kærlighed

De fem bedste steder at slå op med kæresten

Et brud kan være en hjerteskærende oplevelse for alle involverede parter. Ikke bare for det nu forhenværende par, men også for tjeneren.

af Megan Kessell
06 september 2016, 5:00am

Denne artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES Holland.

Den mest udbredte fejl begået af folk, der vil afslutte deres forhold, er, at de tror, det er bedre at gøre det på en eller anden fin bar—baren hvor jeg arbejder for eksempel.

Et brud kan være en hjerteskærende oplevelse for alle involverede parter. Ikke bare for det nu forhenværende par, men også for personen der betjener dem. Hver eneste gang et sådant dramatisk øjeblik udspiller sig for øjnene af mig — de foroverbøjede hoveder, hængende miner, den akavede stilhed, de tryglende øjne og det knuste hjerte, jeg skal tørre af bordet efterfølgende — bliver jeg overvældet af sorg og ubehag.

Det er personen, der er på arbejde, der er ansvarlig for at opretholde en god atmosfære. Og det er ikke nemt, for det er svært af vide, om det er bedst at vente på, at tuderiet holder op, om man skal tilbyde en beroligende kop kaffe, eller om man skal være den første, der starter en samtale om noget dagligdags for at minde parret om, at livet går videre.

Under alle omstændigheder er det forståeligt, at du vælger at gøre det et offentlig sted, hvis du skal gøre det forbi med et andet menneske. Jeg vil derfor foreslå nogle steder, hvor det er passende at tænde op under et bål af sorg og smerte. Tænk på det som en guide til, hvordan du mindsker smerten for alle involverede parter. Personen, der betjener jer, vil være taknemmelig.

En buffet-restaurant

Vælger du at slå op et sted med buffet (tænk Ikea), hvor man selv henter mad og drikkevarer og betaler for sit måltid med det samme, så vil I med garanti kunne sidde uforstyrret resten af den tid, I er der. Ofte vil I være omgivet af larmende og grædende børn, der kan drukne jeres samtale, så personer i nærheden af jer ikke vil kunne følge med. Og hvis jeres samtale bliver lidt for følelsesladet, og snottet begynder at vælte ud af jer, er det let lige at rejse sig for at hente servietter eller lidt mere at drikke, da det er sådan, man gør på en buffet-restaurant. På denne måde eliminerer man faktisk tredjeparten, altså personen der betjener en, og dermed undgår man også akavede interaktioner.

gebak

En foodtruck

Fordelen ved en foodtruck er, at de som regel står placeret udendørs, og at den omkringliggende atmosfære er flyvsk og afslappet. Og endnu engang er det et sted, hvor man betaler med det samme. Mens I indtager jeres måltid stående ved et bord i bar-højde eller sidder på en græsplæne og spiser en hotdog, kan du jo sige farvel til jeres forhold baseret på jeres varierende holdning til selvsamme hotdog. Til det kunne du jo sige noget i stil med, "måske vi er vokset fra hinanden". Når I er udendørs, er I også sikret masser af frisk luft, og måske vil et par skatere fare tæt forbi jer og på den måde distrahere jer en smule. Og så befinder personen, der serverede jeres mad, sig i sikker afstand og kan derfor fortsætte sit arbejde i lykkelig uvidenhed.

kip

Et værtshus

Det gode ved værtshuse er, at de er fyldt med fulderikker, og det gode ved fulderikker er, at de som regel er fuldstændig uvidende om de ting, der foregår omkring dem. Der er derfor stor sandsynlighed for, at den akavede stilhed mellem jer vil blive brudt af en lind strøm af alkoholforårsaget larm, der både kan være distraherende og betryggende. På et værtshus er der sjældent nogle ansatte, der afbryder jer, og gør de det, er det kun for at tømme askebægre og hente tomme flasker. Derfor er det normale også, at man bestiller og betaler i baren. Det er vigtigt, at det er et sted man må ryge, da cigaretterne kan virke beroligende på både dig selv og din snart tidligere udkårne.

En skummel bodega hvor I ikke har noget at gøre

Det er den slags sted, man ikke helt ved, om er åbent for offentligheden. Eller hvorfor stedet overhovedet er åbent. Lokalet er mørkere end indersiden af en flagermus, og klientellet består udelukkende af typer, du normalt ikke vil blive set sammen med.

Derfor er dette det ideelle sted at afslutte sit forhold. Man kan nemlig sætte hele sin tilværelse lidt i perspektiv. Det øjeblik, I forlader baren, kan I ånde lettet op, da I begge er glade for, at I er i live—ingen af jer har fået skåret halsen over af de skumle mafia-typer, der sad lige bag din grædende eks og så olmt på dig. Det vil gå op for jer begge, at tilværelsen kunne være meget værre. De ansatte er så følelseskolde og uvenlige, at de sandsynligvis bare ville trække på skulderen, hvis de så dig spise et barn, og de er derfor alt for hårdhudede til at gå op i dine problemer.

Bord hartjes

Et alt for dyrt hipster-agtigt sted

Alle byer har en alt for dyr restaurant med middelmådig mad, men af en eller anden grund er der altid pakket med folk, og du frekventerer derfor ikke stedet. Dette er det perfekte sted at slå op med nogen, fordi du vil kunne efterlade alle dine dårlige minder om bruddet et sted, som du sandsynligvis aldrig besøger igen. Personalet vil have så travlt, at de slet ikke har tid til at bekymre sig om jer, og derfor kan du knuse så mange hjerter du vil, uden at andre folk lader sig gå på af det.