Italiensk gelato med Viagra-smag ophidser internettet

Viagra, den mirakuløse blå boner-pille, smager ikke godt, men det populære middel mod erektil dysfunktion bliver så heller ikke udskrevet på grund af smagen.

Det har til gengæld ikke afholdt en ismager fra at bruge pillens blå farve til at sælge is — og fange internettets interesse.

Videos by VICE

Et billede af den blå Viagra-gelato dukkede op på subreddit-tråden /r/mildlyinteresting i sidste uge, hvilket førte en lang række ordspil med sig: “Jeg tror ikke, det er softice,” “Det bliver hårdt for OP at vælge,” og så videre.

Der er masser af dårlige jokes men meget få informationer om billedet, andet end at det lader til at være blevet taget i Italien, da alle de andre isnavne er skrevet på gelato’sk. Den dybblå dessert blev selvfølgelig genstand for en masse opmærksomhed og et meget vigtigt spørgsmål: har den her gelato de samme fysiske fordele som dens farmaceutiske modstykke?

Svaret på det spørgsmål må være “måske”.

Tilbage i 2014 begyndte meldinger at dukke op om, at gelato med champagnesmag var ved at blive udviklet i Storbritannien af fødevareopfinderen Charlie Harry Francis til en unavngivet kendis. Isen med navnet “arousal” skulle eftersigende indeholde 25 milligram Viagra, men grundet mystikken og den fortrolighedsaftale, der omgav produktet, er det nok ikke den samme is, der bliver serveret på Reddit-billedet.

Et italiensk rejsesite skriver, at isen på billedet er en “gelato udviklet i Italien med brugen af afrikanske urter, som også fungerer som et afrodisiakum”. Interesserede advares om, at de må spise isen “på egen risiko”, men smagen lader til at være rimelig almindelig i Rom.

Så hvem ved? Måske har den her is potentiale til at ophidse mere end bare dine smagsløg.