Westermans pop puster nyt liv i singer-songwriter-traditionen

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Gennem tiden har begrebet singer-songwriter fået et blakket ry, fordi det traditionelt har været en genre bestående udelukkende af barfodede hippier med akustiske guitarer og store følelser, men over de seneste år har genren fået nyt liv. Op gennem 00’erne var den britiske musikscene oversvømmet af sentimentale drenge, der jamrede henover en melankolsk melodi, som kærestepar kunne kinddanse til, men i dag er singer-songwriteren en meget mere alsidig størrelse. Og genren fostrer i dag kunstnere, som er langt mere eksperimenterende. Det er her, Westerman kommer ind i billedet – en Londonbaseret musiker, som laver friske, skæve popmelodier med blød kant.

Westerman er udgivet på Blue Flowers – det samme hypede London-label som gav os Nilufer Yanya – og hans debut-ep, Call & Response, udkom sidste år. Det er et portræt på tre tracks, der viser en kunstner, som ikke er bange for at lege med genrekonventionerne med overraskende og skæv instrumentering suppleret af en nærmest hviskende Arthur Russell-agtig vokal. Westerman, som er inspireret af kunstnere som Joni Mitchell og Neil Young, insisterer på, at kernen i en god sang ligger under produktionens skinnende overflade.

“Jeg kunne godt lide at skrive sange – det var der, det hele begyndte,” fortæller han over telefonen fra studiet i Lissabon. “Jeg vil gerne selv kunne opføre mine sange med en guitar. Det er en god øvelse at have i hovedet, når man skriver. Hvis man skriver et godt nummer, skal man også kunne spille det uden at have en stor produktion i ryggen. Sangskrivningen står altid i centrum – én musiker, et instrument.”

Det kan godt lyde som en floskel, men i Westermans musik føles det som en ærlig vurdering fra en person, der har haft en guitar i hånden hele sit liv. Som teenager lærte han sig selv at spille og var først meget draget mod indiebands som Kings Of Leon. “Jeg tænkte: ‘Jeg prøver lige at skrive en sang, som om jeg er fra Tennessee’ … men det er jeg selvfølgelig ikke,” siger den 26-årige musiker og griner.

Efter han var kommet over sin cowboy-fase, begyndte han at forme den lyd, der skulle komme til at kendetegne ham: en subtil, idiosynkratisk stil med finurlige guitarmelodier og underlige vokalstykker. Men det var ikke, før han kom i kontakt med produceren Bullion, der selv bevæger sig inden for en elektronisk sfære musikalsk, at tingene begyndte at give mening. Resultatet er en hybrid af Crosby, Stills, Nash & Young-æraens fortællekraft og en afmålt, krystalklar moderne æstetik.

“Det, at jeg mødte en person, som havde en helt anden baggrund – jeg forstod ikke rigtig, hvordan man kunne være musiker uden at spille på et fysisk instrument – åbnede min øjne,” fortæller Westerman. “Før jeg begyndte at indspille mine numre, havde mine sange tit nogle underlige vokalbidder, som jeg brugte til at fylde det musikalske rum ud med. Det var ikke noget, jeg var vildt bevidst om, og dengang gav det mening for mig, men det er siden gået op for mig, at mine melodier tit, helt grundlæggende, er popmelodier. Men så er de til gengæld skæve i udtrykket.”

Den nye single “Confirmation” (som man kan lytte til herover) rammer en perfekt balance mellem poppet lyttervenlighed og Westermans kringlede musikalske tankegang. Sangen er tre og et halvt minut lang og handler om kreativ frelse. Nummeret skøjter mellem besynderlige, udfordrende verslinjer og et omkvæd, som anmeldere ville kalde sentimentalt, hvis Ed Sheeran havde haft pølserne i det. Det ene øjeblik lyder det som et stensikkert hitliste-nummer, og det næste har man mere en fornemmelse af at sidde på en tilrøget jazzklub i Østlondon. // Don’t you wonder why confirmation’s so much easier when you don’t think so much about it?// filosoferer kunstneren i det bemeldte omkvæd. Det er et kampråb for den vilde og uhæmmede kreativitet, som er en af grundpillerne i Westermans musik, der leveres på en måde, som får lytteren til at undre sig over, hvordan det nogensinde er lykkedes ham at finde den melodi.

Som det også er tilfældet med mange andre af Westermans smukkeste øjeblikke så kom sangen til ham på en måde, hvor det næsten virker som tilfældighedernes spil. “Jeg havde en slem skriveblokade. Det tror jeg, de fleste har prøvet, og jeg skrev og skrev, men var utilfreds med det hele.” Men da han begyndte at overveje skriveblokaden fra et andet perspektiv, simpelthen ved at tage afsæt i den som emne for nummeret, dukkede omkvædet pludselig op, som en budbringer fra den anden side. “Uden at tænke over det dukkede den sætning bare op, og så var det hele med ét pærelet,” siger han. “Sangen handler om, hvordan det kan være en hæmsko at tænke for meget over tingene. Man låser sig fast på noget.”

Hvis der er noget, Westerman ikke er, så er det fastlåst. “Confirmation”, der åbner en veritabel Pandoras æske af syrede lyde og kreative finurligheder, er tydeligt bevis på, at London-kunstneren ikke er bange for at gå på opdagelse med sin alternative poplyd. “Der er mange måder at skabe noget på, som er forankret i virkeligheden og giver mening uden at falde i den fælde, hvor man reducerer et nummer til en popkliche,” siger han. ”Man kan lege med det og have det sjovt. Jeg er stor fan af at prøve ting af og se, hvad der sker.”