Stuff

Jeg gik til psykolog for at komme af med min dødsangst og endte med at skrive min egen dødsannonce

Min dødsangst kan ikke bruge statistikker til noget, hvis (når!) jeg sidder i et fly, der falder mod jorden.

af Casper Fauerholdt
08 december 2016, 8:30am

Illustrationer af Peter Berke

De senere år er jeg blevet mere og mere bange for at dø. Jeg er blevet bange for det eneste, der er uundgåeligt her i livet. Et menneskeligt grundvilkår. Det er irrationelt og ulogisk, det ved jeg godt.

Angsten er kommet snigende, mens jeg er blevet voksen. I et år troede jeg, at jeg havde testikelkræft. Når jeg er forkølet, frygter jeg, at det i virkeligheden er en alvorlig sygdom, som er i gang med at smadre mit immunforsvar. Når jeg hører om mennesker, hvis hjerte pludselig holder op med at slå, efter de har dyrket motion, bliver jeg bange for at løbe. Når jeg ser en overskrift, hvor "kræft" indgår, lukker jeg øjnene og scroller videre. Når jeg sidder i et fly, holder jeg øje med højdemåleren, fordi jeg er bekendt med en katastrofe, hvor piloterne steg for langt op, så flyet mistede farten, begyndte at stalle og forsvandt i Atlanterhavet. Om aftenen, når jeg går i seng, har jeg svært ved at falde i søvn, hvis der ikke er nogen røgalarm, som kan vække mig, i det tilfælde at min iPhone-oplader går i brand.

Når min kæreste, som er radiograf, og når min lillesøster, som er sygeplejerske, fortæller om deres hverdag, føler jeg, at kræftcellerne allerede har spredt sig i min krop.

Det er grunden til, at jeg beslutter mig for at opsøge Eivind Johansen. Han er psykolog med speciale i kognitiv adfærdsterapi ved Psykologerne Johansen, Kristoffersen og Pedersen i København, og det er ham, der skal hjælpe mig med at komme min dødsangst til livs.

Vi sætter os på hans kontor, og han tager notat, mens jeg fortæller om situationer, hvor jeg har været bange for at dø.

Det er sjældent, vi taler om døden. Vi taler om alt, men ikke om døden. Vi kommer længere og længere væk fra den, og det har fået professorer, læger, psykologer og alle mulige andre til at kalde døden for vores tids helt store tabu. Jeg er storleverandør til bevisbyrden for den teori. Jeg kan sagtens tale om død på et overfladisk og humoristisk plan, men når min kæreste, som er radiograf, og når min lillesøster, som er sygeplejerske, fortæller om deres hverdag fra virkeligheden, føler jeg, at kræftcellerne allerede har spredt sig i min krop. Det er sket flere gange, at jeg har bedt dem om at skifte emne, eller at jeg har forladt lokalet.

"Det virker som om, det gennemgående tema i det, du beskriver, er, når du ikke længere kan kontrollere omstændighederne. Så øges risikoen for, at noget forfærdeligt kan ske, og du kommer til at dø af det. At kontroltab kan lede til døden," siger min nye psykolog Eivind Johansen, da jeg er færdig med at snakke.

Han rejser sig og på en tavle tegner han 'den kognitive diamant', som han kalder den figur, der illustrerer, hvordan adfærd, tanker, følelser og kropslige reaktioner alt sammen er faktorer, der påvirker hinanden, når jeg mærker en angst:

Det er adfærden, der er afgørende her, forklarer psykologen.

Jeg fortæller ham, at jeg var i Singapore for en måneds tid siden. Da jeg fik at vide, at jeg skulle af sted, kunne jeg ikke overskue det, fordi jeg så skulle sidde i et fly i 12 timer hver vej, og jeg skulle flyve over lande, jeg ikke havde lyst til at nødlande i og henover et ocean, som et fly fra Malaysia Airlines styrtede ned i for et par år siden. Jeg fortæller også Eivind Johansen, at jeg besluttede mig for, at den mikroskopiske risiko, der er for, at et fly styrter ned, ikke skulle få mig til at aflyse.

"Super," siger han. "Al den adfærd vi foretager os, og som er uforenelig med angst og fare, kommer til at påvirke de andre faktorer i den her model. At du handlede på den måde, gør faktisk at du på kort sigt var lidt mere angst, end du havde været, hvis du var blevet hjemme – men det gjorde også, at selve situationen kommer du i fremtiden til at opleve som mindre farlig. Der er mindre angst knyttet til den."

Jeg giver ham ret. Det viste sig, at jeg ikke styrtede ned, og at det var en god oplevelse at sidde i flyet. Det er også derfor, det er dumt at forlade lokalet, når min kæreste eller min lillesøster fortæller historier. For så opretholder jeg forestillingen om, at det er farligt. Rationelt ved jeg jo godt, at jeg ikke får kræft af at høre om kræft.

Eivind Johansen visker den kognitive diamant ud. I stedet viser han en matematisk formel, som han kalder 'Salkovskis ligning'. Han siger, at vi faktisk ret præcist kan beregne, hvor høj min angst vil være i forskellige situationer. På den måde kan vi skille frygten ad og finde ud af, hvad jeg skal fokusere på. Det her er matematik, og matematik er ekstremt rationelt. Vi regner på det. På en skala fra 0 til 100 skal jeg gange den realistiske risiko for, at noget frygteligt sker, med hvor forfærdeligt det ville være. Det skal jeg dividere med min håndteringsevne, som jeg inden da har plusset med den støtte, jeg vil få, hvis jeg eksempelvis fik kræft lige nu.

"Man har en tendens til at overvurdere risikoen og forfærdeligheden og undervurdere sin egen håndteringsevne," siger Eivind Johansen.

Da jeg efterfølgende studerer nogle kræftstatistiker og tænker mig om, kan jeg godt se, at risikoen for, at en 27-årig rask, ung mand dør af kræft, er så lille, at det er et scenarie, som ikke rigtigt giver mening at bekymre sig alt for meget om. Men der er så meget, som ikke giver mening, er dødsangstens forsvar. Min dødsangst kan ikke bruge statistikker til noget, hvis (når!) jeg sidder i et fly, der falder mod jorden. Den dødsangstramte del af mig forestiller sig, at jeg – lige inden hele maskinen og alle passagerer banker ind i et bjerg – siger, at det jo faktisk er statistisk usandsynligt, at det her sker. Frygten dominerer logikken. Og det er dødsangstens kerne.

Jeg bekymrer mig om det forkerte og for noget, jeg reelt alligevel ikke har nogen indflydelse på.

Jeg kan huske, da det gik op for mig, at jeg skal dø. Jeg var fire år, tror jeg, og på en eller anden måde blev jeg klar over, at jeg – og alle andre – på et tidspunkt ikke er her mere. Det var en skæbnesvanger og tragisk aften, jeg græd, og mine forældre trøstede mig. Indtil den dag troede jeg, at legen varede evigt. 20 år senere døde min farfar af kræft. Det var første gang siden min indledende åbenbaring, at jeg skulle forholde mig direkte til det faktum, at livet pludselig stopper. Jeg har altid været overtænkende, men det var, da min farfar døde, at det igen gik op for mig, at jeg – og dem jeg kender – ikke nødvendigvis kan gå og regne med, at vi bliver særligt gamle. Min teori er, at det var midt i de, for mig, nye tanker, at jeg begyndte at være bange for at dø. Indtil da havde jeg ikke været "eksponeret for døden", som jeg forestiller mig Eivind Johansen ville formulere det.

Psykologen tegner nu to tændstikmænd:

Han siger, at det er to identiske personer, som begge to er bange for at have præcis den samme hjertefejl, som de på et tidspunkt vil dø af. De bruger begge meget tid på at bekymre sig, de tager begge en masse forholdsregler, og deres livskvalitet er af den grund påvirket.

"Det viser sig så, at den ene faktisk har en hjertefejl," siger Eivind Johansen og streger den ene tændstikmands tynde brystkasse over. "Men var bekymringen hensigtsmæssig," spørger han.

Jeg kan høre min angst sige, at den var hensigtsmæssig. Han kunne jo være gået til lægen.

"Men han havde ingen symptomer," siger Eivind Johansen.

"Så har han bare levet i frygt," siger jeg.

"Hvad nu hvis han i virkeligheden havde en svulst i hjernen, mens han gik og bekymrede sig over en hjertefejl? Han fokuserede på det forkerte. Var angsten så hensigtsmæssig," spørger min psykolog.

"Nej."

"Det var to muligheder. Men det kan også være, han pludselig fik sklerose. Eller at han havde en anden slags kræft. Eller at han blev kørt ned. Hvordan ville hans liv have været, hvis han ikke bekymrede sig?"

"Det havde været lige så kort, men det havde været bedre."

"Præcis. For den anden mand," siger Eivind Johansen og peger på den raske tændstikmand, "er det nemt at se, at bekymringerne ikke var hensigtsmæssige. De reducerede bare hans livskvalitet uden grund. Problemet er bare, at vi ikke aner, hvem af de her to vi er."

Psykologen synes, jeg skal se noget om kræft. Hvis man vil helbredes for dødsangst, skal man eksponeres for det, man er bange for, siger han. Det skal foregå trinvis, hvor man udsætter sig selv for noget, der giver større og større angstfølelser. Vi begynder med en video på Youtube. Den handler om Susan, der fortæller, hvordan lægerne fandt en svulst i hendes endetarm, hvordan hun fik overbragt nyheden, og hvordan hendes verden styrtede sammen. Hvis jeg ikke var forberedt på at høre en så trist historie, ville jeg have slukket for den, i det øjeblik jeg blev klar over, hvad den handlede om.

Illustration af Peter Berke

"Det er spændende, at jeg nu ser noget, som jeg i hvert fald har bildt mig ind, er ubehageligt," siger jeg.

Eivind Johansen fortæller, at jeg skal hilse alle tanker og kropslige reaktioner velkomne. Jeg begynder at forestille mig, hvordan jeg selv vil reagere og tænke, hvis en læge fortæller mig, at jeg har kræft. Men jeg kan også mærke, at jeg sagtens kan være i det, fordi jeg nåede at forberede mig.

Da jeg nogle dage senere ser videoen igen, er det et uheld. Det er søndag aften, og jeg er alene. Jeg kan fornemme, at jeg reagerer lidt stærkere på det nu, og jeg laver det, Eivind Johansen kalder 'undgåelse'. Jeg trykker væk fra videoen.

Så hvornår skal min dødsdato være? Det er det sidste, der mangler i annoncen.

Jeg har fået en hjemmeopgave. Min psykolog har bedt mig om at lave min egen dødsannonce. Jeg bilder mig ind, at jeg ikke er overtroisk, men jeg siger med det samme, at jeg nok ville have det bedst med at sætte dødsdatoen til en dag, som ligger i fortiden.

"Hvis det kan udløse angst, synes jeg, du skal vælge en dag i fremtiden," siger Eivind Johansen.

Han skriver sin søns navn på tavlen efterfulgt af sætningen "... dør i en forfærdelig ulykke i dag".

"Mange vil få en oplevelse af, at man har øget risikoen for, at det her sker, når man for eksempel har skrevet det ned eller tænkt det. Det er en impuls. Mange tænker: "Fuck, jeg bliver nødt til at gøre noget, for at det ikke sker. Man får lyst til at få kontrol over det her igen. Men faktisk har det ikke øget risikoen," siger Eivind Johansen.

Han skriver igen sin søns navn efterfulgt af sætningen "... vinder en million i lotto i dag".

"Det er der nogenlunde lige så stor sandsynlighed for. Men sådan føles det ikke. Det føler vi ikke noget ansvar over for. Forfærdeligheden snyder os."

Det er irriterende rationelt, tænker jeg.

Men da jeg nogle dage senere så sidder og skal skrive min egen dødsannonce, har jeg til at begynde med glemt Eivind Johansens gode, rationelle argumenter.

Så hvornår skal min dødsdato være? Det er det sidste, der mangler i annoncen. Det er også det sværeste. Det må ikke være al for lang tid ude i fremtiden, tænker jeg. Men det må heller ikke være på dage, hvor jeg udsætter mig selv for en større risiko for at dø, argumenterer min indre stemme. Og hvilke dage er det så? Jeg skal flyve til Paris om et par uger, så det må ikke være den dag. Men det er jo langt, langt farligere at cykle rundt i København uden hjelm – som jeg gør hele tiden – end det er at flyve til Paris. Så måske skal det være en dag, hvor jeg ikke nødvendigvis skal cykle, og hvor jeg vil være omgivet af mennesker, som kan førstehjælp, hvis jeg af en eller anden grund skulle få hjertestop.

Til sidst beslutter jeg at det skal være dagen efter, jeg skriver den her artikel. Jeg tager chancen, lukker øjnene og skriver datoen ned.

Da det bliver dagen, hvor jeg ifølge et tekstdokument skal dø, har jeg det godt. Jeg føler ikke, der er en større risiko for at få et hjertestop eller blive tromlet over i en højresvingsulykke. Jeg føler, jeg har dagen og mit liv under kontrol. Jeg ringer til Eivind Johansen og fortæller, hvad der sker, og jeg slutter samtalen med at sige, at vi snakkes ved. Hvis jeg altså ikke dør i løbet af aftenen.

Læs mere fra VICE:

Mørkeræd: En fotograf konfronterer sin frygt

De kalder os 'generation frygt' – men har vi egentlig at være bange for?

Sådan fik jeg min panikangst under kontrol