Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Los Angeles har så mange facetter. Men der er ikke mange mennesker, der bevæger sig på begge sider af den kløft, som blev skabt i første halvdel af 1900-tallet, da den store migration og efterkrigens mexicanske indvandring forandrede byen.
Videos by VICE
Fotograf George Rodriguez er en af de eneste kunstnere, som både er kommet i Hollywood og i latinoernes LA i næsten et halvt århundrede. Rodriguez er født i 1937 af mexicanske forældre og har brugt hele sit liv på at indfange vidt forskellige sider af livet i LA – fra de glitrende superstjerner i musikken og filmens verden, til borgerrettighedsledere og aktivister, fagforeningsarbejdere og latinoer.
Han har et arkiv, der involverer alt fra Cesar Chavez, Dolores Huerta og De Brune Beretter til Jimi Hendrix, Michael Jackson og N.W.A., og nu har Rodriguez slået sig sammen med forfatteren Josh Kun for at udgive sit første retrospektive værk Double Vision: The Photography of George Rodriguez. Jeg talte med Rodriguez om at skabe kunst i den mytiske bys mest eksplosive år.

VICE: Hvordan var det at vokse op i det sydlige LA i 40’erne og 50’erne?
George Rodriguez: Min far åbnede en skobutik i den fattige del af Los Angeles. Vi boede der indtil 1949, og så flyttede vi til South Central. South Central er et hårdt sted at vokse op – det kan godt være, at det faktisk er værre i dag, men man bliver stærk af det.
Der var et fotokursus på min skole, og det inspirerede mig til at gå i gang. Jeg fik et fritidsjob i et fotostudie. Vi havde det hårdt i familien, så jeg blev nødt til at tjene penge. Det var sådan, jeg begyndte at arbejde mig vej gennem de forskellige fotostudier i Hollywoodområdet.

Kan du fortælle lidt om dit første professionelle job?
Jeg var heldig nok til at få et job hos Sid Avery [amerikansk fotograf] i 1957–58. Jeg arbejde som assistent for ham, og det var virkelig sjovt, og samtidig lærte jeg helt vildt meget. Sid tog billeder for LIFE, Saturday Evening Post, Collier’s og Look. Jeg kan huske engang, han skulle tage billeder af Lucille Ball, og en af hendes øjenvipper faldt ned på en tændt grill. Den brændte væk på et øjeblik!

Hvordan var det at være mexicaner-amerikaner på det tidspunkt?
I Hollywood var det svært, for der var jo ingen af os, der havde forældre, der arbejdede i underholdningsbranchen. Hollywood var styret af fagforeninger, da jeg forsøgte at finde arbejde i 50’erne – og når du ikke har den baggrund, arbejder du indenfor andre områder.
Jeg begyndte at arbejde hos Columbia Pictures. Mens jeg var der, spurgte min chef mig, om vi kunne lave prints. Jeg spurgte en af mine venner, som er mexicansk-amerikaner, om hjælp: Jeg fremkaldte film, og han lavede prints. Et par folk fra fagforeningen dukkede op og sagde til min chef, at han skulle fyre os, fordi vi ikke var med i fagforeningen. Det hjalp ikke ligefrem, at vi var latinoer. Men vi havde allerede arbejdet så meget, at de blev nødt til at tage os med i fagforeningen.

Da jeg endelig kom med i fagforeningen, spurgte jeg dem, hvor mange latinoer de optog, eller som blev forfremmet, og svaret var altid: “Ingen.” Jeg ved ikke, hvordan det er i dag, men i de sidste 50 år har folk altid spurgt sig selv: “Hvor er latinoerne i Hollywood?”
Mit udgangspunkt har altid været, at jeg er fotograf. Jeg er ikke mexicansk fotograf, og jeg håber, at folk ikke misforstår det, for jeg er meget stolt af min baggrund.

Hvordan påvirkede borgerrettighedsbevægelsen din opfattelse af din egen kultur og baggrund?
Hele bevægelsen var så fascinerende. Da det begyndte at gå ned, vidste jeg, at jeg var nødt til at dække det, så det gjorde jeg. Man gør hvad man kan for de mennesker, som ikke er der, så man kan vise dem, hvad der foregår, men selv på billeder er det svært.
Da jeg mødte Cesar Chavez, fandt jeg ud af, at der foregik noget virkelig exceptionelt. De mennesker, der var blandet ind i det, var nogle af mine venner, så jeg havde insider-information om, hvad der foregik – for eksempel under Moratorium-marchen. Hver gang, jeg hørte om noget, gjorde jeg, hvad jeg kunne for at tage derhen. Jeg vidste, at de ikke havde nogle forkrommede planer, så jeg respekterede alt, hvad de fik til at ske. Det hele virkede meget farligt, fordi man kunne komme i fængsel for det, man troede på.

Hvordan var det at gå dine arkiver igennem og udvælge værker til bogen?
Det gik op for mig, at jeg havde helt vildt meget at vælge fra. I mine billeder kan man se politikere og almindelige mennesker vokse op i en svunden tid, der nu er fortid. Jeg elsker det endelige resultat, og jeg tror, at folk kan lære meget af det. Jeg har altid været meget produktiv, så mange af billederne har aldrig været udgivet før. Det var næsten, som om jeg kiggede på en anden persons værker og tænkte: “Wow, de her billeder er virkelig gode!” [Griner]

Fandt du ting, som du ikke havde set før, eller så du nogle værker i et nyt lys? Jeg fandt ting, som jeg havde glemt. Jeg hang meget ud på spillestedet Whiskey A-Go-Go, og en aften, hvor jeg skulle tage billeder til et Van Morrison albumcover, var the Doors husbandet. Til det første set var begge bands på scenen, så der var både Jim og Van Morrison, som sang “Gloria” sammen.
Mens tingene sker, sætter man ikke lige så meget pris på dem, som man gør senere. Derfor prøver jeg at koncentrere mig om, hvad der foregår, for i morgen går det op for mig, hvor sjovt jeg havde det. [Griner]
Ligesom dengang Elvis Presley lavede sit comeback. Jeg sad i studiet, og det var en historisk milepæl. Eller da jeg hang ud med Cesar Chavez under den store vindrueboykot. Jeg var lige, hvor jeg gerne ville være.

Mere
fra VICE
-
Screenshot: Sony Interactive Entertainment -
Illustration by Reesa. -
Screenshot: Shaun Cichacki -
Screenshot: ConcernedApe