Billeder der fortæller de dystre og glemte historier om drab og vold mod homoseksuelle mænd

FYI.

This story is over 5 years old.

LGBTQ

Billeder der fortæller de dystre og glemte historier om drab og vold mod homoseksuelle mænd

Vi talte med fotografen Sean Coyle om hans arbejde med at fotografere gerningsteder for homofobisk vold.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

En toiletbygning, en klippeside ved stranden, en oplyst vej. Stederne, som Sean Coyle har fotograferet, afslører ikke umiddelbart deres mørke fortid. Men de er alle hjemsteder for grusom vold mod homoseksuelle mænd i Australien og New Zealand siden 1970'erne.

Mange af stedernes voldelige historie er blevet slettet eller glemt, men Seans nye udstilling Cruising Wonderland fungerer som en slags mindesmærke for de homofobiske hadforbrydelser. Vi talte med Sean om projektet og hans håb for fremtiden.

Annoncering

VICE: Kan du fortælle lidt om det "Wonderland", som har givet titel til dit seneste værk?
Sean Coyle: New South Wales (Australiens folkerigeste delstat, red.) har en forfærdelig historie med homofobisk vold, især i 1970'erne, 80'erne og 90'erne. Jeg undersøgte, hvor det skete, og Bondi Beach var et af stederne. Flere mænd blev kastet ud fra klipperne, og det blev ignoreret af politiet eller forklaret som selvmord. Der var flere ofre, men efterforskerne tænkte ikke på at forbinde tingene. Det var en virkelig hård tid i new zealandsk og australsk historie midt i AIDS-epidemien og den deraf følgende panik, hvor det på en måde drev den her gruppe unge til at 'tage sagen i egen hånd' og gøre det til en sport at udøve vold mod bøsser. Da jeg undersøgte klipperne på Bondi, lavede jeg noget research på det omkringliggende område og fandt ud af, at der tidligere lå en forlystelsespark med kolonitema, der hed Wonderland. Så jeg syntes, det var en ret stærk historisk reference: Wonderland.

Bondi-klipperne, Sean Coyle

Og hvad med de andre locations på dine billeder, er de også historiske steder for voldelige gerninger?
Ja. Jeg fotograferede den her toiletbygning i Hamilton, New Zealand, hvor en mand blev stukket i ryggen af en anden mand. Gerningsmanden gentog forbrydelsen i en anden toiletbygning. I retten sagde han, at han ville rense verden for homoseksuelle. Og det andet billede er Inverlochy Place, som er en gade i Wellington, hvor den 14-årige Jeff Whiffington blev slået ned og efterladt for nogle år siden, fordi han havde neglelak på på vej hjem en aften. (Whiffington døde senere af sine kvæstelser, red.)

Annoncering

Det er nogle tunge historier at beskæftige sig med. Hvordan har det været for dig at arbejde med det projekt?
Det er mørkt, og det er helt bevidst. Ikke kun tematisk, men selve værkerne er også virkelig mørke at se på – motiverne dukker nærmest op i mørket, og det, synes jeg, er virkelig vigtigt for værket. For mig er lys forbundet med klarhed, og fordi jeg ikke har klarhed over, hvorfor de her ting sker, så er mørket et vigtigt aspekt ved det. Jeg synes, det er vigtigt at fremhæve de mørke dele af historien, så vi ikke glemmer fortiden.

Jeg forestiller mig ikke, at de her steder er officielle mindesmærker – er dit projekt et skridt i den retning?
Ja, det er det. Det svære er at gøre det til mindesmærker uden samtidig at sensationalisere det. Billederne er dystre og refleksive i deres indhold og også selve materialets overflade. De fleste værker er printet på metal, så det er en spejlblank overflade. Når du ser værket, ser du også dig selv reflekteret i det. Det selvrefleksive og det dystre indhold giver os mulighed for at tænke og mindes samtidig.

Hvordan håber du, folk reagerer på værket?
Jeg håber, at folk kan se mere end bare billederne, og at de er bevidste om historien bag. Det er en mulighed for at reflektere over den historie, som queerpersoner i New Zealand og Australien har været igennem og fortsat lever med over hele verden. Så selvom det er mørkt, så håber jeg, folk får en følelse af håb om, hvor vi er på vej hen, for der er nogle værker i udstillingen, der er håbefulde.