Annoncering
Stuff

​Vi spurgte homoseksuelle mænd, om de hellere ville være hetero

"Jeg kan godt lide, den jeg er, og det ville jeg ikke lave om på. Samtidig ville jeg godt kunne lide det, hvis verden bare accepterede mig for den jeg er."

af Franz Lichtenegger
19 april 2016, 5:07am

Billede af Flickr-brugeren Andrea

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Alperne

I dag er de fleste frisindede mennesker enige om, at din seksualitet ikke er et valg. Fra Lady Gaga til den amerikanske højesteret er den mest udbredte holdning, at man fødes med sin seksualitet. Men der findes stadig folk på begge sider af de største LGBT-mærkesager, der mener, at homoseksualitet er et aktivt valg. Den feministiske skribent Julie Bindel har argumenteret for, at nogle mennesker vælger at være homoseksuelle, mens mange republikanske præsidentkandidater i USA, såvel som nogle af Storbritanniens konservative parlamentsmedlemmer bruger det samme argument til at nægte homoseksuelle visse rettigheder.

Lad os, i et kort øjeblik, forestille os, at gruppen af radikale feminister og homofober har ret. Hvorfor ville nogen vælge at være homoseksuelle? En tilværelse, hvor man udsættes for diskrimination, mobning, og ja, endda vold i nogle lande? Findes der nogen, der ville vælge at risikere at blive udstødt af deres egne familier? Selvmordsrisikoen er fire gange højere blandt homoseksuelle teenager, end den er blandt heteroseksuelle. Derudover er spiseforstyrrelser, ensomhed, misbrug og depressioner stadig udbredte lidelser blandt verdens LGBT-ungdom. Hvem ville ønske sig sådan et liv?

Udover diskriminationen er det også bare sværere at være homoseksuel. Selv de unge, homoseksuelle mennesker - som mig selv - der var heldige nok at vokse op i frisindede omgivelser, lever stadig i en verden, der er skræddersyet til heteroseksuelle. Hvis man ser bort fra de eksplicit homoseksuelle events og apps, er det meget sværere at møde folk. Folk går enten ud fra, at man er hetero, eller også sætter de dig i bås som "homoen" i vennegruppen.

For mig virker det hypotetiske valg om at blive hetero ret indlysende. Det er ikke noget, jeg siger, fordi jeg i virkeligheden går rundt og hader mig selv - jeg er virkelig glad for at være homoseksuel (i dag). Men alt ville være meget nemmere, hvis jeg var hetero. Hvis det var op til mig, ville jeg foretrække at leve et liv, hvor jeg havde mulighed for at gifte mig med min partner.

Jeg spurgte nogle andre homoseksuelle mænd, om de helst ville være homo eller hetero.

Michael, 23

Jeg diskuterede engang det her med en ven, der sagde, at han ville tage den indsprøjtning, der gjorde ham hetero, hvis den havde fandtes. Jeg tror ikke, at jeg ville være hetero, hvis jeg havde valget. Det ville helt klart være spændende at prøve i en uges tid, men jeg tror ret hurtigt, jeg ville kede mig. Jeg tror, at der er en grund til alt, og hvis jeg havde været hetero til at begynde med, så kan det godt være, at jeg havde haft en lettere barndom, men jeg ville heller ikke have nogen humor - og ville heller ikke være så god til at tage imod kritik, som jeg er i dag. Men det er jo umuligt at sige!

Udover det, så kedeligt som det lyder, så er der mange aspekter af "homo"-kulturen, som jeg er ret glad for; film som Priscilla og Queen of the Desert eller trashy popmusik. Og jeg tror, at jeg ville miste alt det, hvis jeg var hetero.

Thomas, 21

Der var engang, hvor jeg definitivt ville have svaret "ja" - især da jeg var i puberteten. Men sådan er det ikke i dag. Jeg er glad for at leve i det 21. århundrede og være med til at gøre verden til et bedre sted ved at vise, at der er mange forskellige måder at udtrykke kærlighed på. Også selvom vi kun befinder os lige i begyndelsen af den her revolution.

Alan, 50

Det er et spændende spørgsmål - fordi det går begge veje. Det er heller ikke rigtig et fair spørgsmål. Alle vil accepteres for den, de er - accepteres, begæres og elskes. Men de fleste mennesker tænker på spørgsmålet som 'Ville du hellere være normal?' Jeg kan godt lide, den jeg er, og det ville jeg ikke lave om på. Samtidig ville jeg blive glad, hvis verden bare accepterede mig for den, jeg er.

Benjamin, 25

Hvis jeg var yngre, ville jeg have svaret "ja". Dengang var jeg lidt bekymret for, hvad der skulle ske med mit liv. Man bliver ikke præsenteret for så mange alternative livsstile, når man vokser op på landet. Men alt det ændrede sig ret hurtigt, især efter jeg tilbragte noget tid i London, hvor det slet ikke er noget problem. I dag er det gået op for mig, at der følger mange positive ting med at være homoseksuel. For eksempel er homo-networking en ting. Så jeg er ret tilfreds med det hele, som det ser ud i dag. Og hvem ved, hvad der kommer til at ske i fremtiden - måske bliver jeg gravid.

Robert, 26

At være hetero ville være et skridt ned for mig. Men livet er nok ret svært for alle lige meget hvilken seksuel overbevisning, man har. Følelser er kemiske forbindelser, der alle er skabt af de samme grundstoffer i det periodiske system.

Lukas, 25

Jeg ville kun være heteroseksuel i situationer, der bliver mere komplicerede af, at man er homoseksuel. Sådan en situation, har jeg endnu ikke været ude for. Men hvis du er ligesom mig og gerne vil leve et konservativt, roligt liv og stifte familie, så kan det være ret svært at være homoseksuel.

Steve, 21

X-Men spørgsmålet! Nej, jeg ville ikke have "modgiften". Jeg er glad for at være homoseksuel. Og ja, det gør da sikkert mit liv sværere nogle gange, men hvis liv er ikke svært? Selv hvis alle var heteroseksuelle, ville vi stadig finde på nye typer diskrimination. Man kan ikke altid tvinge sig selv ned i det, der er mainstream. Hvor ville det ende? Jeg tror hellere, at jeg vil holde mig til min anderledeshed. I sidste ende er det den, der har gjort mig til den jeg er.

---

Det gør mig selvfølgelig glad at høre, at de fleste, af de mennesker jeg spurgte, stadig ville vælge at være homoseksuelle. Det får mig også til at føle mig skyldig over at have tænkt, at jeg personligt ville foretrække at være heteroseksuel, bare så jeg kunne få et mere stereotypisk liv. Det er ikke en noget, jeg er stolt af. Hvis jeg virkelig selv kunne beslutte det, hvis det faktisk var et valg, så kunne jeg godt tænke mig at leve i en verden, hvor jeg ikke engang skulle overveje, om jeg havde lyst til at være mig selv eller ej.

Læs mere om LGBT fra VICE her:

Quidditch er verdens mest progressive sportsgren

Mød Danmarks første transkønnede porno-par

SE: Kampen for LGBT-rettigheder i et af Europas mest homofobiske lande

Tagged:
LGBT+
pride
LGBTQ
Vice Blog
seksualitet
heteroseksuel
homoseksuelle mænd
ville du gerne være heteroseksuel
Alperne
homoseksuelen