FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Den lille død: at leve og elske som nekrofil

"Folk tiltrækkes af forskellige ting, og for mig er det tilfældigvis lig."
Billeder af Jörg Buttgereit/Nekromantik

Hayden (som af åbenlyse grunde ikke er hans rigtige navn) er 18 år gammel og vil aldrig glemme det øjeblik, han fandt ud af, at han er nekrofil. Han var 14 år dengang og deltog i en ung piges begravelse, som havde været en nær ven. Det var første gang, han var i kontakt med et lig.

"Jeg kunne mærke hendes kølige hud på min hånd i timevis bagefter, og jeg tænkte på, hvordan det ville være at holde om hende for evigt. Hun var så kold, og hendes øjne var helt åbne og blanke og livløse," fortalte Hayden mig om oplevelsen.

Annoncering

"Jeg kan huske, hvordan lyset ramte hendes ansigt, så det lignede at hun sov, men hendes øjne var opspilede og døde," fortsætter han. "Jeg tænkte, at jeg kunne drukne i dem. Jeg havde lyst til at køre mine fingre gennem hendes hår og flette mine fingre sammen med hendes, og bare lade min hud smelte sammen med hendes, så jeg kunne mærke hende for evigt. Det var overstået alt for hurtigt."

Hayden fortalte, at når han tænkte på den episode, var det ofte efterfulgt af en intens vrede og skyldfølelse. Og når han forsøgte at fortælle nogen om, hvad han følte, var de langt fra forstående.

Læs også: Håndværkeren der jagter pædofile i sin fritid

Lige så længe man har forsøgt at afgrænse, hvad der er passende social adfærd, har der enten været eksplicitte forbud imod nekrofili eller i hvert fald et stærkt tabu forbundet med det. Men til trods for tabuiseringen så har nekrofili alligevel spillet en stor rolle i samfundets myter og legender. Tag for eksempel Achilleus, som angiveligt udøvede nekrofile handlinger med Amazonedronningen Penthesileas lig efter at have slået hende ihjel. Eller Kong Herodes, der eftersigende balsamerede den anden af sine ti koner i honning og fortsatte med at have samleje med hende i syv år efter hendes død. Nogle forskere mener, at også Karl den Store jævnligt udøvede nekrofili. I en mere moderne kontekst, har Tornerose nogle ret tydelige nekrofile overtoner.

Måske var det netop forekomsten af de her nekrofile tendenser, uanset om de er opdigtede eller virkelige, som lå til grund for at lovgive eksplicit imod nekrofili i første omgang. Måske er nekrofili mere almindeligt, end vi har lyst til at anerkende. Sex og døden har trods alt altid været forbundet også rent sprogligt - på fransk er la petite mort, eller "den lille død", en måde at omtale en orgasme.

Annoncering

Ordet "nekrofili" blev for første gang brugt i en moderne kontekst i 1850, hvor den belgiske psykolog Joseph Guislain brugte termen i en forelæsning. Han omtalte den franske nekrofil François Bertrand, som var blevet dømt for at grave lig op på parisiske kirkegårde og lemlæste dem. Men det var først, da udtrykket blev brugt i det banebrydende psykiatriske opslagsværk Psychopathia Sexualis af Richard von Krafft-Ebing, at det blev almindeligt kendt.

Men forskningen i nekrofili er stadig sparsom, delvist fordi det er for sjældent og tabubelagt til at kunne undersøges grundigt nok. Selv det vigtigste opslagsværk inden for psykiatrisk diagnosticering, Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, havde ikke et selvstændigt afsnit om nekrofili, før den seneste udgave udkom i 2013.

I 2009 foreslog Anil Aggrawal, som er professor i retsmedicin ved Maulana Azad Medical College i New Delhi, et nyt system til at klassificere nekrofili. Han beskrev praksissen som "en af de mærkeligste, mest bizarre og frastødende eksempler på unormal og pervers sensualitet." Hans teori om ti typer af nekrofili er langt den mest nuancerede behandling af emnet til dato og er grundigt beskrevet i hans bog Necrophilia: Forensic and Medico-legal Aspects.

"De største udfordringer ved at forske i nekrofili er manglen på litteratur og et utilstrækkeligt antal sager," fortalte Anil Aggrawal mig. "Jeg vil ikke sige, at jeg overvandt de udfordringer fuldstændigt, men jeg prøvede."

Annoncering

Anil Aggrawal konkluderer i sin forskning, at der findes et bredt spektrum af nekrofile tendenser. Den version står i kontrast til tidligere forsøg på at klassificere nekrofili, som for eksempel et forskningsprojekt fra 1989 af Jonathan Rosman og Phillip Resnick, som inddelte nekrofili i to grupper – "ægte nekrofili" og "pseudonekrofili". På baggrund af et antal sager fra hele verden går kategorierne i Aggrawals system fra almindelige seksuelle fantasier til ekstreme nekrosadistiske handlinger.

I den milde ende af spektret findes type 1, som inkluderer rollespil, og personer hvis nekrofile fantasier ikke involverer det lovbrud, som vi normalt forbinder med nekrofili. Det kan for eksempel være mennesker, som ophidses af, at deres levende partner spiller død, skal genoplives eller er vampyr.

Type 2 inkluderer "romantiske nekrofile," - personer, som er ude af stand til at acceptere en partners død, som for eksempel enken i Belgien, der stadig sov med sin mands lig i hjemmet et år efter hans død.

Folk i type 3, eller nekrofile dagdrømmere, fantaserer derimod faktisk om døden og døde. Det kan være fantasier om at besøge begravelser eller kirkegårde eller om at have sex i nærheden af en kiste. Endeligt kan det også være erotisk stimulans af at se billeder af døde mennesker.

Herefter dækker klassifikationerne over den almindeligt kendte form af nekrofili i form af mennesker, som udfører seksuelle handlinger med døde mennesker. Som Anil Aggrawals klassificeringssystem beskriver, er der overraskende mange måder at gøre det på. Der er dem, som stimuleres seksuelt blot ved at røre ved et lig (type 4). Så er der nogen, der lemlæster døde kroppe, mens de onanerer (Type 6), mens andre er morderiske nekrofile (Type 9), som er så desperate efter at have sex med et lig, at de er villige til at slå levende mennesker ihjel for at opnå det.

Annoncering

Hvis man nævner en voldsom mordsag ved middagsbordet, deltager folk i samtalen, men hvis man nævner nekrofili, bliver der stille. - Carla Valentine

Ifølge Aggrawals forskning er det ikke kun muligt, men også relativt almindeligt, at nekrofili kan udvikle sig fra en type til en anden med tiden. Han beskriver adskillige tilfælde i sin bog, hvor personer, som tidligere kun har haft nekrofile fantasier, opsøger erhverv, hvor de har kontakt med lig for at kunne føre fantasierne ud i livet.

Hayden fortalte mig endda, at han har tænkt sig at finde et job, hvor han jævnligt kan være i nærheden af døde mennesker. "Jeg ved godt, at jeg ikke kan fuldbyrde mit begær. I hvert fald ikke uden at blive opdaget eller anholdt," fortæller han. Men han siger også, at han ikke er bekymret for, at hans fantasier skal udvikle sig til forbrydelser. For ham "er det nok at røre."

"De fleste kan ikke lide tanken om, at nogen skal befamle deres lig og slet ikke, at de skal have sex med det. Det synes jeg er mærkeligt, for de skal jo alligevel ikke bruge det længere," tilføjer han. "Jeg synes slet ikke, at det er så stort et problem, som det bliver gjort til. Medierne og retssystemet blæser det helt op."

Stoya læser Superverts 'Necrophilia Variations'højt, indtil hun får en orgasme.

Carla Valentine er ansat på et lighus og har startet netværks- og datingsiden Dead Meet, som udelukkende er for personer, der arbejder med døden. Derfor tilbringer hun en stor del af tiden med at tale om døden. Hun håber, at tiltagene vil gøre folk mere tilbøjelige til at tale om døden i stedet for at klappe fuldstændig i, når emnet bliver nævnt. En af måderne hun gør det på, er ved at "gøre nekrofili tilgængeligt".

Annoncering

"Når jeg taler om at 'gøre nekrofili tilgængeligt', så mener jeg, at man bør kigge på det objektivt og opfordre andre til at gøre det samme," forklarer hun. "Folk bliver mindre chokerede, når det handler om tortur og mord på levende mennesker, end de bliver, hvis en person er tiltrukket af eller har en sensuel eller intim oplevelse med en død. Hvis man nævner en voldsom mordsag ved middagsbordet, deltager folk i samtalen, men hvis man nævner nekrofili, bliver der stille."

Selvom Carla Valentine ikke identificerer sig selv som nekrofil og ikke har noget begær rettet mod døde mennesker, så handler mange af hendes tekster om krydsfeltet mellem sex og døden, og især hvordan det repræsenteres i populærkulturen. En væsentlig del af hendes forskning undersøger, hvordan den kulturelle forståelse af døden opstår og udvikler sig. Hun beskæftiger sig i særdeleshed med spørgsmålet om, hvorfor folk udtrykker stærk væmmelse ved nekrofili, når de samtidig dukker op i hobetal for at se den repræsenteret i populærkulturen – især i den form som hun kalder "neo-nekrofili", eller forholdet til levende døde, som i for eksempel Twilight.

"Hvad er det ved døden og døde mennesker, som er så afskyeligt, at vi – i hvert fald ikke i den vestlige verden – kan acceptere tanken om intimitet over for døde mennesker?" spørger hun. "Jeg har spurgt folk, hvorfor det er så tabubelagt, og seriøst fået svaret, 'Jeg kan ærligt talt godt forestille mig at have en sexslave, som jeg torturerer, men jeg kunne aldrig have sex med et lig.' Hvad sker der for det?"

Annoncering

Det er kun i de dunkle afkroge af vores kultur, at man finder værker som Jörg Buttgereits Nekromantik filmserie eller Superverts Necrophilia Variations, som begge vidner om en vedvarende fascination af makabre seksuelle afvigere. Især den sidstnævnte er interessant, da det er en række afsnit, som lader til at repræsentere Anil Aggrawals ti klassifikationer af nekrofili, men blot fortolket af Bataille eller Marquis de Sade.

Der findes også produkter, som romantiserer døden, lige fra parfume med en duft af bedemandskontor til vampyr-Fleshlights og blomster, der ligner penisser og dufter af råddent kød. Måske er det ikke andet en goth relateret spøg og skæmt, men den slags genstande appellerer i hvert fald til Haydens fetich.

"Der er produkter til enhver fetich, hvis man ved, hvor man skal lede," siger han. "Jeg synes, der er et rimelig godt udvalg på markedet for nekrofilirelaterede produkter. Men det er ikke det mærkeligste, der findes derude."

Hayden fortæller, at han indtil videre kun har tilfredsstillet sine nekrofile lyster på andre måder, som for eksempel ved at skrive digte og historier om sine fantasier. Når det ikke er nok, er der altid internettet, og især på Deep Web flyder det med sider for folk, der deler hans seksuelle interesser.

"Jeg fandt en side, som poster billeder af velklædte lig i kister," forklarer han. "Den har virkelig hjulpet, når jeg har prøvet at styre mine tanker."

Annoncering

Folk tiltrækkes af forskellige ting, og for mig er det tilfældigvis lig. - Hayden

Spørgsmålet er, om det er en sund måde for en nekrofil at koble af på, eller om det i virkeligheden blot forværrer og intensiverer lysten til at have seksuel kontakt med et lig.

"Nekrofili kan udvikle sig fra type 1 til enhver af de andre typer, så de her tilbud er muligvis med til at vedligeholde vanen," siger Anil Aggrawal. "Jeg mener, at den bedste måde at håndtere nekrofile lyster er at kontakte en psykiater eller psykoterapeut. Der findes en række strategier, som kan benyttes til at hjælpe dem."

Haydens psykiater foreslog, at han deltog i en støttegruppe for mennesker med forskellige afvigende seksuelle tilbøjeligheder, men for Hayden forværrede det blot den angst og skam, han føler i forbindelse med sine lyster, så han stoppede i gruppen. Den største støtte for ham til at håndtere sit tabubelagte begær, har været hans kæreste.

"Hun læser alle mine digte og historier om nekrofili, og sender mig endda sange eller artikler, som hun finder om emnet," fortæller han. "Hun har altid fortalt mig, at det ikke er unormalt – folk tiltrækkes af forskellige ting, og for mig er det tilfældigvis lig."

I afsnittet om nekrofili i Psychopathia Sexualis skriver Kraft-Ebing, at det er et åbent spørgsmål, om nekrofile lyster også kan opstå i det raske sind, og at det bør undersøges nærmere. I de 150 år, der er gået siden værket blev trykt, lader det til at den psykiatriske forskning betragter spørgsmålet som besvaret, med et rungende "nej."

Det giver nok meget god mening. Gennem tidens løb har der været for mange eksempler på brutal nekrofili og alene tanken om, at have seksuel omgang med et lig, er nok til at give de fleste kvalme. Men måske er der en anden side af sagen; den Carla Valentine og andre er ivrige efter at italesætte. Måske skal nekrofili ikke frygtes og tabuiseres, men i stedet være med til at åbne for vigtige diskussioner, og nuancere vores kulturelle forståelse af sex, kærlighed, livet og døden.

Mere fra VICE:

Da jeg fortalte min bedstemor, at jeg bruger hendes navn til at lave porno

Sådan dater du et voldtægtsoffer

Billeder af Rumæniens ultra-religiøse dåbsritualer