Travel

Sådan er det at rejse, når man er fra et land, hele verden har mistillid til

For unge irakere med #wanderlust er bare det at få godkendt et visum en forhindring.
11.10.16

En fyr der bare godt kan lide at rejse. Foto: Unsplash via

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Der er efterhånden et obligatorisk overgangsritual efter gymnasiet. "At rejse ud i verden" er blevet en ting, som man skal have sat flueben ved på sin bucket list, inden man rammer tredive. Og med hashtaggingen af rejsebilleder er det blevet et yndlingsemne på de sociale medier.

Men det er ikke alle, der har lige let ved at tage afsted. Tag for eksempel den gennemsnitlige unge iraker. Selvom det er et af verdens med konfliktramte områder, så har internettet spredt sig til selv de mest afsidesliggende områder. De mest almindelige hashtags, som livsstilsbloggerne bruger – #wanderlust, "instatravel, #travelgram – efterlader irakerne med den eneste mulighed at opleve verden gennem billeder af en kokosnødder på bountystrande. Det er verden efter 11. september, vi lever i.

Annoncering

"Jeg ville virkelig elske at se verden og mærke friheden ved at rejse," siger Zahraa Ghandour, en ung tv-vært med base i Bagdad, "men når jeg tænker på tiden, pengene og kræfterne, jeg har brugt på mislykkede visumansøgninger, så er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde får chancen for at rejse frit."

Appellen ved at rejse er let at forstå: friheden, muligheden for at opleve nye kulturer på egen hånd fri af massemediernes stereotypiske fremstillinger, og løftet om at kunne feste med ligesindede kan virke som en drøm. Tag det ønske og gang det med lysten at undslippe en nagende bevidsthed om konstant krig og ødelæggelse, og så kan man begynde at se, hvorfor "wanderlust" er lidt mere end et hashtag for unge irakere.

Når dit hjemland betragtes som ustabilt, giver det nogle begrænsninger for, hvor du kan tage hen. Ifølge det globale Visa Restrictions Index er et irakisk pas rangeret som det tredje-laveste i verden, og giver visumfri indrejse eller udsteder visum ved indrejse til kun 30 lande. Sarah Collinson, som er forskningsassistent ved det oversøiske udviklingsinstitut, skriver, at hele konceptet med et visum er "indlejret i en nations suverænitet."

Men professor i sociologi ved City University of New York uddyber tanken om visum, som værende "frontlinjen for forsvaret mod uønskede indrejser." Hele tanken om, at man skal igennem den ene forhindring efter den anden for at få et visum, afhængigt af hvor man er fra, er i sin grundform racistisk – du betragtes som "uønsket", indtil det modsatte er bevist. Man skærer alle over én kam.

Annoncering

Zahraa Ghandour er splittet. "Jeg elsker mit land. Jeg har ikke lyst til at rejse væk permanent, men jeg har brug for at se verden," siger hun. Mange af hendes venner er allerede rejst fra Irak som flygtninge – omtrent den eneste måde for unge irakere at forlade landet. "Jeg er ikke glad her," fortsætter hun, "og selvom jeg gerne vil hjælpe andre, så har jeg brug for en pause til mig selv for at kunne leve ordentligt."

Zahraa Ghandour. Foto af skribenten.

Hun fortæller, at hun har brugt tusindvis af amerikanske dollars på flybilletter og hoteller, som er endt med at gå til spilde, fordi hendes visumansøgning blev afvist. Hun er også gået glip af attraktive kurser i udlandet på grund af afviste visumansøgninger. "Jeg har ikke lyst til at skulle søge asyl, når jeg ankommer til et land," fortsætter hun, "så jeg er nødt til at følge rejsende på Instagram for at få en smag af verden uden for Irak."

Som britisk statsborger er jeg så priviligeret, at jeg kan rejse relativt let takket være mit sært magtfulde pas. Det britiske imperium er selvfølgelig forlængst dødt, men dele af dets eftermæle er endnu ikke helt glemt.

Når jeg tænker på tiden, pengene og kræfterne, jeg har brugt på mislykkede visumansøgninger, så er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde får chancen for at rejse frit.
- Zahraa Ghandour

Den pointe understregede den prisvindende filmskaber Mohanad Haynal også, da han passioneret genfortæller, hvordan hans ansøgning om visum til Australien blev afvist. Han var blevet inviteret til en workshop, hvor han skulle udvikle sit næste manuskript sammen med en gruppe internationale, prestigefyldte filmskabere, men blev nægtet indrejse i landet. "Hvor mange af de 2000 australske soldater skulle have visum, da de invaderede mit land tilbage i 2003?" spørger han, da jeg taler med ham. Hayal har i forvejen udfordringer i hjemlandet, såsom manglende elektricitet når han skal skrive, og han beskriver, hvordan kampen for at slå igennem i den internationale filmbranche besværliggøres af rejserestriktioner. "Jeg bliver behandlet som en terrortrussel, ikke som filmskaber," fortæller han. "Det er bullshit. Hvordan fuck skal jeg kunne være kreativ og dele det med verden, hvis jeg ikke kan rejse ud i den? Jeg føler mig totalt fanget."

Det kan også være sin sag at rejse internt i Irak med den sikkerhedstrussel, som Islamisk Stat udgør. Sekteriske inddelinger har gjort det svært for grupper at rejse igennem de forskellige dele. Den irakiske fotograf med kurdisk afstamning Dilshad Yousif blev født i Bagdad og taler kun arabisk. Han blev nægtet indrejse i Erbil – hovedstaden i det kurdiske Irak. "De tilbageholdt mig i lufthavnen i Erbil i tre timer for så at sende mig tilbage til Bagdad," fortæller han. "Hvorfor? Fordi de anså mig som en forræder, fordi jeg ikke taler kurdisk."

Annoncering

Det ville være en underdrivelse at kalde processen kompliceret. Den generation, som er vokset op i skyggen af krigen siden 2003, har meget sværere ved at flygte selv midlertidigt. I et land med udbredt sekterisme kan man kun forestille sig fordelene ved multikulturalismen, hvis unge mennesker fik mulighed for at opleve andre kulturer gennem at rejse. For de fleste begynder rejsen med noget så simpelt som at bestille en flybillet på nettet – men for irakere er det sjældent en mulighed.

Mere fra VICE:

Den 73-årige eventyrer som vil krydse Atlanterhavet i en kaskelothval

Sådan er det at bruge dating-apps i Qatar, hvor homoseksualitet straffes med døden

Jeg levede som en konge i Venezuela i en måned for 750 kr.