Warren G vil for altid være en undervurderet hiphop-legende

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Hvis man er opvokset i Los Angeles i 90’erne kan man ikke undgå at have et forhold til rapperen Warren G, fordi man han fået hans beats og rim ind med modermælken. G-funk er ikke noget, man lærer om, det er noget, der er indbygget – en helt fundamental byggeklods i den genetiske kode. Vi bærer alle sammen rundt på en flig af Warren G inderst inde, der er lige så fåmælt og smooth som rapperen selv, men til gengæld altid klar til at springe ud, så snart man hører anslaget til Michael McDonalds “I Keep Forgetting”, der er samplet på “Regulate”. Men hvis man reducerer rapperen fra Long Beach til summen af hans største hits, gør man både ham og en selv en bjørnetjeneste.

Selv om det var helt uimodståeligt, så var “Regulate” – det altoverskyggende singlehit fra Warren G’s debut fra 1994, Regulate…G Funk Era – en undtagelse. Su11ge Knight, som var vred over, at han begik den fejl at lade være med at skrive kontrakt med Dr. Dres yngre stedbror, der i stedet røg til Def Jam, forbød Death Row-kunstnere at samarbejde med Warren G. Det betød, at Snoop Dogg og Nate Dogg – Warrens to bedste barndomsvenner og to-tredjedele af deres fælles Long Beach-trio 213 – næsten er helt fraværende på hans album. Det var en ondsindet og smålig handling fra en mand, der excellerede i den slags, men det stoppede ikke den unge rappers karriere fra at tage fart. Takket være et hold af stort set ukendte talenter fra Long Beach (og succesen med “Indo Smoke” fra Poetic Justice-soundtracket, som Warren G lavede sammen med Nate Dogg og Mista Grimm), blev Regulate… en trippelplatin-vindende plade.

Warren G’s nye dokumentar, G-Funk, som er ude nu på YouTube Premium, byder på aldrig før sete optagelser og optrædener med G-funk-legender som Snoop Dogg, Too $hort og Ice Cube (og Deion Sanders) og portrætterer tidsånden i midten af 90’erne og den scene, som Warren G stod i spidsen for. Filmen placerer Regulate… som den logiske udvikling fra Dr. Dres The Chronic og Snoop Doggs Doggystyle ved at fortælle historien om de enkelte pladers tilblivelse og senere betydning. Den argumenterer også for, at Warren G fortjener mere anerkendelse, end han har fået, hvilket er en fuldstændig korrekt vurdering. Trioen af albums, sammen med DJ Quiks Safe + Sound, er essentielle kulturelle tekster, hvis man gerne vil forstå den stemning, der herskede i det dybt splittede og voldelige Los Angeles i de år.

I takt med at 90’erne blev til 00’erne, blev “Funky Worm” og Parliament Funkadelic-samples mindre populære. Mange af Warren Gs samtidige røg i glemmebogen, men selv fortsatte han ufortrødent og udviklede sig som kunstner. Med sange som “Annie Mae”, “I Want It All” og den subtile, sjælfulde “I Need A Light” beholdt Warren G det melodiske element og den bløde kvalitet fra G-funk uden at falde i nostalgifælden. Men fordi Warren G aldrig omfavnede soleberømmelsen i sin karriere – som for eksempel DJ Quik og Dr. Dre gjorde – er hans omfattende diskografi blevet undervurderet over årene.

Selv om det næsten er ti år siden, han sidst udgav et album – The G Files fra 2009 – så har Warren G ikke travlt med noget. Han har det godt med at være en midaldrende mand i dag. Han er far til fire, elsker at grille og røge kød, og da han dukker op til vores interview, er han en smule skæv på den hyggelige, far-seje måde. Han laver PR for den nye dokumentar og er i løbende kontakt med to presseagenter. Det er en helt vanvittig varm dag i LA, og han er iført olivenfarvede bukser og en matchende hoodie, men ikke en dråbe sved på panden. Warrens barndomskælenavn kunne ikke være mere passende. Han er virkelig Sir Cool.

Noisey: Jeg så i dokumentaren, at du og Snoop så hinanden henover legepladsen på vej til skole hver morgen. Kan du huske dit første indtryk af ham?
Warren G: Mig og min søster Mitsy spillede altid Asteroids inden skole, og så gik vi gennem parken, hvor jeg stødte på Snoop. Jerry, Snoops bror, var min bedste ven dengang. Så endte Snoop og jeg med at blive bedste venner – men de var begge to mine dawgs. Men altså mig og Snoop endte med at være superbedste venner. Han var ret sjov. Vi kaldte det “bagging” – han “baggede” altid folk, lige meget hvem de var.

Suge Knight afviste dig, og i dokumentaren lader det til at komme som et stort chok for dig. I bakspejlet tror du så, det var det bedste, der kunne ske?
Helt sikkert. Det viste sig at være en velsignelse. Dre sagde: “Du skal være helt din egen og vælge din egen vej frem,” og det var helt sikkert en velsignelse. Han var sikkert mere klarsynet end mig, fordi han var ældre. Jeg har ikke noget imod Suge Knight. Jeg ville bare gerne hænge med de drenge, jeg kendte, fra da jeg var lille, men jeg havde det lidt sådan: “Fint nok, jeg klarer bare mig selv.” Det gjorde da ondt. Men jeg gjorde bare det, jeg måtte gøre selv.

Jeg har to meget specifikke spørgsmål om The Chronic. Ved du, hvem knægten i “Nuthin But A G Thang“-videoen er?
Det er min homeboy Dewaynes søn. Det er Lil’ ‘Wayne. Han gik på universitetet i Arizona og er ingeniør derude et sted i dag.

Andet spørgsmål: Hvem ringede du til i “Deeez Nuuuts“-nummeret?
Det var min homegirl, nu er jeg på den, mand, jeg kan ikke lige huske navnet. Hun slår mig ihjel, når hun læser det her. Hun er min homegirl, jeg ringede til hende, og det vilde er, at jeg prøvede at score hende. Det var en rigtig samtale. Jeg bad Dre om at tænde for mikrofonen, og så sagde jeg: “Jeg ringer lige til en pige.” Jeg var vild med hende, så jeg ringede og spurgte: “Hvad laver du i dag?” “Aha, du får fikset negle?” “Javel, ja. Okay. Er ham der fyren stadig efter dig?” “Hvem?” “Deeez Nuuuts.”

I dokumentaren får man fornemmelsen af, at The Chronic var skæbnebestemt – du vidste, den ville blive stor. Havde du det også sådan med Doggystyle?
Ja, helt sikkert. Man kunne høre det på musikken. Det var en af de bedste producere, som arbejdede på den, og det fungerede bare – lyden var helt sprød, ren, klar og original. Det var bomben.

Da jeg var på vej herover, tændte jeg for radioen, og det første, jeg hørte, var dit vers på “Ain’t No Fun”. Kan du fortælle mig lidt om den sang?
Jeg kom ind midt i det hele der. Da jeg kom ind, var de allerede i gang med at optage pladen, og da jeg hørte den, var jeg sådan, hmmm. “Må jeg ikke være med?” De sagde: “Okay, skriv et vers.” Så gik jeg lige ind foran mikrofonen og skrev det lort. Jeg starter den med: // Whoo, hey, now ya’ know / inhale exhale with my flow / one for the money, two for the bitches, three to get ready, and four to hit the switches. // Det er min stil lige der. Det har jeg lært ved at lytte til oldschool hiphop.

Din lyd udviklede sig gradvist henover 90’erne. Var du bevidst om at gøre G-Funk tidssvarende, eller var det sket under alle omstændigheder?
Det var sket under alle omstændigheder. Det var bare straight-up positiv musik. “Where rhythm is life and life is rhythm.” Jeg brugte nogle af basgangene fra andre plader. Jeg kan ikke huske, hvad det hedder – det er fra et Moog – vi kalder den bare for “pruttelyden” [ laver en dyb baslyd] wahh wahh wahh wahh. Det brugte vi i musikken sammen med liveinstrumentering.

Jeg er opvokset i LA og lyttede til 213-albummet, da det udkom, men jeg ikke, om det har fået den anerkendelse, det fortjener.
Det album ville rive alt fra hinanden i dag. Det er ren virkelighed, og folk kan relatere til det.

Var det en lettelse at lave det album?
Ja, det var en stor lettelse. Det var nogle af de sjoveste øjeblikke i mit liv. Vi lavede den oppe i Diamond Bar. Snoop havde et kæmpestort hus, hvor vi indrettede studie på første sal. Det er en af de sjoveste ting, jeg har lavet, mens jeg har været i hiphop-branchen. Det var fedt. Vi havde et køkken, så vi lavede mad sammen. Sommetider grillede vi, sommetider lavede vi kylling. Det var bare mad og gode tider med masser af venner og folk, der sad nedenunder og spillede kort, mens vi arbejdede ovenpå. Det var fedt.

Jeg ved godt, at du laver mad, men gør Snoop og Nate også det?
Ja! Snoop er pissegod til at lave vinger! Og koteletter! Han laver de bedste koteletter i verden. Den motherfucker steger en hel pakke bacon sammen med kyllingen. Snoop er fandeme skør.

Hvad savner du mest ved Nate?
At være i studiet sammen. Når jeg laver musik, savner jeg hans ekspertise. Kunstnere i dag skal hele tiden holdes i hånden. Han vidste bare instinktivt, hvad han skulle gøre. Han havde så meget talent. Han gjorde altid et koncept kæmpestort. Han fangede det bare med det samme, når man havde en idé. Og så savner jeg også bare at hænge med ham.

Dokumentaren er fuld af optagelser af Nate Dogg. Er der noget derimellem, som du ikke havde set før?
Nej, jeg havde en fyr med til at filme overalt. Han hedder James. Jeg betalte ham bare for at følge mig omkring med et kamera. Jeg har haft ham med i udlandet og overalt, så han kunne filme det hele. Han havde stadig båndene – og tog sgu ekstra betaling for dem. Jeg har sgu da allerede betalt dig, din klovn! Jeg blev pissesur. Jeg kunne sagtens have gjort en sag ud af det, fordi jeg havde alle kvitteringerne. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tager mig stadig af ham.

Hvordan føltes det at gense alt det gamle materiale?
Det mindede mig om alle de gode stunder med Snoop, Nate, The Twinz, Da 5 Footaz og alle de andre gamle drenge. Når man når min alder, er det fedt at se tilbage. “Fuck, jeg så sgu godt ud dengang, haha.” Nu forstår jeg, hvorfor damerne var vilde med mig. Når mine børn hører mine ting, tænker de bare på mig som far. De kender slet ikke historien.