FYI.

This story is over 5 years old.

creepy shit

OMG, hvorfor går de her kalkuner i ring om en død kat?

Vi talte med førende eksperter inden for ornitologi for at komme til bunds i dette frygtindgydende kalkun-tweet.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Måske startede du, som så mange andre, din dag med at tjekke dine sociale medier og opdagede, at Twitter-brugeren @TheReal_JDavis var faldet over, hvad der umiddelbart ligner en scene fra den endnu-ikke-udgivede opfølger til The Witch. I hans video ses omkring 20 buttede kalkuner våge ildevarslende over en nyligt dræbt kat. Det ligner lidt en absurd mindehøjtidelighed – lige midt på vejen i et umiddelbart idyllisk parcelhuskvarter.

Annoncering

@TheReal_JDavis gætter selv på, at kalkunerne forsøger at "give den her kat sit tiende liv." Og jeg kan sagtens se hvorfor. Kalkunerne bevæger sig i et målrettet-men-samtidig-ikke-hurtigt tempo – formodentlig det helt rigtige tempo til en eller anden Eyes Wide Shut-agtig ceremoni. Og hvorfor ville nogen afholde en ceremoni rundt om en død kat, hvis det ikke var for at vække den til live igen? "Bro, this is wild," kan man høre ham sige i videoen.

Men hvad fanden laver de egentlig? Ifølge Thomas Coombs-Hahn, der er professor i biologi ved University of California med særligt fokus på fugles respons på uforudsigelige begivenheder i naturen, "ser de bare ud til at være opskræmte af det døde dyr – katten, eller hvad det er – på gaden." Men Coombs-Hahn fortæller også, at han "ikke er helt sikker på, hvorfor de går i ring om den."

Irene Pepperberg fra Harvard, der er ekspert i fugles kognitionsevne (og for det meste studerer papegøjer) fortæller mig, at "det ikke er ualmindeligt for kalkuner at gå i ring om ting," selvom de dog plejer at gøre det med ting som træer eller sten.

Ifølge Daniel A. Cristol, en ornitolog ved College of William and Mary i Williamsburg, Virginia, er det hele "virkelig mystisk."

"De følger en leder, hvilket er ret normalt, men af en eller anden grund går lederen i ring om den døde kat," skriver Cristol i en email. Han kan kun gisne om, hvad der ligger til grund for kalkunritualet. En mulig teori, han har, går på, at lederen bogstaveligt talt holder øje med katten. "Størstedelen af fugles synsfelt kommer fra deres ene øje, så hvis de går og samtidig holder øje med noget, går de i ring."

Cristol kalder det et "emergens-fænomen" – en proces, hvorved et større mønster eller helhed opstår gennem vekselvirkning mellem simplere væsener, der ellers ikke besidder sådanne egenskaber. I det her tilfælde har vi "et emergens-fænomen, der minder om en eller anden syret, religiøs ceremoni," fortæller Cristol.

Men indtil der er nogen, der skyder penge i et forskningsprojekt, der forsyner ornitologiske researchere med døde katte, så de kan foretage kontrollerede eksperimenter, må vi nøjes med at kalde det her et bizart eksempel på et emergens-fænomen. Det er den bedste forklaring, vi kommer til at få.