Hvis ikke vi ændrer drastisk adfærd og begynder at leve bæredygtigt, vil vi smadre vores økosystem i så udbredt grad, at jorden vil blive ubeboelig for mennesker. Verden er på skideren, og forskere over hele verden råber vagt i gevær. Det kan virke uoverskueligt at gøre noget ved det som enkeltperson, for hvor skal man starte?

I en gammel fabriksbygning i det industrielle ingenmandsland omkring H.C. Ørstedsværket og Fisketorvet findes en gruppe internationale aktivister, der har en meget praktisk tilgang til det. De kalder sig Flydende By og tror på DIY-kultur, vidensdeling og kompromisløst genbrug som en vej mod en bedre og mere bæredygtig verden. Men nu bliver aktivisterne smidt ud af deres lagerhal i Vasbygade i Sydhavnen, hvor de har fundet sig til rette. Paradoksalt nok, fordi der skal bygges nyt.

Genbrugsaktivisterne har ellers betalt lejekontrakt helt indtil november næste år til transportselskabet Egons Busser. Men nu har Flydende By modtaget en opsigelse med udflytning snarest muligt. Det hele er gået ekstra meget i hårdknude, da Egons Busser truer med at sende nedrivningsfolk ind og fjerne alt og sende regningen til Flydende By.

Flydende Bys modsvar er at gøre oprør ved at invitere indenfor til fest, med alt fra akustiske protestviser til beskidt hardcore punk fra London, for at skabe opmærksomhed om deres sag og vise, hvad stedet kan.

Vi var med til festen for at forstå, hvad de kæmper for. For rydningen af deres “samfund” er ifølge dem ikke unikt. Det slår 23-årige Leah fast. Hun er australier, men født i Sverige og har været tilknyttet Flydende By i fire år. ”Det her handler ikke kun om os. Det er en tendens over hele København,” siger hun. Det kan man høre hende fortælle mere om i den her video, som Flydende By har lavet for at sætte fokus på deres kamp.

Aktivisterne har det som erklæret mål at vise folk, at skrald er guld, og at vi bliver nødt til at holde op med at forbruge på det hysteriske niveau, vi gør nu. Der er en tilbøjelighed til, at folk hellere vil købe noget nyt i stedet for at reparere det, der er gået i stykker, og Flydende By vil gerne være med til at ændre den mentalitet. ”Er din cykel gået i stykker? Så lærer vi dig, hvordan du kan reparere den,” forklarer Leah, der udover at være aktivist i Flydende by også er musiker med en karakteristisk, hæs stemme.

”Der er brug for steder, hvor man kan mødes og udveksle alternative ideer, og det er især vigtigt, at der er steder, hvor man kan lære om DIY-kultur.”

Mens vi snakker kommer et punkband trillende med en indkøbsvogn fyldt med instrumenter. De hedder Scum System Kill og kommer fra London, men er på Europa-tour, og da de hørte om situationen i Flydende By, tilbød de straks at spille gratis. Deres forsanger har den dybeste stemme, jeg nogensinde har hørt, buskede, sorte øjenbryn og lange dreadlocks i nakken, der hænger ned over den slidte denimvest. I aften er der fest med en vis grad af undergangsstemning. For de ved ikke, om det bliver sidste gang.

Jeg kender Flydende By som en gruppe klima-aktivister, der ville lave en slags bæredygtigt Waterworld helt uden Kevin Costner, men til gengæld med innovative løsninger på de udfordringer, vi står overfor i forbindelse med den globale opvarmning. De ville simpelthen skabe en flåde af værksteder, boliger, køkkener, haver og alt hvad vi ellers skal bruge i en oversvømmet fremtidsverden. Ude bag ved Christiania ligger der stadig nogle få både fra det oprindelige projekt, men siden er Flydende By blevet andet og mere.

Det statsejede ejendomsselskab Freja har store planer for området, som de vil omdanne til et nyt boligområde, der blandt andet går under arbejdstitlen ”Lille Vesterbro”. Det er en del af de mange initiativer, som er søsat for at skaffe boliger til det hastigt voksende København, men ifølge aktivisterne ødelægger man noget af det, der gør byen værd at leve i. Det er den samme kamp, som beboerne kæmper et andet sted i Sydhavnen, hvor man vil bevare Fiskerhavnen, så det autentiske København ikke forsvinder.

Da jeg ankommer til Flydende Bys værksted, bliver jeg mødt af 44-årige Frank, som bygger mini-huse. Han viser mig rundt i den enorme fabrikshal, der er fyldt til randen med dingenoter og himstregimser. Cykeldele i enorme bunker, store og små stykker træ, metal i alle udformninger, højtalerkasser, et gigantisk lilla hoved, et sejl fra en jolle, en byttebørs med tøj, lydstudier og meget andet. Hele hallen er et mikrokosmos. For nogen vil det måske ligne, at en horder er gået i selvsving og har sat en hel losseplads i system, men det er faktisk heller ikke så langt fra virkeligheden.
Alt i Flydende Bys hal er genbrugte materialer, der enten er fundet rundt omkring i byen, eller sourcet fra genbrugsstationen lige ved siden af. De har en fast aftale med genbrugsstationen om, at de må komme ind og tage alle de materialer, de kan bruge, så i princippet består hele hallen af sorteret og udvalgt skrald. Men for aktivisterne er det ikke affald, for alt kan få nyt liv, hvis man giver det en kærlig hånd.

”Det hele begyndte for en måned siden,” fortæller Frank, mens han knapper en Lidl-øl op til mig. ”Vi havde samlet skrald i området, for kommunen gider ikke gøre rent herude. Bagefter stod containeren ude foran vores indgang i et par dage, og da kom vores udlejer forbi og sagde, at vi skulle rydde det væk. Det satte gang i en lang række nye krav og inspektioner, som kulminerede i et besøg 1. oktober, der endte med, at vi fik at vide, at vi skulle være ude i slutningen af december, til trods for, at vi havde fulgt alle deres anvisninger.”

Få dage efter fik Flydende by besøg igen, denne gang af repræsentanter fra både Egons Busser og Freja, som er det ejendomsselskab, der reelt ejer bygningen, og det begyndte ifølge Frank at føles som en hetz. “Pludselig fik vi at vide, at vi nu skulle være ude 18. oktober. Vi havde altså under to uger til at forsvinde.”

Aktivisterne var rystede over udviklingen. De har betalt deres husleje i tre år, men blev behandlet som BZ’ere, der ikke havde nogen rettigheder. Deres kontrakt udløber først i november 2019, men nu fik de at vide, at kontrakten åbenbart er ugyldig.
”De truede med at bruge vores depositum til at rydde bygningen, og det ville være et enormt hårdt slag mod vores projekt, for så har vi ikke penge til depositum et nyt sted. Men de kan ikke bare bestemme, hvad vores depositum skal bruges til, især ikke med ni dages varsel,” supplerer 23-årige Hazel, som er halvt engelsk, men er vokset op i Danmark. Hun har grønne striber i sit lange hår, og virker tynget af alvoren. Hun har en bekymringsrynke i panden, som ikke vil gå væk, mens vi snakker.

Da jeg ringer til Mads Holscher, som er rådgiver i Rusk og advokat for Flydende By, bekræfter han, at man ikke bare kan smide folk ud med så kort varsel. ”Juridisk set giver det ikke mening. Det ville ikke holde i retten,” siger han. Men Flydende By har fået at vide, at reglerne ikke gælder dem, fordi den fremlejekontrakt, de har indgået med Egons Busser, er ugyldig. Det har Mads Holscher dog svært ved at se. ”Baseret på hvad jeg har set, vil jeg ikke vurdere, at der er noget galt med deres kontrakt. Jeg er af den opfattelse, at hele den her ballade er startet af Freja for at få dem ud.”

Det afviser Freja Ejendomme blankt. Vi har kontaktet ejendomsselskabet, som i en mail henviser til Egons Busser og siger, at de ikke har noget med sagen at gøre. Vi bad dem forklare, hvorfor de så har været med til adskillige inspektioner derude den seneste måned, men det fik vi ingen forklaring på. Vi kontaktede Egons Busser for at spørge, hvorfor aktivisterne kun fik ni dage til at flytte, og hvorvidt deres kontrakt rent faktisk er ugyldig, men det lykkedes ikke at få et svar.

En slidt, mørkegrøn sofagruppe fra en svunden tid står omkring en kabeltrommel, der gør det ud for bord. En tallerken med skraldet wienerbrød og en termokande med kaffe, der for længst er blevet kold, er efterladt, for alle er gået op på taget, hvor den allestedsnærværende protestmusiker David Rovics synger sange om politibrutalitet og arbejderromantik. Da jeg kravler op ad stien rammer solen mig lige i hovedet samtidig med en liflig duft af rulletobak. Her er højt humør til trods for den usikre fremtid.

Jeg falder i snak med 24-årige Doug, fordi vi har den samme tatovering. Han har en krøllet hanekam, som hænger lidt ned i hans mørke, milde øjne. Han er tydeligvis indigneret over den situation, de er sat i, og han tøver lidt, da jeg vil snakke med ham. Som så mange andre i de alternative miljøer stoler han ikke automatisk på journalister. Han er bange for at få sagt noget rabiat i ophidselse. Han spænder sit halsbånd med en tatoveret hånd og sætter sig sammen med mig i en hullet lædersofa. “Jeg er amerikaner, men halvt dansk, og jeg har været i Danmark i seks år,” fortæller han. ”Grunden til, at jeg blev i København, var steder som det her. Det er kultur, det er kunst, det er musik, det er liv. Det er så vigtigt, at vi bevarer den slags i byen. Folk flytter til byen på grund af alternative steder som det her. Folk vil have andet og mere end bare lejlighedsbyggerier og et 9-5 job.”

”De nye bydele er blottet for liv,” siger Hazel, som har sat sig ved siden af Doug. ”Bare se på Ørestaden. Det hele er bare glas og beton, og vi har brug for andet og mere end det. Der er brug for åndehuller, og hvis man fjerner dem, vil byen miste sin tiltrækningskraft og føles død.”
Doug nikker begejstret. ”Gentrificering er et paradoks,” supplerer han. ”Man bliver forelsket i et område, fordi det er cool, hipt og levende, og så propper man en masse rige mennesker ind i bydelen, så de kunstnere og skæve eksistenser, som gjorde det interessant til at starte med, bliver presset ud. Og så forsvinder tiltrækningskraften sammen med dem.”

Flydende Bys eksistensberettigelse er ikke kun, at der skal være plads til alternativ kultur. De mener selv, at de er med til at angive retningen mod en bæredygtig verden, og at det er nu eller aldrig. ”Hvis man tænder for fjernsynet, hører man om, at klimaet er i en kritisk tilstand, og hvis ikke vi gør noget drastisk med det samme, vil det gå ud over os alle,” siger Frank. ”Steder som Flydende By er en del af løsningen. Vi genbruger alt. Vi deler både ting og stedet med hinanden.”

Selvom ejendomsselskabet i starten kun gav aktivisterne ni dage til at være ude, virker det til, at ejerne nu trækker lidt i land, og er interesseret i at lave en anden aftale. I hvert fald burde Flydende By være ryddet i dag, men aktivisterne er der stadig.

Ingen er dog i tvivl om, at de er i fabrikshallen på lånt tid. ”Vi er allerede i gang med at lede efter nye fabrikshaller, men det bliver sværere og sværere, fordi alle den slags steder forsvinder, og det er en tendens, der går igen over hele byen,” siger Leah.