Vi tog til Yams Day i New York med A$AP Mob

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

A$AP Rocky har et spørgsmål til publikum: ”Hvor er moshpitten?” Folkemængden skiller sig som vandene under Moses’ stav, da Rocky befaler det. Fyren, der står foran mig, mosher løs, som gjaldt det hans liv. Han er fløjtende ligeglad med alle andres ve og vel, så jeg lægger hænderne på hans skuldre og får uden ord kommunikeret, at han skal tage sig sammen og lægge en dæmper på. På ryggen af hans t-shirt er et sløret sort-hvidfoto af A$AP Mobs faldne leder, A$AP Yams. Den er dateret den 18. januar 2016, et år efter Yams’ død, da den første mindekoncert blev afholdt. Fyren siger til sin ven, at det er tredje gang, han er til Yams Day. Han har tænkt sig at dukke op hvert år. I det øjeblik går det op for mig, hvor meget Yams betyder for folk. Bronx har formået at infiltrere New Yorks enorme Expo Center for at bevise over for verden, at selv om Yams er død, så er han alt andet end glemt.

Videos by VICE

Den kult, som Yams havde held med at grundlægge omkring sit projekt A$AP Mob, er kun vokset efter hans død. Som musikalsk pioner var han med til at skabe et hiphop-kollektiv, der ikke var bange for at bruge ekstravagant mode og rock’n’roll.stil i sit i kreative udtryk. Inden Mob dukkede op på rapscenen, gik Harlem-rappere klædt i pelsfrakker og Pelle Pelle-jakker, og det var sjældent, man så folk moshe til koncerterne. Yams tog den forretningsmodel, som hæderkronede hiphop-institutioner i New York havde brugt i årevis, og brugte den til at åbne scenen for et bredere publikum, som genren ikke tidligere havde appelleret til. Hans indflydelse og filosofi har været med til at åbne hiphoppen for ”weirdo”-kulturen, som Rocky kaldte den, og det er den resulterende outsider-æstetik, der nærmest er allestedsnærværende i Soundcloud-rappen i dag.

Scenen til koncerten er på mange måder indbegrebet af New York. En døgnkiosk udgør bagtæppet, og den er overmalet med graffiti. Der er blandt andet tagget ”Yammy Gang”. Et animeret portræt af Yams hoved svæver over scenen. Hans øjne scanner lokalet og folkemængden, som om han selv ville ønske, han kunne have været der.

De enkelte optrædener emmer af en særlig energi. Retch og Aston Matthews indtager scenen med en vigør, der gør det let at forestille sig, at deres afdøde ven selv står nede blandt publikum og kaster med vandflasker. Energien bliver kun mere intens, da Lil Yachty dukker op og kaster om sig med sine velkendte røde braids til ”Ice Tray”. Han indleder nummeret med at proklamere, at han “fucker med alle undtagen Joe Budden”. Atlantarapperen har taget Ski Mask the Slump God med i dagens anledning. De to hærger rundt på scenen og genererer så meget energi, at man skulle tro, Yams selv var til stede. Brooklynrapperen 6ix9ine, der selv er et produkt af den vindende opskrift, som A$AP har skabt, kommer ind på scenen under koncerten og stagediver til ”Gummo”. Henimod slutningen af settet fyrer Yachty op under moshpitten til ”Minnesota” til ære for og minde om Yams, en mand, han aldrig har haft mulighed for at møde i virkeligheden.

Yachtys kommentar giver udtryk for en idé, som jeg ikke har tænkt meget over selv, før jeg trådte gennem døren til New York Expo Center. Programmet er spækket med kunstnere, som ikke var brudt igennem lydmuren, før Yams døde i januar 2015. Det, at folk som Playboi Carti, PNB Rock, Nav og ikke mindst Yachty er til stede, er tydeligt bevis på, at Yams og A$APs genrebrydende lyd passede godt ind i lokale rapscener langt udover Harlems grænser og har udviklet sig til at være et landsdækkende fænomen, som er meget større, end hvad Rocky turde håbe på, da han brød igennem i 2011.

”Yams var alle weirdos skytsengel, alle de udbrændte tabere, alle de små drenge, som ikke vidste, hvad de skulle bruge deres liv på, men vidste, at de ville lave noget stort. Det er den drøm, Yams gav os,” siger han. ”Kultur har ingen grænser eller hudfarve eller noget af alt det andet lort. Det handler ikke om etnicitet eller nationalitet. Inspiration er inspiration. I skal sgu se os som sorte udgaver af Steve Jobs. Vi er innovative, vi går lige til stregen. Men fuck nu det, og fest igennem i aften.”

Scenen er helt proppet, og nede fra salen er det svært at se, hvem der er hvem. ”Jeg sætter stor pris på jeres opbakning, men skrid nu ned fra scenen,” siger dj’en. Halvdelen af de folk, der står på scenen, bliver bedt og at gå ned, men der er ingen, der rører sig. Showet går lidt i stå, og publikum begynder snart at råbe og pifte. ”Pis nu ned fra scenen!” Rocky dukker op for at gyde olie på vandene. Han begynder at moshe sammen med publikum og kommer gradvist længere og længere væk fra scenen. Sikkerhedsvagterne vælter nu frem og prøver at få Rocky tilbage i sikkerhed. Der hersker kaos bag ved bagtæppet, hvor crewet styrter forvildede rundt. ”Vi er her for at ære Yams, slap nu af,” siger en stemme over anlægget. Sidst på aftenen går der rygter om, at Casanova og 6ix9ine har været oppe at toppes, men begge afviser påstanden senere.

https://twitter.com/realfrogeyes/status/954242594711789568

Jeg ser ikke slagsmålet selv, men det er nok til, at folk går i panik og styrter mod nødudgangen. Yams’ animerede øjne overvåger hele spektaklet fra sin plads over scenen.