Vi tog til Guldtuben 2018 med tømmermænd for at forstå Danmarks nye rockstjerne-kultur

YouTubere på guldløberen til Guldtuben 2018

Bag os: en skrigende mur af leverpostej-og-prut-lugtende børn, høje på sukker og maniske med fanfeber. Foran os: et veritabelt hvem-er-hvem af danske YouTube-kendisser. Vi er fanget i midten – i skærsilden; fotograven ved den gyldne løber til Danmarks YouTube-awardshow, Guldtuben.

Men vent, hvad foregår der? Hvordan er vi endt her? Hvordan kom vi hertil? Hvordan kom Danmark derhen, hvor vi ikke bare har en levende DIY-streamingkultur i rivende udvikling, men en tilknyttet prisuddeling, hvis publikumstal udfordrer en ishockey VM-kamp eller en Beyoncé-koncert?

Videos by VICE

Med afsæt i den danske medievirkelighed for ti, fem eller bare to år siden, kan det være, at man umiddelbart føler trang til at rakke ned på Danmarks YouTubere, og den kultur, der har ladet det her umiddelbart arbitrære udpluk af den danske ungdom tilrage sig penge, kendis-status og en reel karriere ved at uploade tilfældige segmenter fra deres liv til internettet. Det kan være, at det ikke virker rimeligt, at flere af dem har pladekontrakter og får lov til at lave reklamer og spillefilm. Men man kan ikke længere afskrive, at streamere som Rasmus Brohave og Julia Sofia har mange flere seere end de fleste danske biograffilm. Selv om de er yngre, end du selv var, da du havde optur over, at dit fritidsjob i Jysk gav dig råd til Evisu-bukser og ugentlige Cult Shaker-branderter.

Derfor var det ikke vores intention at rynke på næsen af YouTuberne eller deres fans, da vi lørdag eftermiddag tog mod en udsolgt Royal Arena, men at forstå den rockstarkultur, der nu omgiver de unge danske internetstjerner. Indrømmet, VICE-redaktionen holdt sommerfest aftenen inden, så vi kom udstyret med både gigantiske tømmermænd og et endnu lavere toleranceniveau end normalt over for decibelstyrken af tusindvis af skrålende børn.

Så her står vi altså, på Guldtuben 2018s guld løber, og herfra vil vi – Noisey Danmarks egne Alfred Maddox og Lasse Cato – egentlig bare lade jer følge med i vores diskussion, mens vi prøver at fatte, hvad Guldtuben egentlig går ud på.

Alfred: Her er mange børn.

Lasse: De er for syge, de her forældre. Jeg begynder at tænke på, hvad jeg bliver for en far. “Far, jeg vil til YouTube-showet!” “Bare ærgerligt, barn, du skal med i Parken og se FC mod SønderjyskE.” Og hvorfor er det ikke en kendt person, der er vært på rød løber-showet?

Alfred: Det kan jo også godt være, det er det, uden at vi er klare over det. Herinde er verden ikke længere, hvad den var engang.

Lasse: LOL, Kewan er også til det her. Get money.

En tilfældig person på guldløberen begynder at kaste kasketter ud til de selfie-sultne børne-horder på den anden side af hegnet. “De kaster med hatte, grib!”

Alfred: Prøv at se den her modtagelse. Det ligner noget fra The Walking Dead. Jeg ved ikke, hvem der er kendte, og hvem der bare er børn.

“Der er vold-mange, der får tinnitus efter i dag,” siger et fremmødt YouTube-fan-barn lige bagved os.

Lasse: Vær vores praktikant i en måned, så skal du se tinnitus.

“RASMUS BROHAVE!” bliver der skreget med øredøvende intensitet, lidt for tæt på mine tømmermænd.

Lasse: Ham der har jeg interviewet engang.

Alfred: Grineren. Hvordan var det?

Lasse: Jeg spurgte ham, hvorfor det er så stort, det her. Han sagde så, at det er, fordi alle de her børn godt kan lide ideen om at have sådan en virtuel bror eller ven, der laver almindelige hverdagsting.

Alfred: Det er en lille smule trist, faktisk.

Lasse: Supertrist. Men på den anden side kan man sige, at de jo bare bruger den tid, jeg brugte på at se Power Rangers som barn, på at glo på deres yndlings-YouTubere i stedet.

Alfred: Men det er mere end det. Om det er Power Rangers, Pokémon, hvad man nu er interesseret i – så kan man se det, mens man på den anden skærm ser en anden se det, eller snakke om det eller spille det. Og så kan man oven i købet simultant snakke om, hvordan man selv har det med at se det. Med andre ord ser du stadig Power Rangers, du har bare pludselig mulighed for at blive kendt på det.

Lasse: Ja, det er en demokratisering af kendiskulturen.

Alfred: De her børn bagved os lugter af leverpostej og prut.

Lasse: Ikke fordrende for mine tømmerdrenge.

Skinz ankommer sammen med sin dj, Rigforevigts Chanel Bigs, der holder sig lidt i baggrunden, indtil han finder et konfettirør, som han fyrer af til børnenes store begejstring. Chanel is for the children.

En dreng, der er blevet kendt på internettet, fordi han ligner Justin Bieber, poserer på løberen.

Lasse: Hvad laver Benjamin Lasnier nu?

Alfred: Jeg har engang snakket i telefon med hans mor. Det er ikke, fordi han har ældet med supermeget ynde. Eller… han ligner i hvert fald ikke Biebs mere.

Lasse: Var han i fængsel på et tidspunkt?

Alfred: Se, en 12-årig i et udfordrende outfit. Jeg har det ubehageligt med at være her lige nu.

Armin Blaze og Eiqu, et rapcrew, der er blevet kendt på YouTube, ruller ind på guldløberen.

Alfred: De ligner alle sammen forskellige afskygninger af Cheddar Bob fra 8 Mile.

Lasse: Hvis jeg var blevet rapper, da jeg gik i sjette klasse, og havde fået fuldstændig frie tøjler, havde jeg set præcis sådan der ud. Jeg hørte forresten lige et barn sige: “Det er hende fra fjernsynet”.

Alfred: Wow ja, kan du huske ‘fjernsyn’? Det må på en måde være forbi nu.

Vi er nu inde til showet. En undervældende klædt konferencier hyper arenaen op. Han råber i sin mikrofon: “Husk det nu: I er på HELE TIDEN!”. 12.000 tilskuere med klappølser går amok.

Lasse: Han er en mester i sit fag, ham der. Det er også et mere modtageligt publikum end til mange andre koncerter. Det er kun her, at den her verden får lov at manifestere sig i virkeligheden.

Alfred: Det er ret trippy, fordi det er noget, der er fuldstændig virtuelt, samlet på et fysisk sted, den her ene gang om året. Hvilket andet awardshow skriger folk sådan her til?

Lasse: Sygt at der bliver delt klappølser ud. Klappølser er jo tegnet på de mest noia danske events, når du tænker over det. Seksdagesløb, håndbold, det her.

Når lyset bliver slukket i den popcorn-lugtende arena, bliver publikum til en stjernehimmel af smartphoneflash og LED-lyset i Guldtuben 2018-klappølserne. Skinz går på scenen med Milbo, Ericka Jane og dj Chanel Bigs. En collage af Instagram-posts og likes kører på storskærmen bag dem.

Alfred: Er det en ironisk kommentar, det her? Det håber jeg virkelig.

Lasse: Jeg tvivler desværre. Men jeg elsker Skinz, hvor er det fedt, at han har ramt den her kæmpe pop-succes.

Alfred: Og hvor er det dog grineren, at Chanel nu er på scenen til det her børne-event.

Rygealtanen er et rungende legemliggørelse af den døde alder, vi har efterladt os for at eksistere i den nye, politisk korrekte, glamourøse, guldpolerede Guldtube-verden. Få meter væk fra den samlede røst af hele Danmarks tweenhood, er der fuldstændig dødt. Koldt, regnende og stille. Der er ingen, der ryger cigaretter længere. I salen virker showet som en virkelig version af en YouTube-video, en endeløs række af segmenter, kurateret til at generere likes og subscribers.

Derfor kommer aftenens største overraskelse ikke på scenen, men da brandalarmen går midt i prisuddelingen. En automatiseret stemme bryder ind over en forvirret Rasmus Brohave, og alle skynder sig ud af arenaen.

Efter en succesfuld evakuering og ti minutter i regnen, kommer vi ind igen og får at vide, at alarmen skyldtes nogle “brændte popcorn”. Er det tilfældigt, at det tidsrum mellem, at Rigforevigts dj gik af scenen, og brandalarmen gik i gang, svarer til den tid, det ville tage at rulle en joint? Sikkert helt tilfældigt. Bare glem det.

Bro går på scenen med sit Paradise-hit, “Sydpå”.

Lasse: Her har vi en kunstner, der ikke synger et ord af sit eget hit. Et hit, som folk har hørt en million gange. De fleste andre har faktisk prøvet at synge selv og spille nogle nye sange, men det er tankevækkende, at det helt klart er det her, der fungerer bedst.

Alfred: Ja, hvorfor er det egentlig det? Nok på grund af det publikum, der er her. De vil helst høre noget, de kender.

Alfred: Er det ikke, som om mange af de her kategorier er super ens? “Årets Vlogger”. “Årets SoMe”. “Årets Videoskaber”. “Årets Visuelle Udtryk”. Og er det bare mig, eller er det stort set de samme mennesker, der har været nomineret i alle kategorierne?

Lasse: Meget enig. Men samtidig har vi lige set Sidney Lee i VIP-området – og vil vi ikke hellere have almindelige børn på scenen end ham?

Frederik Trudslev kalder arrangementet for “Danmarks største awardshow” under en af de sidste prisuddelinger.

Lasse: Shit, det er det vel.

Og lige så hurtigt, som salen blev fyldt af den danske YouTube-elite og deres insane child posse, er den tom igen, en ødemark af guldglimmer, itu-trådte popcornæsker og Sidney Lee. VIPs bliver fragtet væk fra den ugudelige blæst i Ørestad med busser, direkte til efterfest på Toldboden, hvor de skrigende børn ikke er inviteret. De mere uskyldige YouTubere trækker sig hen i et hjørne, mens festen fyldes op af københavnske socialites, der ikke var en del af festlighederne i Royal Arena.
Her er McDonald’s-hamburgere gratis. Det er alkoholen ikke. Næste dag breaker en nyhed om, at Fie Laursen er blevet hentet med en ambulance fra festen. Gad vide, hvad der sker næste år.