Ubehaget sitrer under huden på mig, mens jeg ser Isabella Eklöfs debutspillefilm Holiday, der bliver vist på årets CPH PIX. Ligesom i en gyserfilm eller – endnu værre – et afsnit af Klovn, er man fanget i en klaustrofobisk position som tilskuer, fordi man ikke kan gribe ind og ruske filmens karakterer til fornuft, inden det går helt galt. I stedet er vi overladt til at overvære det ene pinagtige optrin efter det andet, mens vi betragter en tsunami af ubehag, der rejser sig ude i horisonten. Vi ved ikke, hvornår den rammer, men vi ved, at den kommer.
I Holiday tager vi på luksusferie til Tyrkiet med med den unge, hjemmeblonderede Sascha, den noget ældre gangsterboss Michael (så meget gangsterboss, som man nu kan være, når man er fra Danmark og taler Amager-engelsk) og hele hans badesandalklædte familie. Sacha er Michaels ”nye pige” eller ”prinsesse”, som han også ynder at tiltale hende. Men ferien er mere usmagelig end luksuriøs, og Sacha er i virkeligheden mere Michaels ansatte end prinsesse. I ferieparadiset keder holdet sig med funktionspromille i poolen og uendelige mængder smøger, mens de generer de øvrige strandgæster med deres trampermusik.
Videos by VICE
Amager-æstetikken luller os i lige så stille i søvn, og det kriblende ubehag erstattes af en gennemsyrende irritation over Sachas manglende evne til at handle en anelse selvstændigt. Man får lov til at skvulpe rundt mellem ubehag, irritation og ikke mindst frustration over, at der ikke rigtig sker noget af betydning i filmen.
Der er scener, hvor ubehaget kryber helt frem i billedet, som da Michael leger liderligt med Sashas stofbedøvede kludedukkekrop, og man når lige at forberede sig på at kigge væk, men så slutter scenen, og næste morgen er alt, som det plejer.
Præcis halvvejs inde i filmen rammer flodbølgen land, for nu er det blevet tid til, at Sascha skal betale for smaragdøreringene og de billigt udseende (men sikkert dyre) kjoler, som Michael har sørget for. Hvis hun troede, hun havde betalt med den håndfuld lussinger, hun har modtaget i løbet af filmen, så tager hun fejl.
I scenen surmuler Michael, fordi en af hans Amager-kumpaner har opført sig dumt, og derfor måtte Michael give ham lidt tæsk. Da Sascha efterfølgende forsøger at trøste Michael, besvarer Michael nusseriet ved at tage kvælertag på hende. Ikke vredt og voldsomt, men fuldkommen fattet.
Sacha stritter imod, men Michael er ligeglad og løsner ikke grebet om hendes hals. Trin for trin udfolder sig nu en enkel og næsten lydløs koreografi på det kolde, hvide stengulv. Lige så tydeligt som i den lille tegneserie, der informerer dig om, hvordan du skal forholde dig under et flystyrt, ser vi Michael tvinge Saschas krop ned på gulvet. Han trækker shortsene af hende, stikker hende en lussing, da hun stritter i mod, trækker sine egne bukser ned, tvinger hendes ben fra hinanden, slikker på sine fingre for derefter at fugte hende i skridtet, rører ved sig selv, trænger op i hende, stikker sine fingre ned i halsen på hende, stikker sin pik ned i halsen på hende, mens han river hende i håret, kommer, drypper sin sæd ned i ansigtet på hende, lægger sig prustende på sofaen og lader hende ligge. Fem minutter tog det, og når filmen slutter, er det svært at huske andet end de fem minutter. Derfor er det også uhyggeligt, hvor hurtigt filmen bevæger sig videre, og hvor hurtigt episoden er glemt, da Sasha kort efter danser rundt til Lars Lilholts ‘Kald det kærlighed’.
Hvis man nogensinde har været i tvivl om, hvorvidt en voldtægt kan blive begået af en mand, man har et forhold til, så er man ikke i tvivl efter de fem minutter. Scenen er eksplicit og ærlig, men undgår samtidig at være provokerende vulgær. Det provokerende element er i stedet udeblivelsen af nogen form for reaktion på voldtægten. Hændelsen får hverken Sascha til at bryde sammen eller frigøre sig. Hun fortsætte med at sejle lige så sølle rundt i poolen på sin oppustelige krokodille, som hun hele tiden har gjort. Men måske er det netop en del af pointen, at der også findes rigtig mange voldtægter, der ingen synlige konsekvenser har.
Isabellas Eklöfs film er blevet kaldt en exceptionel debut og er blevet skamrost i Cannes, men faktisk behøver du hverken at se Holiday for historien eller skuespillet. Se den alene for den ene scenes skyld. Og så selvfølgelig for at nyde den noget nær perfekte Amager-stereotyp, som kan få alt, der har kostet mange penge, til at se billigt ud.
Du kan se Holiday i forbindelse med CPH PIX i Empire Bio d. 6. oktober 2018
