Annoncering
Restaurant Confessionals

To aftener om året får mine ansatte lov til at tage tonsvis af stoffer

I mit køkken er stoffer tabu. Lige bortset fra to nætter om året: natten før Koningsdag og nytårsaften. De to nætter går vi amok.

af Anonym
10 november 2016, 7:00am

Denne artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES Holland i april 2015.

Restaurant Confessionals er vores tilbagevendende artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt. I denne ombæring har vi talt med en hollandsk kok, der lukker kaos ind i sit køkken to gange om året.

I mit køkken er stoffer tabu. Lige bortset fra to nætter om året: natten før Koningsdag og nytårsaften. De to nætter går vi amok. Vi begynder under personalemiddagen med Champagne. Når gæsterne ankommer, tager vi et par shot whiskey, og omkring klokken 19 tager vi de første baner speed. Tjenerstaben og køkkenpersonalet — alle er med. Der er kun en betingelse: Restauranten er åben, så man skal blive ved med at udføre sit arbejde, som var det en helt normal aften.

Det er en herlig tradition, og det gør arbejdet virkelig sjovt. Så snart speeden begynder at virke, bliver man rigtig glad. Det er en lidt sær oplevelse, men alt går hurtigt - og folk får deres mad serveret i en fart. "Har du ikke fået forretten? Det er jeg ligeglad med—her får du hovedretten!"

Sidste nat før Koningsdag drak vi en magnumflaske whiskey og en halv flaske vieux. Hele byen emmer af feststemning, så hvorfor ikke bringe stemningen ind i køkkenet og holde vores egen fest? Man skal dog være forsigtig og ikke tage for mange stoffer. Hvis mængden af whiskey i kroppen overstiger mængden af stoffer, bliver man hurtigt til en nar. Det skete for en af mine venner nytårsaften. To timer efter vi var begyndt at drikke, havde jeg kun fået ét shot — han havde drukket ni, og inden længe brækkede han sig i køkkenet. Han gik ned til et par at gæsterne, da han troede han stadig kunne tale sammenhængende, men han mumlede bare. Ved frokosttid lå han og sov den ud på gulvet i forrådskammeret.

Speed er det værste narkotika. Jeg har prøvet det hele, og jeg elsker at trippe, men det er ikke smart, når man er i et køkken. I år anskaffede jeg noget dexamfetamin. Tager man det, får man absolut ingen tømmermænd. Almindelig speed giver forfærdelige tømmermænd. Jeg troede engang, at jeg kunne overkomme tømmermændende ved at tage lidt speed, jeg havde tilovers, men det er ikke måden, man skal gøre det på. Jeg er mega træt af at have tømmermænd. Hvis man bliver udmattet af speed, skal ens sind restituere, og sommetider tager det et par dage. Det er virkelig forfærdeligt.

Da jeg var yngre og endnu ikke var blevet kok, var det sådan, jeg gjorde. Jeg arbejdede engang sammen med en pige, der solgte speed. Hun havde en kuffert fyldt med speed liggende under sin seng. Den sidste aften vi arbejdede sammen i køkkenet, tog vi begge noget af det. Kort efter vi havde taget det, blev jeg sendt hjem, og hun stod bare måbende tilbage. Jeg mistede også en pose speed engang i den samme restaurant og blev opdaget: der var jeg nødt til at undskylde over for resten af personalet.

Jeg vil ikke have stoffer i køkkenet bortset fra Koningsdag og nytårsaften—aldrig nogensinde. Sved, uregelmæssig hjerterytme, og følelsen af at være døende? Det er jeg helt ovre.

Men to gang om året fester vi, og det er jeg pjattet med.

Som fortalt til Felicia Alberding.