Annoncering
Dating

Jeg spurgte en psykopat, hvordan man bliver immun over for afvisninger

Som Dr. James Fallon beskiver det: "Når jeg bliver afvist, mærker jeg det i cirka minus to sekunder. Jeg er fucking ligeglad."

af Julian Morgans
07 februar 2017, 6:00am

Foto: James Fallon

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Jeg var for nylig på date med en sød, klog og smuk pige, som grinede af alle mine jokes og bagefter aldrig svarede på mine beskeder. Efter daten tænkte jeg yes!, og hun gik formentlig derfra og tænkte fuck nej! Hvem ved, hvad hun rent faktisk tænkte – men jeg spenderede de næste par dage på at gruble over det.

At spekulere på, hvad andre mennesker synes om dig, er et klassisk problem, og afvisning er per definition ufedt. Når telefonen ikke ringer, invitationen ikke kommer, eller du bliver pillet af holdet eller ikke får forfremmelsen, så er det kun naturligt, at du føler dig såret. Eller, det er naturligt for de fleste mennesker – men ikke alle. Psykopater er nemlig ligeglade med, hvad andre mennesker tænker om dem – og derfor spurgte jeg en af dem til råds.

Dr. James Fulton er neuroforsker ved University of California. Han forskede i seriemorderes hjernestrukturer i 2006, da han fandt ud af, at hans egen hjerne passede på profilen. Forundret begyndte han at fortælle det til sine venner og familie, som alle afslørede, at det var noget, de længe havde antaget. Som James beskriver i The Guardian: "Jeg begyndte at spørge folk omkring mig, hvad de egentlig syntes om mig... og jeg skal love for, de gav svar."

Da jeg læste det, var jeg sikker på, jeg havde fundet den rigtige. James defineres som en "pro-social" psykopat, hvilket vil sige, at han er empatisk nok til at være gift og have et socialt liv, men lever uden de bekymringer og flossede følelser, de fleste af os mærker hele tiden. Så jeg ringede til James for at spørge, hvordan han bærer sig ad. Hvordan kan han bevæge sig gennem livet helt urørt af fornærmelser? Og ville jeg kunne lære det?

VICE: Hej James. Lad os begynde med det bredeste spørgsmål: Hvordan føles afvisning for dig?
Dr. James Fallon:
Det føles fuldstændig fint. Som mine to psykiatere siger, så er mit største problem i livet, at jeg er pisseligeglad. Og det er rigtigt nok.

Hvordan kan det være?
Jeg ved bare, at jeg kan gøre, hvad jeg vil, og så skal der nok komme noget bedre senere. Helt absurd swagger er nok størsteparten af det.

Men ikke det hele?
Altså nej. Jeg er professor og forsker, så hele mit liv handler om sandsynlighed. Alting kan gøres op i procent for mig. Hvis jeg for eksempel tænker, at jeg har odds 20:1 imod mig, så laver jeg 20 forskellige bud eller versioner for at være sikker på, at jeg får, hvad jeg vil have. Man træner også sine forventninger ved at gøre det. Hvis dine chancer er 20:1, og du kun giver det ét forsøg, så kan jeg heller ikke tillade mig at blive skuffet, hvis det ikke lykkes. 

Jeg lærer alle mine studerende at tænke på samme måde. Jeg siger: "I skal indstille jeres forventninger ikke kun til succes men også til fiasko på tre niveauer." Man har måske noget basic stuff, som man er 100 procent sikker på bliver udgivet, og så har du noget i midten, som har en middel risiko, og så vil du altid have noget, som er virkelig højrisiko. Chancerne for at det giver pote er små, men hvis det lykkes, er afkastet kæmpestort. Dybest set mener jeg, at meget af livet skal gribes an på den måde.

Det giver mening, men det er også meget klinisk. Du er nok mere tilbøjelig til at tænke på den måde, ikke?
Jo, og lad mig fortælle dig hvorfor. Et af hovedområderne i hjernen, som er forbundet med angst og rædsel, hedder den midterste cingulære cortex. Det er ikke helt sikkert, at det er den del af hjernen, der er associeret med afvisning, men jeg vil sige, at det er muligt. Da jeg blev undersøgt, var den del af min hjernen slukket, så det giver mening.

Så du siger, at din hjerne ikke har evnen til at føle afvisning?
Ja, eller graden af afvisning, jeg føler, er langt mindre end hos den gennemsnitlige person. Den forbindelse [i hjernen, red] er nedsat, hvilket formentlig er en genetisk ting, og ingen kender rigtig genetikken for den slags forbindelser endnu. Et andet bevis er, at hvis man kigger på folk, hos hvem den her forbindelse er meget aktiv, så har de ofte borderline personlighedsforstyrrelse. Nogle af dem ender med at begå kriminalitet på grund af det, ligesom psykopater, men af nogle andre grunde.

Findes der en måde at manipulere den del af hjernen på?
Der udkom en en rapport sidste år, som viste, at der findes et stof, som slukker for den. Det vil sige, man lavede et forsøg med kræftpatienter, der er bange for at dø. De tænker, Jeg skal dø, og der er ingenting bagefter. Bare rendyrket eksistentiel angst. Men efter de fik psilocybin, gik angsten væk.

Psilocybin? Som i magiske svampe?
Lige præcis, magiske svampe. Undersøgelsen viste, at psilocybin lammer en del af den psykiske angst, og jeg vil tro, at den også nedsætter smerten ved social afvisning.

Okay, lad os antage, at det er de færreste mennesker, der er tilbøjelige til at microdose. En sund form for selvværd er nok en mere realistisk løsning. Kan du fortælle lidt mere om dit overordnede selvværd? 
Ja, hvis jeg vil have noget, så får jeg det næsten altid. Det er bare min erfaring.

Hvad kom først? Følelsen af, at du kan alting, eller beviset for, at du rent faktisk kan?
Det sidste. Det vil sige, når jeg tænker tilbage på min barndom, så tror jeg ikke, jeg kunne alting. Men da jeg var i midten af mine teenageår, begyndte jeg virkelig at kunne mærke det. Jeg fandt ud af, at hvis jeg virkelig havde viljen til at opnå noget, så fik jeg det altid. Men jeg tror altid, jeg har haft redskaberne til, at det kunne lykkes. Jeg mener, i dag ligner jeg lort, men da jeg var yngre, var jeg 183 cm høj og så godt ud. Jeg var atletisk, sjov og klog. Så på den måde har jeg været heldig. Jeg var bare i stand til at tage de egenskaber og få, hvad jeg ville have.

Synes du, du er bedre end andre? 
Jeg mener, jeg er klogere og mere kompetent end en meget stor andel af folk. Jeg mener ikke, jeg er et bedre menneske, men jeg mener, jeg er mere kompetent og har mere indsigt. Men jeg mener ikke, at jeg er moralsk eller spirituelt overlegen.

Okay, lad os samle brikkerne. Har du et sidste råd til læserne af denne artikel?
I forhold til afvisning spørger jeg altid mig selv, hvorfor skete det? Jeg spørger aldrig nogensinde, hvorfor er jeg ikke værdig? Gik jeg efter den forkerte person, det forkerte selskab, den forkerte redaktør? Valgte jeg et forkert pitch? Det handler altid om at forbedre pitchet og teknikken eller at vide, om man jagter det forkerte. Det er det hele. Når jeg bliver afvist, mærker jeg det i cirka minus to sekunder. I stedet tænker jeg, hvordan løser jeg det?