Skateren fra Brasilien, der lærte at spise dansk rugbrød

Kebab er en bejler til Danmarks nationalret, og vi vælter os i rullebåndssushi og tacos. Men hvordan er det, når man flytter hertil? Kan man finde sjælero i sit hjemlands madtraditioner, når man samtidig skal vænne sig til smørrebrød og frikadeller? I artikelserien Sammenspist tager vi på restaurant med udlændinge, der har bosat sig i Danmark, for at lære deres mad – og vores egen – bedre at kende. I første omgang er vi taget på den brasilianske restaurant O Tempo i København med en skater fra São Paulo.

"Hvis ikke det er den eneste, så er det her i hvert fald den bedste brasilianske restaurant i København," siger Diego Fiorese begejstret, da jeg møder ham på restaurant O Tempo på Åboulevarden. Der findes andre steder, men vi endte her, fordi det er tæt på, hvor han bor, og fordi det er billigt.

Diego er 29 år gammel og professionel skater. Han er født i São Paulo, men bor i dag i København.

"Da jeg kom hertil første gang i 2008, til Copenhagen Pro skateturneringen, syntes jeg, maden var mærkelig," fortæller han. "Jeg ledte altid efter noget, som ikke var der. Noget velkendt. Så jeg spiste ting, jeg vidste, hvad var. Pasta eller burger. Jeg kunne ikke lide remoulade, jeg kunne ikke lide rugbrød."

Rugbrød har Diego til gengæld lært at spise med tiden. Han flyttede hertil, da han fandt en dansk kæreste, men han bor i København, så det er ikke så tit, han er udsat for sovs-og-kartofler-traditionen fra Morten Korchs Danmark.

Diego er vokset op i en familie, hvor man deles om madlavningen, og alene det at lave maden selv er ikke selvskrevet i Brasilien. Mange steder er det et statussymbol at have en ung pige i huset, som vasker tøj, gør rent og laver mad. Selv hos familier, som i Danmark ville blive betragtet som fattige, er det tilfældet. For i Brasilien er der altid nogen, der er fattigere.

Hos Diego var det både mor, stedfar og bedstemor, der stod bag gryderne. "Jeg lærte at lave ris, da jeg var 12 år gammel," fortæller han, og det kan lyde banalt. Men ris på brasiliansk er mere omstændigt end bare vand i en gryde. Siderne på gryden skal smøres med hvidløg, inden de tørre ris steges, og først derefter tilsættes vand og salt. Det er en kunstart, som er grunden til at den simple mad smager af så meget.

"Maden er simpel, fordi brasilianerne er simple," siger Diego. "Mad skal bare smage godt, og så skal der være rigeligt af den."

Restauranten, vi er på, er ikke meget mere end et hul i væggen. Seks små borde med plastikdug står tæt sammen, og muntre gloser på mange forskellige sprog fylder rummet. Det er simpelt og fuldkommen uprætentiøst, ligesom brasilianerne selv. Det minder næsten mere om et cafeteria, og som sådan er det, som folkelige restauranter i Brasilien er flest.

Da jeg var 17 tilbragte jeg et år som udvekslingsstudent i Brasilien, og siden da har Sydamerikas største land haft en ganske særlig plads i mit skandinaviske hjerte. Jeg mødte Diego tilfældigt til Distortion for nogle år siden. Han kom trillende på sit skateboard og snakkede portugisisk, så jeg oppassede ham for at sige , fordi jeg var fyldt med saudade (afsavn) og vodka.

O Tempo er ikke bare brasiliansk mad, men specifikt mad fra den nordøstlige stat Bahia, hvor ejeren Jacira Mariete kommer fra. Sammen med sin veninde laver de både maden og betjener folk. Udover capoeira og billedskønne strande er Bahia kendt for at være et sted, hvor man tager tingene med ro. På væggen hænger et bud: "Gør aldrig i morgen, hvad du kan udskyde til i overmorgen." Heldigvis gælder langsommeligheden også deres madlavning, hvilket giver god mening, for O Tempo betyder "tiden".

"Mad fra Bahia er enormt smagfuldt, og de bruger mere krydderi end resten af Brasilien. De gør sig umage og lader det stå og simre hele dagen, så smagene kan udvikle sig," fortæller Diego. "I São Paulo, hvor jeg kommer fra, er mad ofte noget, der skal gå lidt hurtigere."

Klokken er ni om aftenen, så den del af oplevelsen er ikke særlig autentisk. "Brasilianerne spiser det store måltid midt på dagen, hvor hele familien er samlet. Om aftenen spiser man tit kun en salat eller noget andet let," fortæller Diego.

Jeg kan tydeligt huske, hvordan mine værtsforældre kom direkte fra arbejde og hentede mig ved skolen kl. 12, hvorefter vi kørte hjem og fik et ordentligt måltid. Altid ris, bønner og kød, og når vi havde slået mave, kørte de tilbage på arbejde.

Og jeg mener altid ris, bønner og kød. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen anden madkultur, hvor der på samme måde er ingredienser, som indgår hver dag. Ris og bønner er lige så stor en del af Brasilien som solskin, musik og fodbold. "Ris og bønner er helligt," siger Diego. "Det tager du ikke væk fra en brasilianer. De sværger til det hver dag."

Derfor er hovedrolleindehaveren på vores bord feijoada. Bønnestuvningen med et væld af forskellige stykker kød er så traditionel som italiensk pizza eller japansk sushi. Retten stammer fra Bahia, hvor de sorte slaver fik tildelt de udskæringer, som deres herrer ikke ville have. Hvis det skal være helt rigtigt indgår altså både svineører, -tæer og -tryne i det brune sammenkog. Hos O Tempo bruger de dog gode stykker pølse i stedet – nok for at tilfredsstille de sarte danskere.

På bordet står også en sammenkogt ret med oksekød, store stykker gulerod og kartofler. Ved siden af skåle med det uundværlige tilbehør: Ris, chilisovs, vinaigrette og farofa, som minder lidt om rasp, men er fremstillet af stødt maniokplante. For at fuldende oplevelsen drikker vi naturligvis caipirinha, smækfyldt med lime, i høje glas.

"Que delicia!" siger Diego højt, da han tager den første mundfuld. "Det her er smagen af min barndom."

"Jeg savner altid brasiliansk mad, og vil ikke undvære det," siger Diego, med munden fuld af bønner. "Sådan er brasilianere. Lige meget hvor de tager hen i verden, tager de Brasilien med sig."

Det gælder også drikkevarerne.

"Jeg er caipirinha master derhjemme. Sidst jeg kom tilbage fra Brasilien havde jeg fire liter cachaça med i rygsækken," fortæller Diego. Folk elsker den brasilianske nationaldrik, og efterhånden som vi drikker mere, dukker den sædvanlige utopi op. Vi burde åbne en bar! Vi drømmer om hvad det kunne gøre ved en druktur, hvis man kunne servere ordentlige caipirinha, hele ananas dyppet i bourbon og en skål açai som opkvikker efter fadøl nummer seks.

Vi snakker om de brasilianske grillfester – churrascu. Her går man dovent rundt hele dagen, mens det føles som om, tiden går i stå. Man spiser kød i takt med, at det bliver færdigt på grillen. Mens man venter på den næste udskæring, er der iskolde øl i metermål. Eller måske Guaraná Antarctica – verdens bedste sodavand. Det har de heldigvis også på O Tempo.

Churrascu er det mest brasilianske koncept, jeg kan komme i tanke om, men hele den brasilianske madkultur er en enormt stor del af deres kulturelle identitet.

"Det her er Brasilien," siger Diego og peger på maden. "Der er ingen anden forklaring. Brasiliansk mad er Brasilien." Og han har ret i, at maden er en analogi for hele landet. Maden er grim og brun, men fuld af liv.

Da Diego kom til Danmark, var det ikke så meget maden, men mere måltidernes struktur, der var den store omvæltning.

"I spiser næsten ikke noget i Danmark! Kun en lille let frokost. I Brasilien æder vi et kæmpe måltid midt på dagen, så vi har noget at stå imod med resten af dagen, når vi skal arbejde i den varme sol. Men brasiliansk mad er tung, så man skal lige have en lille morfar, inden man går tilbage til arbejdet," griner han.

Det må vi også sande, for vi kan ikke spise op. "Jeg er mæt," siger Diego på dansk, men slår hurtigt tilbage til portugisisk. "Og træt," fortsætter han med et suk.

"Kan I ikke spise op, sådan to raske drenge!" råber Jacira. Der er kun os tilbage i restauranten, og hun snakker på den gæstfri, venskabelige måde, der er så karakteristisk for brasilianere. Som om vi altid har været venner. Det ender med, at hun får os til at flække af grin over, at "hvorfor det?" på dansk lyder fuldstændig som "vou fouder" på portugisisk. Det betyder: "Jeg går ud og knepper".

Da vi går, får vi hver en chokolade i hånden som tak for besøget. Den danske nat føles ikke helt så kold, som den plejer.