Quantcast

Jeg pressede buffetrestauranter til deres absolutte yderpunkt

Hvad man ikke gør for at holde sig oven vande i denne magre tid, vi lever i.

Oobah Butler

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Så flyttede jeg til London for et par år siden. Jeg var på røven i grådighedens by og blev bidt af besættelsen igen. Hvordan kan jeg få det absolut maksimale ud af dem? Hvordan kan jeg besejre systemet? The house can't always win. Efter mange søvnløse nætter og side efter side af febrilske professor-noter i min notesblok havde jeg fundet svaret. Fire forskellige svindelnumre, nænsomt udtænkt med samme formål: endelig at tage røven på systemet, og få det, vi fortjener, fra en "all you can eat"-buffet.

Jeg har altid været besat af "all you can eat"-buffet-konceptet. Som den yngste af seks søskende var eftermiddagen og aftensmaden altid et kapløb for at se, om man kunne blive færdig før sine brødre og søstre og få en portion til, mens der stadig var noget tilbage. Det har gjort mig ret ængstelig omkring mad og lært mig at spise hurtigt, brat og i store mængder. Derfor har jeg været inspireret siden første gang, jeg så en af de her buffeter. Her var et frirum, hvor jeg kunne spise uden stress, og hvor der altid ville være mere mad. Men inden længe fandt jeg ud af, at det hele var fup og svindel, eftersom det meste af buffetmaden er så fyldt med stivelse, at du kan ofre din værdighed og forsøge at spise som Fat Bastard fra Austin Powers og stadig kun derfra med 8 kroners stivelse i systemet.

Som 13-årig gjorde jeg mit bedste for at få det meste ud af oplevelsen: jeg spiste, indtil jeg var for mæt til at bevæge mig, krøb ud på badeværelset og stak en finger i halsen, så jeg kunne vende tilbage og få mere, som en hedonistisk, romersk adelsmand. Det var ikke den bedste plan for at være helt ærlig. Jeg fik det bare dårligt. Så jeg stoppede med at tage på buffetrestauranter. Kærlighedsaffæren sluttede.


UENDELIG FANTA

Jeg eksekverer første led af min Ocean's Eleven-agtige plan i Brixton, hvor det er alt, alt for varmt. Med min A4-papir-lignende hudfarve har jeg desperat brug for noget at drikke for at lindre min hovedpine og sandpapirstunge. Men det er ikke en mulighed, fordi jeg har ingen penge, og det er lykkedes mig at smide mit kreditkort væk for tredje gang på fire måneder. Det eneste jeg har i lommerne er mine nøgler, låget til en kuglepen og en kvittering fra Nando's fra i går aftes. Jeg bestilte: en extra spicy wrap, en majskolbe og en drik med uendelige refills. Jeg drak: et glas Cola Light. Et glas! Det er ikke uendeligt. De tjener kassen på uheldige optimister som mig. I et øjebliks vanvid, desperat og dehydreret, rejser jeg mig op, som var jeg parat til at nedstirre en kampvogn på Den Himmelske Freds Plads. Jeg tager en tom flaske med ind på Nando's på Stockwell Road og går direkte hen til maskinen for at gøre krav på det, der er mit.

Jeg stopper nervøst op for at tage en slurk af min to-liters flaske. Ingen kold hånd på skulderen, ingen lukkeansvarlig, der kommer styrtende imod mig, ikke engang så meget som et blik i min retning: Ingen giver en fuck. Så jeg bliver ved i et par minutter, med at slubre i mig og fylde op, indtil jeg til sidst går, komplet forbløffet (jeg har bogstaveligt talt ondt i tænderne). Det er en af de mest befriende oplevelser, jeg har haft i mit liv. Kunne jeg vende tilbage om en uge, et par måneder, eller et år og få en tår Fanta? Ingen ved det, men den her går i rekordbøgerne som en sejr. Jeg vil aldrig tørste igen.

TRE MÅLTIDER FOR ET MÅLTIDS PRIS

Jeg dukker op i Camberwell dagen efter med en ny plan: at tilbringe hele dagen på en kinesisk "all you can eat"-restaurant, spise alle mine måltider der, og arbejde på min computer imens. Jeg har faktisk aldrig været på restauranten, men hver gang jeg går forbi og kigger ind gennem vinduerne, bliver jeg mødt af den samme, usle, Borgerservice-stemning. Men der er faktisk godt gang i den indenfor. Stamkunder småfniser og fist-bumper fyren, der står bag disken. Det er ligesom Sams Bar, bortset fra at alle er Norman. Jeg har egentlig tænkt mig at spise fornuftigt, men de lokale står i lange køer og læsser bjerge af mad op på deres tallerkner, og jeg giver efter for gruppepresset. Min morgenmad bliver et tørt bjerg af nudler, ris, pommes frites og tang. Jeg tager en portion til og følger op med en tredje. Efter en halv time er jeg helt færdig. Hvis du nogensinde har lyst til at se, hvordan et menneske ser ud, når de hader sig selv, så bare hold øje med dem, der kommer ud af en buffetrestaurant.

Det er en udfordring at fungere normalt, når man føler sig som en dunk madolie i menneskeform. Restauranten tømmes og fyldes igen, timerne går, Years & Years spilles over lydanlægget. Restaurantpersonalet siger stadig ikke et ord til mig. Omkring frokosttid er der ikke så meget tilbage, som jeg kan holde ud at se på. Jeg ser på de tilbageværende forårsruller og Singapore-nudler og får en smule kvalme. Jeg er ikke sikker på, præcis hvor lang tid der går, men jeg falder i søvn ved bordet efter frokost. Klokken er 17.30, da jeg får samlet mod til aftensmaden, og det viser sig, at jeg ingenting har lært af morgenmadfiaskoen. Efter det er det slut. Det er ret vildt, at man kan spise en uendelig mængde mad, så længe man har lyst, for 65 kroner, i en by, hvor en fadøl koster 50 kroner. På vej ud spørger jeg manden, om det er okay eller normalt for folk at blive så længe, som jeg gjorde i dag. Han trækker på skuldrene, kigger på uret, og siger "Klart, du holdt kun i seks timer og halvtreds minutter. Det er cool, bro."

REN FORRETNING

Jeg drager mod et ekstraordinært etablissement, der er beliggende på anden etage af Victoria station. Tolv forskellige slags pizza i buffeten, og nogle-og-20 pastaretter, der bliver fyldt op på ny hvert tyvende minut - det er en raffineret skønhed i buffetuniverset. Så det gav god mening for mig at trække i en skjorte, slikke håret tilbage og falde i med pendlerklientellet. Og det virker: De giver mig den bedste vinduesplads. På 30 minutter spiser jeg så meget, jeg har lyst til, og så lidt til. Jeg dupper mig om munden med en serviet, mens jeg spørger, om det er okay, hvis jeg tager et slice eller to med hjem til rævene i min have. "Desværre, det er imod reglerne," får jeg at vide. Fint. Nogle gange er man bare nødt til at rette sig efter reglerne, og affinde sig med den situation, man befinder sig i. Jeg snupper bare min attachémappe, og så er jeg på vej. Det er vigtigt, at jeg ikke glemmer min briefcase, ser du, fordi jeg er en forretningsmand, og det er fyldt med vigtige dokumenter, skemaer, og...

Pizza! Uendelig pizza - i bunkevis. Min histories MacGuffin. Jeg tager ikke et, eller to slices, jeg vil gerne bede om 26, tak. Som Andy Dufresne, men motiveret af grådighed frem for frihed, spiste jeg et slice fra hver tallerken, jeg tog, mens jeg diskret sneg tre eller fire ned i min sølvpapirsklædte dokumentmappe. De så den slet ikke komme. Der scorede jeg lige aftensmad til de næste tre-fire dage for omkring 72 kroner. Bum!

DOBBELTGÆNGEREN

Kan du se billedet? Nej, det er ikke en illusion. Din skærm er ikke gået i stykker. Du har ikke fået en virus. Det er min ven Gavin Sparks og mig, og vi er ved at forberede os på det mest listige fupummer, Wimbledon har set siden Greg Rusedskis hårgrænse. Vi skal på Jimmy's.

For de uindviede: Jimmy's Restaurants er de mest strikse på hele buffetscenen - de smider dig ud, hvis du bare så meget som kaster et forkert blik i retning af deres kokke. Nando's, kineseren og pizzastedet var menneskekærlige, men small-time. Det her, kære venner, er the big time, og det kommer til at kræve mere end en specialbygget briefcase eller en to-liters Evian-flaske at føre dem bag lyset. Og præcis derfor valgte jeg at involvere min betroede homie, hr. Sparks. Kuppet forløber på følgende måde: Sparks slentrer ind på Jimmy's klokken 17:55 og bestiller en buffet og en Cobra-øl.

Efter at have nydt deres eksotiske verdensklasse-køkken indtil han er mæt og har drukket præcis halvdelen af øllen, sender han mig en SMS. Jeg ringer derefter til ham. Herefter vil Gavin tage telefonen og henkastet spadsere udenfor for at besvare opkaldet. Optaget af telefonsamtalen vil han stille og roligt drive til højre fra restauranten indtil han ikke længere kan ses indefra. Han vil blive ved med at gå, indtil han passerer mig, som jeg kommer gående ned af gaden, midt i min telefonsamtale med Gavin. Jeg går derefter ind på Jimmy's og afslutter opkaldet. Så sætter jeg mig på hans plads ved samme bord på venstre side af restauranten, tager en tår Cobra, og spiser mig mæt. Præcis klokken 18:56 beder jeg om regningen, og betaler for præcis en buffet og en øl. Genialt, ikke? Jeg ved det godt. Det er en af de bedste.

Lykkedes det så uden problemer? Slap vi begge helskindet væk fra det formidable kup, mætte og tilfredse, med et smil på læben? Det kan du af juridiske årsager selv få lov at regne ud.

På mange måder har jeg brugt de sidste fire dage på at prøvesmage diverse kulhydrater, sirup-baserede saucer og forskellige slags olier, men hvad jeg i virkeligheden smagte var frihed. Essensen af frihed i skåle, bakker og baljer. Det viser sig, at du bogstaveligt talt kan gøre som det passer dig på buffetrestauranter, til finanskrise-priser - der er ingen begrænsninger. "All You Can Eat" er frihed og kærlighed; det er muligvis den mest fordomsfri, uafhængige og frigørende kultur, der eksisterer i vores verden i det 21. århundrede.

Tag med på flere VICE-eventyr her:

Jeg drak mig fuld og undgik døden i et ceremonielt hestevæddeløb

Jeg tog en mikroovn med i biografen for at lave mine egne popcorn

Jeg spise alt til Nørrebro-mesterskabet i shawarma