Denne artikel er en del af serien “Vi ved intet, så vi har bedt en læge fortælle os alt om…”. En serie, der er opstået i pinlig erkendelse af, at vi måske ikke lyttede godt nok efter i biologi og/eller seksualundervisning og nu mangler svar. I denne omgang handler det om tis og der, hvor den kommer fra, blæren. Læge Mette Vinther fortæller.
Har du undret dig over, hvorfor der aldrig er kø til pissoiret, mens du selv står i kø som nummer 13 til dametoilettet? Eller tænkt på, hvorfor rødbeder og asparges kan ses og lugtes i toilettet, selvom gulerødder ikke kan? Her kan du blive meget klogere på dit tis og lære, hvordan du kan få toiletvaner som en mand – uden du behøver at stå op og tisse.
Videos by VICE
Faktisk er kvinder og mænds blærer lige store. Hos begge køn ligner den en ballon og fungerer i høj grad også som én med sin store runde top, der kan strækkes helt enormt meget. Hvor meget tis, der kan være i blæren, adskiller sig heller ikke kønnene imellem, men lidt fra person til person. Min kæreste påstår hårdnakket, at hans ven har fyldt næsten to halvliters ølkrus under en koncert, men den normale blære kan altså kun indeholde knap en halv liter tis.
Faktisk bruger vi slet ikke hele blærens kapacitet, for tissetrangen melder sig allerede, når der ligger knap 200 ml. i blæren. Det giver et stræk i ballonen, som registreres i vandladningscentret i den øverste del af rygmarven lige under hjernen. Hos små børn er det en ren refleks: stræk-registrer-kontraher-tis. Men hos voksne kommer evnen til at sammentrække blærens muskulatur heldigvis under viljens kontrol, det var det, vi fik øvet os i under pottetræningen. Den barnlige automatblære bliver på den måde erstattet af evnen til at registrere trækket og så først tisse, når det passer ind i en social kontekst (læs: når du har taget bukserne af).
Hvis man vænner sig til at tisse, så snart der er et lille træk i blæren, kan man med tiden få oparbejdet en ret høj tissefrekvens. Og her er piger nok lidt mere tilbøjelige til lige at skulle ”tisse af” inden en lang køretur eller at gå med hinanden på toilettet i en art socialt tisseri, som teenagedrenge bare ikke er ligeså glade for.
I virkeligheden er det langt bedre at vente, til man virkelig skal tisse for dermed at lære sig, at der skal et større stræk i blæren til, for at det er nødvendigt at reagere. Man burde faktisk kun skulle tisse hver 3.-4. time for at komme af med de halvanden liter tis, som er normalt at udskille på et døgn. Problemet er bare, at når veninden siger, hun skal tisse, så er det lidt som at høre en vandhane løbe, og pludselig trækker toilettet helt enormt. Det samme gælder tilsyneladende, når man skriver en artikel om tis, skulle jeg hilse at sige.
Når tisset dannes i nyrerne, løber store mængder væske igennem. Faktisk omkring 180 liter i døgnet (!). Vi har cirka fem liter blod i kroppen, så lidt hovedregning vil nok fortælle dig, at blodet passerer igennem nyrernes filtersystem helt enormt mange gange hver dag. Det gør det for at nyrerne kan ”smage” på blodet og lave den slags tis, vi har brug for den dag.
Det lyder måske lidt underligt, men vores tis er faktisk en helt genial måde for kroppen at regulere sig selv på. Vi skal af med affaldsstoffer fra nedbrydningen af muskler i kroppen, og fra det protein vi har spist. Hvis det ikke blev reguleret hver dag, ville både den hårdtarbejdende bodybuilder, med stor muskelnedbrydning, og den proteinbesparende veganer få problemer. Samtidig afhænger mængden af tis af blodtrykket, og selvfølgelig hvor meget væske vi drikker og sveder ud. På den måde laver nyrerne stærk mørkegul urin på en varm sommerdag, mens en juicekur i november giver næsten gennemsigtigt tis.
Og netop mængden af væske vi indtager, må nok siges at være den største kønsforskel. Faktisk viser det sig hos langt størstedelen af dem, der søger læge, fordi de skal tisse meget eller op at tisse om natten, at deres problemer kan klares med en enkel registrering af, hvad de drikker og tisser i løbet af en dag. Det viser sig nemlig, at de fleste drikker meget mere, end de tror, og mange kvinder (i tråd med alle damebladsrådene) bærer rundt på en vandflaske og spiser også mere væskeholdig frugt, som altså også giver flere toiletbesøg.
Mange af os tror nok, at jo mere væske, jo bedre, men der er ikke medicinsk grundlag for at drikke mere end cirka to liter om dagen, selvfølgelig justeret efter hvor meget man sveder, og hvor meget væske der er i maden. Allernemmest er det at holde øje med farven på dit tis. Gå efter gennemsigtigt gulligt. Hvis det nærmer sig æblejuice-nuancer, skal du have fat i vandflasken, nærmer det sig vandfarve, skal du holde lidt igen.
Når vi nu er ved tissets farve, har du måske undret dig over, hvorfor rødbeder farver urinen rød, mens asparges ikke farver urinen grøn, men til gengæld giver tisset en særegen lugt. Tissets normale gule farve kommer fra nedbrydningen af de røde blodlegemer i kroppen, som i processen bliver vandopløselige og gullige. Rødbeder indeholder varierende grader af det røde farvestof betacyaniner, som udskilles i tis med en vis genetisk variation, som afgør, om tisset bliver meget eller lidt rødt. På samme måde er der genetisk forskel på, hvor meget man udskiller de svovlholdige forbindelser, der kommer fra nedbrydningen af aspargesenes asparagussyre, og som får tisset til at lugte.
Men det er faktisk ikke hele historien om, hvorfor det ikke er alle, der får en krads toiletoplevelse efter en gang høns i asparges. Et hold forskere satte nemlig en række (friske) forsøgspersoner til at lugte til deres eget og andres tis efter et aspargesmåltid. Det viste sig, at der var virkelig stor forskel på, om de kunne lugte aspargestissen. Så du kan faktisk ikke vide, om dit tis er lugtfrit, eller om du bare giver oplevelsen til den næste toiletbesøgende med en mere fintfølende næse.
Når jeg påstår, at der ikke er kønsmæssige uretfærdigheder i vores tissebiologi, er der en enkelt kæmpe uretfærdighed, jeg har undladt at nævne. Blærebetændelsen. Med en uhørt rekord i kønsratio på 1:100 (altså 100 kvinder får blærebetændelse, når én mand gør) burde vi næsten gøre oprør. Men det giver egentligt god mening, fordi bakterierne kommer fra tarmen og bevæger sig op gennem urinrøret, som er meget kortere hos kvinder end mænd (hvor det strækker sig igennem hans penis).
Som mange kvinder ved, kommer svien, kløen og den ubærlige tissetrang, der følger med blærebetændelse, tit efter sex. Det forklares med, at den forreste skedevæg presses op mod urinrøret, der ligger lige foran og kan skubbe bakterier fra urinrørets åbning op og ind i blæren, hvor urinen giver et lækkert lunt miljø for bakterier at formere sig i. I en del tilfælde er der faktisk ikke bakterier i urinen, når man tester den, men det er snarere irritation og ubehag af urinrøret, efter trykket fra væggen fortil. Et fænomen, der har vist sig at være ekstra hyppigt med nye partnere, hvor man måske er lidt mere frisk end senere. Deraf det charmerende navn Honeymoon-cystitis.
Vi kommer nok aldrig helt til at få mandlige toiletkøforhold. Det er bare smart, at mændene kan stå op ved siden af hinanden og slippe for at tørre sig. Men vi kan altså godt arbejde lidt kollektivt for, at kvinder verden over skal bruge en mindre del af deres liv trippende bag ved hinanden.
