oprindeligt publiceret af MUNCHIES Frankrig.
Der var engang et sted, som hed Beaujolais. Det var en region nord for Lyon med 19.000 hektar vinplanter og 3.000 vinbønder, der produceredes både konventionelle vine og naturvine, og som levede i harmoni. En af dem hed Sylvère Trichard. Han var en ung vinbonde, som var overbevist om, at han sagtens kunne lave naturvine – men det skulle vise sig at være langt sværere, end han havde troet.
Videos by VICE
Lige nu ligger Sylvère med hovedet mod bordet og sover. Det er der – mellem de tomme glas og flasker – hans nat begynder. Klokken er et om morgenen. Hans partner Mathilde, der er vant til de rammer, vækker ham blidt. Sylvère løfter hovedet, hilser på os med søvndrukne øjne og sætter sig over i sofaen i køkkenet. Glassene fyldes på ny, og Sylvères flasker tømmes, mens drømmene stadig er dugfriske i hans trætte hoved.
Klokken er nu 9, og den fåmælte vinbonde er transformeret til en åben og velkommende ung mand. Han står ved ovnen, hvor duften af kød og gulerødder melder en bouef bourguignons snarlige ankomst på bordet. En lille blond dreng dukker op i køkkenet. Det er Sylvères søn Léon. Han ligner sin mor Mathilde, som stadig sover i værelset ved siden af.
Huset emmer af glæde. I mit hoved afspiller jeg Beethovens ”Ode til glæden”, da Sylvère pludselig udbryder: ”Pis, jeg har lige drømt, at vi ikke var blevet færdige med at beskære planterne”. Jeg kommer øjeblikkeligt tilbage til virkeligheden. Vi står i en vinbondes hus, hvor familielivet er centreret omkring vinproduktionen.
Sylvère sov ikke i går. I stedet tænkte han på sin vin, på arbejdet, der er klaret, og det, der mangler. Vinrankerne er netop blevet beskåret. Det er en fundamental del af processen. Det afgør, hvor stort et afkast marken giver samt saftens kvalitet.
Sylvère har lært alt om at producere vin fra sin bedstefar og onkel, som begge var vinbønder. Men én ting, den unge Sylvère ikke var bekendt med, var kunsten at lave naturvin: at kere sig om vinen og arbejde med den uden at manipulere smagen.
Sylvère husker sin åbenbaring: ”Den første naturvin, jeg smagte, var hos Jean-Claude Lapalu. Han talte om en masse ting, jeg ikke kendte til: lokale gærarter, fraværet af svovl i processen”. Sylvère kastede sig ud i at producere naturvin, og efter eget udsagn så han sig aldrig tilbage igen.
Han forlod Beaujolais for at gå i lære hos Dominique Belluard i Savoie, hvor han endte med at tilbringe et år. Hos Belluard kunne han lære om biodynamik, om hvordan sol og måne påvirker dyrkningsforhold og planters udvikling. Men Sylvère var ikke opmærksom. ”Jeg gik med hovedet i skyerne – det var naturvinen, som fik mig ned på jorden igen”.
I 2012 startede han sin egen forretning. Sylvère var 32 og troede, han vidste ”alt, hvad der var at vide”. To fejlslagne høstsæsoner senere var han ved at gå fallit. ”Vi var ved at gå helt ned,” indrømmer han. Må så fik han uventet hjælp fra Beaujolais. Lokale vinbønder gav ham en hjælpende hånd og gode råd, der i sidste ende betød, at Sylvère kunne redde høsten i hus. Denne gang var Sylvère opmærksom.
Det fører os frem til nutiden. Regionens egnsret, en praliné briochebolle, må vente. Det er tid til at tage på markedet. Under køreturen taler Sylvère frit fra leveren. Han fortæller om årene, før han mødte Mathilde: ”Jeg var en bondeknold, jeg havde det hele – truck, hund og en traktor”. Så kom Mathilde ind i hans liv, og det er tydeligt, at hans beundring for hende ingen ende tager.
Senere ved bordet er hans ansigt malet med et bredt smil. Det er rettet mod sønnen Léon og Mathilde – som altid. Der er tusinder af måder at udtrykke kærlighed på, og for et en vinbonde er det foretrukne medium selvfølgelig druen. I 2023, da Sylvère var helt på røven økonomisk, men dybt forelsket i Mathilde, skabte han vinen “I Only Have Eyes For You” for at vinde hendes hjerte. I år fortsætter han med ”Little Heart” – hendes kælenavn.
Der er kun en anden kvinde i verden, som har haft det privilegie: Sylvères bedstemor Giselle, også kendt som “Gisous”, som nu også er titlen på en af hans smukkeste vine. Hun fortjener helt klart æren. Hun gav Sylvère alt, da han var ung og naiv, og var der altid for sit barnebarn, når han havde det svært. Og så er der selvfølgelig ”Léon”, en vin, der blev lanceret i 2016 som en hyldest til Sylvères nyfødte søn. Sådan lyder vinbondens poesi.
Udenfor begynder solen at gå ned, luften er blevet kold og fugtig. En kæmpestor osteplatte står fortsat på bordet, da vi rejser os midt på eftermiddagen. Sylvère skal nå en masse – han skal blandt andet sætte etiketter på flaskerne. Men inden da går han en tur med familien.
Landskabet ser apokalyptisk ud; det ligner månens overflade. Vinrankerne er tynde og lave, og der findes ikke så meget som et eneste græsstrå på hele marken. Den eneste anden vækst er en nærmest overnaturlig, orange ukrudtsplante.
Hos Sylvère er alt grønt, her forbliver man solidt plantet på jorden – bogstaveligt talt. Jorden klynger sig til kroppen som en elskovssyg partner. Det er faktisk afspejlet i dens lidenskabelige navn: terre amoureuse, en lerholdig jord, der klistrer til skoen, når det har regnet. Der er ingen tvivl om at kærligheden er gengældt fra Sylvères side.
Sylvère passer sin jord og er stolt af Beaujolais: ”Vores vine afspejler regionen – min by i Beaujolais for eksempel. Produktet afspejler mig, men mest af alt benævnelsen”.
Han er meget opmærksom på sine vine, men han følger ikke biodynamikkens opskrifter til punkt og prikke. I begyndelsen var han meget optaget af det, men så mødte han virkeligheden. Hans tidligere kamp med produktionen har udvandet hans drømme. ”Det eneste, jeg ønsker, er at lave vin. Naturvin, om muligt,” forklarer han.
Det eneste, der er tilbage fra tidligere tider, er navnet på hans vingård: Séléné, som refererer til månegudinden fra græsk mytologi.
Vi har snakket længe nok. Det er snart tid til en apéro, og vinbondens angst tager atter over. Han mangler stadig etiketterne. Alle hjælper til, og maskinen kører på højtryk. Da vennen og kollegaen Jérome Balmet støder til selskabet, tager vi en pause. Sammen går vi ned i kælderen, hvor Gisous opbevares – altså vinen, ikke bedstemoren.
Sylvère åbner hanen i tønden, så den røde saft fosser ned i glasset. Den seneste nektar, han har lagt på flaske, er en blanding af to årgange til ære for kvinderne i hans liv. Den er dyb og fuld af smag. Kort tid derefter starter etikettemaskinen op på ny; Sylvère har sneget sig op for at klare det sidste arbejde.
Klokken er 22. Aftensmaden serveres. Ved bordet dyster Sylvère og Jérome på, hvem der har lavet den bedste vin. De er begge lavet på gamay, den unikke, røde drue fra Beaujolais. Begge er dyrkede i den samme jord, men noterne varierer – det er vinbondens særegne signatur.
Glassene fyldes igen og igen med “Trichard” og “Balmet”. Vi gør et stort indhug i flaskerne, og Sylvère er allerede ved at få et tungt hoved. Endnu engang er hans aften startet ved bordet, glad og i godt selskab.
