Vi ved intet, så vi har bedt en læge fortælle os alt om orgasmer

Denne artikel er en del af serien “Vi ved intet, så vi har bedt en læge fortælle os alt om…”. En serie, der er opstået i pinlig erkendelse af, at vi måske ikke lyttede godt nok efter i biologi og/eller seksualundervisning og nu mangler svar. I denne omgang handler det om orgasmer. Om, hvorfor du skal tale med dine veninder om de (manglende) orgasmer, at du burde forsøge at få flere af dem, og hvorfor du skal droppe jagten på det skide G-punkt. Læge Mette Vinther fortæller:

Den kvindelige orgasme er virkelig mystisk. Vi ved ikke ret meget om, hvorfor den eksisterer, eller hvorfor man får den på en så mærkelig måde. Darwin har lært os, at evolutionen nok skal udrydde de egenskaber, som ikke er praktiske for arten med tiden, så der må altså være en grund til, at kvinder rent fysiologisk kan komme, men overraskende nok (eller måske ikke) diskuterer forskerne fortsat, hvad den præcise mening med kvinders orgasmer er.

Selve orgasmen er ret speciel. Den er et af mine yndlingseksempler på, at ingen kropsfunktioner er rent psykiske eller fysiske. De fleste af os kan i hvert fald hverken nøjes med at tænke på noget frækt eller for den sags skyld at pille ved os selv, mens vi ser Hammerslag. Men jeg skal selvfølgelig ikke vide mig alt for sikker her. For hvad, hvor meget og hvor længe der skal til, er helt enormt forskelligt fra person til person. Og så har det faktisk vist sig, at de seksuelle præferencer også ændrer sig en del for den enkelte i løbet af livet. Så pas på med at pege fingre ad de 45-årige, der pludselig skal i swingerklub – det kan være det er dig selv om et par fødselsdage!

De fleste har nok også erfaret, at selve orgasmen også ændres i løbet af livet og ind i mellem fra gang til gang. Fælles for alle orgasmer er en følelse af ekstrem vellyst, samtidig med at muskler i livmoderen, bækkenbunden og måske i ben og arme trækker sig rytmisk sammen. Samtidig løber alt det blod, som har fået kønsorganerne til at svulme op i optakten, væk igen, og så giver det en følelse af endnu mere velbehag og ret unik afslappelse. Hjernescanninger har vist, at centeret for selvkontrol slås fra, imens store mængder af signalstoffer bliver frigivet. Det er både dopamin og noradrenalin, som påvirker humøret og lysten, men også oxytocin, kærlighedshormonet, som faktisk skaber tillid og følelsesmæssig tilknytning mellem de udøvende. Som ved al anden fysisk aktivitet frigives også endorfiner, og det er nok primært derfor, man bliver træt bagefter. Så hvis det kun er den ene partner, der altid falder om efter samleje, skal vedkommende måske overveje, hvorfor den anden part ikke bliver ligeså træt…

Mens de fleste mænd får orgasme, næsten hver gang de har sex, er der noget længere imellem snapsene for kvinder. Med en del variation i forskellige opgørelser ligger antallet af danske kvinder, der ikke får orgasmer omkring 5-10 procent, og faktisk har op imod en fjerdedel af de seksuelt aktive lange perioder uden det eftertragtede klimaks. Hos en lille del skyldes det rent fysiske problemer med manglende nerveforsyning til underlivet efter sygdom. Hos langt de fleste er der en psykisk barriere, som kan hænge sammen med parforholdsproblemer, præstationsangst, problemer med kontroltab eller tidligere dårlige oplevelser.

Kvindernes vej til orgasmen er, når man tænker over det, bygget lidt besværligt op. Det smarteste ville vel være, hvis den enkle ind-ud-bevægelse, ligesom for mændene, var nok. Selvom Freud mente, at klitorisorgasmen kun var for teenagere, mens modne kvinder skal have skedeorgasmer, ved vi i dag, at det er et helt fjollet krav for de fleste. Faktisk er det højst 1/3 kvinder, der får orgasmer på Freuds yndlingsmåde. Det omdiskuterede G-punkt er fortsat meget omdiskuteret. Man har ledt efter det på alle mulige måder (både i sengene og forskningsprojekter), og hos nogle kvinder kan man se en samling af nerveender på skedens forvæg, altså et ekstra følsomt punkt, i det område, man normalt leder efter G-punktet. Ikke så overraskende var det netop dem, der havde sådan et punkt, der også fortalte, at de var vant til at få skedeorgasmer.

Jeg tror virkelig, Freud har gjort kvinderne en bjørnetjeneste med sine råd. Vi kan måske alle sammen lære at få skedeorgasmer (det påstår Joan Ørting i hvert fald), men mon ikke mange har følt sig forkerte og ringe, når det ikke er lykkedes? Det er da lidt fjollet, når 98 procent af os faktisk kan nå klimaks ved at gå efter den lille ærteformede dims, vi kalder klitoris.

I virkeligheden er klitoris meget større, end de fleste tænker. Fra den del, man kan se, strækker klitorisskaftet sig godt 10 centimeter op i skeden og deler sig i to klitorisben, som ligger på hver sin side af skeden langs blære og urinrør. Det, vi normalt kalder klitoris, klitorishovedet, er altså i virkeligheden kun toppen af isbjerget (eller venusbjerget, fristes man til at sige).

Klitorishovedet er uden sammenligning det sted på menneskekroppen med flest nerveender. Der er faktisk 8.000, hvilket er dobbelt så mange, som der findes på det meget større penishoved (og mange flere, end man har fundet i skedevæggen). Det lille hoved er typisk mellem en kvart og en halv centimeter, men vokser virkelig meget, når blodet samles i klitoris’ svulmelegemer. Fra at være næsten gemt der, hvor de to indre kønslæber mødes af den kvindelige forhud (det hedder den!), bliver klitorishovedet pludselig ret synligt. Klitoris’ betydning for kvinders orgasmer taget i betragtning, er det egentligt fair nok, at den lige gør opmærksom på sig selv.

Allerede før Freuds tid begyndte man at tænkte på, hvad de dog skal bruges til, de kvindelige orgasmer. Fordi piger og drenges kønsdele udvikles fra samme strukturer i fosterstadiet, har man foreslået, at der bare er tale om et biprodukt fra den mandlige orgasme. Der er også teorier om, at de hormoner, der frigives, er med til at fremme ægløsningen, og at sammentrækningerne i underlivet nærmest kan suge sædcellerne op i skeden. De fleste er enige om, at den vellyst og de følelser, der kommer i kølvandet på en orgasme, giver os mere lyst til den, der gav dem, og giver os lyst til at prøve at få flere, hvilket selvsagt er en god måde at sørge for mere reproduktion.

Jeg synes, det er skræmmende, så lidt vi ved om kvindens orgasmer. Både de store huller fra forskningen, men også hvor lidt vi ved om hinandens. Den enkle løsning er, at vi bliver bedre til at fortælle om det, der virker, og det, der ikke gør. Min egen stille revolution er startet med denne artikel, som faktisk var ret svær at skrive, nok fordi orgasmerne føles mere private end de fleste andre kropslige funktioner. Min forlegenhed, da kvinden på sædet ved siden af i toget spurgte, hvad artiklen handler om, fortæller mig i hvert fald, at der fortsat er en del af arbejde med.

Kilder: Ishak WW, Bokarius A, Jeffrey JK, Davis MC, Bakhta Y., Disorders of orgasm in women: a literature review of etiology and current treatments.. J Sex Med 2010;Oct;7(10): 3254-68