Furries fortæller, hvordan de fandt ud af, at de er Furries
Photos by Hayley Stewart

FYI.

This story is over 5 years old.

subkulturer

Furries fortæller, hvordan de fandt ud af, at de er Furries

"Jeg hører hele tiden, at folk tror, vi skider og tisser i kattebakker."

Billeder: Hayley Stewart

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Hvis du er vokset op med internettet, har du sikkert hørt om furries. Men meget af det, du tror, du ved om dem – Ej, de har sex med dyrekostumer på, ik? – er en misforståelse, som har plaget miljøet i årevis.

"Den allestedsnærværende repræsentation af furry-miljøet har været den eneste kilde til information, vi har haft som samfund," siger en af verdens førende furry-forskere, Sharon Roberts til VICE. FurScience (aka, International Anthromorphic Research Project), som er det forskningsprojekt, Roberts er en del af, har gennem flere års interview og spørgeundersøgelser med furries fra hele verden fundet ud af, at det faktisk er en identitet at være furry.

Annoncering

"Der er masser af furries, der ikke har noget kostume – det er bare noget, de ved om sig selv," siger Roberts. Selvom dyredragterne får en del opmærksomhed, fortæller Roberts, at kun cirka 15 procent af furries ejer en dragt.

Jeg tog med til en af de største furry-messer i Canada – Furnal Equinox i Toronto – for at tale med deltagerne om, hvordan de fandt ud af, at de er furries, og hvad furrymiljøet har betydet for deres liv.

Orion, 21, Dartmouth, Nova Scotia

VICE: Hvordan fandt du ud af, at du er furry?
Orion: Jeg datede en fyr engang, som var ved at lave hovedet til et fursuit. Jeg blev forelsket i det på den måde. Jeg begyndte at tegne en masse dyr, og så var der en, der sagde, "Nå, du er furry" til mig. Jeg vidste ikke, hvad det var, men så googlede jeg det og var sådan, "Ja, jeg er furry!" Det udviklede sig, da jeg begyndte at sy. Jeg arbejder i en stofbutik, så jeg tog noget pels, og siden er der sket en del. Jeg har lavet fursuits i to år nu.

Hvad betyder miljøet for dit liv?
Det er mine venner, og de er blevet en del af mit liv nu. Det er blevet et sted, jeg føler mig hjemme. Folk respekterer dig og det, du gør. Jeg føler mig velkommen.

Nosferatu, 15, Oshawa, Ontario

VICE: Hvornår og hvordan fandt du ud af, du er furry?
Nosferatu: I sjette klasse. Min ven inviterede mig over for at se Anthrocon-videoer. Jeg stillede ikke rigtig spørgsmålstegn ved det, jeg ville bare have mit eget fursuit. Jeg fortalte min mor, hvor meget folk tjener på at lave dem, og så sagde hun, at jeg kunne prøve at lave et selv. Jeg lavede min første dragt i sommeren inden ottende klasse, og jeg blev bare ved.

Hvad betyder furry-miljøet for dig?
Det er noget, jeg altid glæder mig til, og som gør mig glad. Jeg elsker at lave fursuits, og der er også folk, der bestiller mig til at lave suits til dem. Det er fedt.

Annoncering

Cake, 21, Kingston, Ontario

VICE: Kan du fortælle lidt om, hvordan du fandt ud af, at du identificerer dig som furry?
Cake: Jeg havde nogle venner, som var ret involveret i miljøet, men jeg forstod det ikke rigtigt. Men ved først at dyrke anime og tage til anime-messer lærte jeg mere om det, og hvordan der er vildt mange måder at udtrykke sig på. Så lavede jeg en karakter til mig selv, og nu er jeg med til min femte Furnal Equinox!

Hvad betyder miljøet for dig i dit liv?
Det er en kæmpestor kreativ ventil. Man kan se, hvor meget tid og omhu der er blevet investeret i kostumerne. Man ser alle kunstnerne, der bare gør, hvad de elsker og sælger deres værker, og det er et fedt fællesskab. Det handler om at udtrykke sig kreativt. Så det er bare god stemning, gode mennesker og virkelig gode fester.

Kin, 27, Pittsburgh

VICE: Kan du sige lidt om, hvordan du har det, når du har dit fursuit på?
Kin: Når jeg tager dragten på, så er jeg karakteren Kin. Det ødelægger illusionen at tage hovedet af. Kin er en kvinde. Jeg er selv transkønnet. MTF – male to female.

Hvad synes du om offentlighedens opfattelse af furry-miljøet?
Min far kan for eksempel ikke lide furries. Jeg hører hele tiden, at folk tror, vi skider og tisser i kattebakker, og nej, det gør vi ikke. Det hele er overdrevet. Der er et seksuelt aspekt nogle gange, men det er der jo også i det normale liv. Men hele miljøet er meget pænt og familievenligt generelt.

Annoncering

Hvad betyder miljøet for dig?
Det er et sted, hvor jeg bliver accepteret. Det er sit eget lille samfund, når messen kører. Man behøver ikke tænke over, hvem man er, eller prøve at være noget andet. Alle tager sig af hinanden.

Sargent Snow, 24, Midland, Ontario

VICE: Vil du fortælle, hvordan du fandt ud af, at du er furry?
Sargent Snow: Jeg opdagede faktisk furry-miljøet ved et tilfælde. Jeg lavede min Facebook-profil i 2012, så jeg skulle finde et profilbillede. Jeg havde ikke nogle billeder af mig selv, så jeg fandt et billede på nettet af det her søde lille hunde-agtige dyr. Folk spurgte mig, om jeg var furry, og jeg var sådan, "Hvad fanden er en furry?" Så undersøgte jeg det lidt mere og spurgte nogle venner, hvilket dyr, de syntes, repræsenterede min personlighed. De sagde allesammen enten en hund eller en ræv. Så jeg valgte ræven.

Hvad betyder miljøet for dig?
Det giver en dejlig, venlig og næsten familieagtig følelse. Jeg har det ikke så godt med min egen familie, så det er virkelig rart at komme her, hvor alle er venlige og kærlige.

Rose, 28, og Arcanox, 22, Chicago

VICE: Kan I fortælle lidt om, hvordan og hvornår I fandt ud af, I er furries?
Arcanox: Jeg kendte til miljøet omkring tre år før, jeg selv blev en del af det. En af mine kolleger var furry, og det virkede meget cool, men jeg ville ikke være en af 'dem'. De der mærkelige mennesker. Så lavede jeg noget research og fandt ud af, at der ikke er noget 'dem'. Det er bare et fedt miljø, der laver velgørenhed og lader folk udtrykke sig.

Rose: Jeg har altid elsket at klæde mig ud. Fursuits var bare endnu et niveau af kostumer, så det måtte jeg prøve.

Hvad ville I ønske, folk vidste om furry-miljøet?
Arcanox: Når jeg fortæller folk om det på nettet eller i virkeligheden, så siger de, "Ad, betyder det så, I har sex i de der kostumer?" og det er sådan lidt…

Rose: Nej, kostumerne er jo alt for dyre!

Arcanox: Jeg giver jo ikke mange tusind kroner for så at ødelægge kostumerne. Det er overhovedet ikke seksuelt. Jeg er aseksuel.

Rose: Det er jeg også.