FYI.

This story is over 5 years old.

Pasta

Ifølge Google tyer vi til madporno for at tilfredstille vores pasta-trang

Pasta er det nye porno. Vi søger på det, men vi fører ikke vores fantasier ud i livet
14.6.16
Foto via Flickr-brugeren L.Richarz

Klokken er 23.45 en tilfældig onsdag aften. Du kan ikke sove, og dine tanker falder på den ellers forglemmelige omgang squash-nudler, du kørte rundt om gaflen, inden de blev puttet i munden for bare et par timer siden. Du åbner lydløst din bærbare og dækker skærmens kolde skær med dynen, så du ikke forstyrrer din sovende partner. Du navigerer ugideligt rundt i internettets afkroge, indtil du finder det, din hjerne i sandhed efterspørger: en endeløs strøm af de mest sensuelle former og kurver, du nogensinde har set, indsmurt i et elegant blodrødt slør. Du bliver blød i knæene og begynder langsomt at ryste. Det sidste, din hjerne registrerer, inden du falder i en dyb søvn, er Dolmio-dukkefamiliens dovne øjne, der lokker dit forsvarsløse korpus.

Annoncering

Ifølge en rapport om madtendenser - foretaget af Google - er folk dykket dybt i rigatoni, spaghetti og andre af pastaverdenens forførende indslag. I årevis har flere og flere mennesker søgt på rigatoni, men alene i løbet af det seneste år er søgningerne steget med mere end 25 procent. Søgninger på rigatoni-retter - som for eksempel rigatoni carbonara og Bolognese - er stigende, og andre pastaretter følger efter. Det er jer vi taler om, tortellini, linguine, penne, fusili og gemeli. Den voldsomme søgeaktivitet har fået Google til at proklamere det åbenlyse: "Pasta er tilbage!"

Læs mere: Madporno på Instagram: Regnbuekage og monster milkshakes

OK, pasta er dødhamrende lækkert, det ved vi alle. Det er ikke den store overraskelse. Men, som Washington Post pointerer, så er der alligevel noget speget over alle de søgninger: Amerikanerne spiser mindre pasta i dag, end de har gjort før i tiden. Avisen skriver: "Pastaforbruget har været lavere det seneste år, end det var året før (omkring 1 procent), ifølge en markedsundersøgelse foretaget af Nielsen." Generelt er salget af tørret pasta faldet med 6 procent siden 2009.

Hvad fanden?

Der er selvfølgelig ikke nogen, der kan svare præcist på hvorfor, amerikanerne Googler pasta i et hidtil uset omfang, men ikke spiser det. Men populære diæter som palæo og Atkins må mistænkes. Pasta er lys, forarbejdet kulhydrater og dermed praktisk talt et bandeord i moderne kost-lingua franca.

Konklusionen må derfor være, at pasta er det nye porno. Vi søger på det, men vi fører ikke vores fantasier ud i livet.