Julen er en vidunderlig tid, hvor man kan sidde i en sofa med en vamset sweater og en kop gløgg og skutte sig for det kolde vejr. En tid, hvor danskerne cementerer deres position som det folkefærd i verden, der bruger suverænt flest stearinlys, og hvor der tørbolles i kopirummene på landets arbejdspladser i en lind dunst af kommensnaps.Nå ja, og så er der J-dag, det nærmeste man kommer på skærsilden uden rent faktisk at dø. Det er massepsykose brygget på flaske. Der er dåse-sne på vinduerne og colombiansk sne i næserne, og hele byen er klædt i dejlig er den himmelblå-blå velour og billig merch. Der er piger i alt for korte nisseskørter og drenge, der skråler Seven Nation Army (med bjælder på), og hele den ydmygende omgang er garneret i piskold novemberregn.
Annoncering
Mens jeg klapper begejstret i hænderne, når den første hyggelige julebrygreklame kører over skærmen (for 30. år i træk!), vil jeg hellere ridses med et rustent søm end at deltage i barernes udgave af Black Friday. Det eneste, man er garanteret, er tæsk, klamydia og våde sko.Derfor er her en guide til dig, der gerne vil i byen på J-dag, men som for alt i verden vil undgå skrigende nissepiger og provinsbrianer i blå, blinkende slips.En sikker vej til at undgå julebryg er selvfølgelig at besøge et sted, der slet ikke serverer øl. Enhver by med respekt for sig selv har en cocktail- eller vinbar, og der burde være snefrit. Her har du mulighed for at få dig en mere sofistikeret brandert, mens du vender verdenssituationen og føler dig hævet over humle-pøblen. Et konkret bud er The Barking Dog på Nørrebro i København, der aldrig vil formaste sig til at lange Julebryg over disken. Mens bartenderen lavede en cocktail med Pineau, gin, lakridssalt og præcis ni dråber absinth, forsikrede han mig, at så længe man bliver indenfor hos dem, er man sikret en aften uden snebajere. Der vil endda være "vagter", som oppasser alle klædt i blåt. Ellers skal du søge over til Blågårdsgade, som generelt er et godt bud på en julebrygfri J-dag. Steder som Harbo Bar og Escobar er alt for indie til at have den slags i hanerne, mens Blågårds Apotek nok hellere vil servere dig en Irish coffee.
HOLD DIG TIL EN COCKTAIL ELER ET GLAS NATURVIN
Annoncering