Vil du gerne gøre noget godt for miljøet? Så hold op med at tage coke

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Quebec

Du har fået det dunket ind i hovedet, siden du var barn: Stoffer er noget skidt. Hvis dine forældre mest sagde det for at beskytte dig og dine dyrebare hjerneceller, så siger videnskaben det nu, for at beskytte planeten. I en tid, hvor 15.000 videnskabsmænd fra hele verden har proklameret, at vi ikke kan redde vores planet, hvis ikke vi går i gang med det samme, er det ret væsentligt at se på et af de mest populære stoffer i vores del af verden: Kokain. For coke udgør en enorm miljømæssig belastning.

Videos by VICE

Kokainproduktion smadrer skovene i Sydamerika i et uhyggeligt tempo. Jeg skal selvfølgelig ikke fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv, men det er vigtigt, at du ved, hvad der foregår, inden du begynder at suge nøgler på toilettet. (Selvfølgelig er der etiske og sociale grunde til at holde sig fra kokain, men det er en anden historie.)

Som du nok ved, så bliver kokain lavet af kokablade, som kommer fra en plante, der vokser naturligt i de fleste sydamerikanske lande, herunder Columbia, Peru og Bolivia, som står for størstedelen af produktionen af coke. Men kokablade producerer ikke en særlig stor mængde af de alkaloider, som skal bruges i kokain. For at kunne tilfredsstille den globale efterspørgsel skal der plantes rigtig meget koka, og der blev brugt mange ulovlige sprøjtemidler, der skader det naturlige planteliv.

Der er kun nogen bestemte mennesker, der har tilladelse til at dyrke koka, for det bruges i traditionelle ceremonier eller bliver tygget af de lokale, indianske folk for at bekæmpe højdesyge langt oppe i Andesbjergene. Eftersom det meste dyrkning af bladene er ulovlig, bliver det dyrket dybt ind i skoven, og Sydamerikas regnskove er et vigtigt økosystem.

Desuden betyder den ulovlige kokadyrkning, at omkring fire kvadratmeter ung skov bliver fældet til produktionen af et gram kokain. Når der bliver produceret omkring 865 ton hvert år, er det rigtig mange kvadratmeters rydning af skov.

På med kitlen, Heisenberg, for nu får du lige en hurtig gennemgang af, hvordan man laver coke. Den mest udbredte metode er som følger: Kokabladene bliver knust til et fint pulver, inden de bliver blandet med vand, lime, karbonat og petroleum (eller diesel eller benzin). Lad det trække i nogle dage, og rør rundt i det engang imellem. Kokainen er stadig blandet sammen med opløsningsmidlerne, så nu skal blandingen varmes, op og svovlsyre skal tilsættes. Derefter filtreres og komprimeres blandingen. Til sidst tilsættes kaustisk soda, som skiller svovlsyren fra kokainmassen.

Hvad tror du, der sker med alle de kemiske rester? De ryger selvfølgelig direkte i det nærmeste vandløb, og det ender i drikkevandet, som både de truede dyrearter og indbyggerne i de omkringliggende landsbyer skal bruge, og det gør dem syge (eller det, der er værre).

Skaden stopper ikke der. I mange af de lande, der producerer stofferne, er kokain en vital del af økonomien, og undersøgelser viser, at folk bosætter sig i de områder, hvor kokainen bliver lavet i håb om at få et bedre liv. Selvom de fleste slår sig ned for at tjene deres penge på fundamentale og helt igennem lovlige aktiviteter som landbrug eller handel, så er konstruktionen af nye boliger til den voksende befolkning med til at øge skovrydningen. Tidligere var områderne et fristed for mange truede dyr.

Og så har vi slet ikke nævnt, hvor meget CO2, der bliver udledt, når pulveret skal transporteres hele vejen herop.

Så ja, der er så mange måder, vi aktivt kan være med til at smadre vores planet på – hver eneste dag er en lang strøm af dårlig samvittighed over miljøet – men vi kan starte med at se på, hvilke skadelige ting, som kan undgås. Så det kan godt være, det er sjovt, men hvis du dropper at stå og suge drys på næste lørdag, så siger Amazonas tak for hjælpen.