FYI.

This story is over 5 years old.

Anmeldere

Hvad der i virkeligheden sker, når en madanmelder besøger en restaurant

For det meste kan man ikke skelne mellem anmeldere og kunder. Men når en af landets mest kendte anmeldere træder ind af døren, så ved du det.
7.6.16

Restaurant Confessionals er vores tilbagevendende artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt. Denne gang hører vi fra en britisk restaurantejer, der fortæller, hvad der egentlig foregår når en velkendt madanmelder kommer på besøg.

Vi har aldrig ønsket, at anmeldere kom til vores restaurant. Vi prøver ikke at være de bedste eller at nå toppen. Det eneste, vi prøver, er at skabe en hyggelig restaurant, de lokale kan besøge på vej hjem fra arbejde, og hvor de kan få sig en god ærterisotto.

Annoncering

Når en anmelder kommer på besøg, siger de altid, at vi forsøger at være anderledes. Det gør vi altså ikke. Det er ikke det, vi forsøger på. Hvis du ikke nød oplevelsen, fordi der ikke var dug på bordet, eller du ikke fik fyldt dit vinglas op under vejs, så fuck dig. Vi er, som vi er.

Men jeg går op i hvad intelligente mennesker synes. Hvis nogen fortæller, at de bestilte svin, og at kødet blev overdøvet af æblepuré og skiver af æbler, så ville jeg se på det. For de har sikkert ret. Der tog vi fejl. Hvis ens restaurant kritiseres af nogen, vi anser som intelligent, så er det frygteligt, fordi det nok er sandt.

Ved du, hvad vi gør for at forberede os på anmeldernes besøg? Intet. Som oftest aner vi ikke, hvornår de kommer. Det eneste, vi gør, er at gøre vores bedste. Hvis nogen ikke kan lide det, så ærger det mig, men vi gjorde fandme, hvad vi kunne. Det lyder dumt, men det er sandt.

Man får næsten aldrig en advarsel. Engang da en anmelder kom ind og spurgte, hvor svinekødet kom fra, fortalte en tjener på deltid, at kødet kom fra slagteren rundt om hjørnet. Der var også en gang, hvor en meget kendt anmelder kom forbi - lad os kalde ham John - og så snart han blev genkendt, gik det amok.

Jeg er hele tiden på Twitter og følger med i, hvad folk laver. Klokken var halv otte om morgenen, og jeg så på Johns konto. Han havde sendt et tweet om, at han var til et seminar i samme område som vores restaurant, så for sjov ringede jeg til vores restaurantchef og bad hende give alle i restauranten besked på, at John kom og spiste frokost. Hun var ved at skide i bukserne, men efter at hun var gået amok, beroligede jeg hende med, at det ikke passede.

Annoncering

Jeg var ovre på min anden restaurant og havde glemt alt om det. Jeg fik et opkald kl. 14:30 fra lederen, som havde fri den dag. Hun var lige blevet ringet op med beskeden: "John er trådt ind af døren."

Han brugte et alias, og jeg er fucking ligeglad hvad folk siger: han skulle have haft det bedste bord i restauranten, men i stedet fik han et lille bord ovenpå. Jeg ville have stillet blomster på bordet og gjort alt, hvad jeg kunne, for at give ham en god oplevelse.

Den dag var sovsen virkelig dårlig. Den smagte af marmite, det var frygteligt. Det tager to dage at lave den sovs. Jeg kunne intet gøre.

Vi er ikke en Michelin-restaurant, vi er bare en bistro. Jeg smed, hvad jeg havde i hænderne, sprang ind i bilen og kørte en tur, der normalt tager 25 minutter, på den halve tid. Jeg kørte på fortovet og kørte over for rødt.

Da jeg nåede frem, fik jeg at vide, hvor John sad, men jeg ville ikke have, han så mig. Det værste var, hvis han så mig træde ind: så ville jeg være den restaurantejer, der dukker op, bare fordi han er der.

Så jeg parkerede længere nede af vejen og iførte mig hættetrøje, halstørklæde og stor hat, selvom det var fucking varmt udenfor. Jeg gik rundt om bygningen og ankom lige i tide til hovedretten.

John valgte sine hovedretter, og jeg var så utilfreds med det, vi gav ham. Den dag var sovsen virkelig dårlig. Det var en rødvinsglace, og den var helt forkert. Den smagte af marmite, det var frygteligt. Det tager to dage at lave den sovs. Jeg kunne intet gøre.

Annoncering

Desserterne var på vej, og jeg bad kokken om at lave en af hver til mig, fordi jeg ville smage dem, inden John bestilte.

Vi havde en lemon curd, som blev serveret med solbærgelé; smarte restauranter ville nok kalde det en "pâte de fruits." Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg spyttede det ud. Jeg aner ikke, hvad køkkenet havde gjort ved retten, men det var ligesom kaninlort. Det var stenhårdt og smagte af vaskepulver. Ud af de fem desserter på menuen er det alligevel også den dårligste. Hvem fanden har lyst til lemon curd?

John bestilte selvfølgelig den forbandede lemon curd.

Jeg var helt ødelagt. Vi blev bare nødt til at putte noget forskelligt pynt på og udelade solbærgelé.

Han bestilte selvfølgelig den forbandede lemon curd.

Vi er en sammentømret flok her på restauranten - selv med gæsterne. En af gæsterne fortalte mig, at hun havde været ovenpå, da John kom op. Bagefter kom hun hen til mig og sagde: "Jeg gjorde noget, mens han var der."

Jeg havde allerede begravet hovedet i hænderne. Jeg tænkte, hvad fanden er der sket?

Hun fortalte, at en eller anden havde svinet dametoilettet fuldstændig til. Hun sagde: "John er sammen med en kvinde, og hvis hun går på toilettet, vil hun opdage det og fortælle ham, at det var beskidt og klamt."

Så vores gæst havde gjort toilettet og hele badeværelset rent. Jeg spurgte hende, hvorfor hun dog gjorde det, og hun sagde, at hun ikke ville have, at vi fik en dårlig anmeldelse.

De næste par uger var det frygteligt på restauranten. Alle var nervøse og forventede det værste. Så kom anmeldelsen endelig. John elskede det.

Vi er blevet behandlet godt af anmeldere, men det sker ikke altid (på TripAdvisor er det endnu værre). Det er hvad, der sker, når en anmelder dukker op - man ser det kun fra anmelderens side, og man ser ikke, hvad der sker bag scenen på restauranten.

Jeg er ligeglad med, når folk kommer ind og anmelder indretningen. Hvem fanden går op i fyretræsmøblerne? Jeg arvede dem, da jeg købte stedet, og det er pisse grimt. Jeg havde næsten ingen penge, og de penge, jeg havde, gik til en brugt oven. Så vi måtte klare os med det, der var. Jeg har lige brugt 60.000 kroner på en ny brødmaskine, så vi kan lave brioche. De penge kunne jeg have brugt på nye borde og stole, men i min verden er brioche vigtigere.

Der er helt sikkert intet vigtigere end maden på en restaurant. Det er der mine prioriteter ligger.