Sådan er livet som kvindelig wrestler

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Chelsea Green, også kendt som Lauren Van Ness, er professionel wrestler for Impact Wrestling. Den 26-årige kvinde tog springet fra kinesiologiuddannelsen til wrestling, da hun fandt ud af, at der var en klub i nærheden af, hvor hun boede i byen Calgary i Canada. Hun har været med i Raw, WWE Tough Enough VI og lavede sin første selvstændige film, Chokeslam, for et par måneder siden.

Vi spurgte, hvordan det er at elske at være hadet, og hvordan man undgår at smadre sin krop, når man får tæsk på daglig basis.

VICE: Hvordan kom du i gang med wrestling?
Chelsea Green: Jeg har altid været interesseret i fitness og dyrkede meget sport, da jeg var yngre. Jeg er ikke vokset op med wrestling og vidste intet om det. Jeg boede i Calgary, og mange af de gamle gutter fra WWE, WWF og WCW har haft en forbindelse til byen, om det så har været for at træne eller som en del af undergrundsscenen. Da jeg boede der, blev jeg opslugt af alt det wrestlingsnak, og det pirrede min nysgerrighed.

Da jeg sad ved min computer en aften, kom der Raw, og jeg så to af kvinderne slås. Der tænkte jeg, at det kunne jeg godt kaste mig ud i. Før jeg havde set mig om, var jeg helt besat af det. Jeg ringede til den professionelle, canadiske wrestler Lance Storm og begyndte at træne den efterfølgende uge. Jeg var totalt forelsket i konceptet.

Hvordan fandt du på karakteren, Lauren Van Ness?
Jeg fik at vide fra starten, at hvis jeg skulle være en af de onde, skulle jeg finde noget, folk hader ved mig. Måske har man en stemme, der virkelig irriterer folk. Hvad end det nu kan være. Hvis man til gengæld vil være en af de gode, gælder det om at få publikum over på sin side. Der er det en fordel at være ydmyg – at være en underdog.

Jeg fandt ud af, at folk ikke kunne snuppe, at jeg gik op i mit udseende. De hadede, at jeg var veltrænet, havde extensions i håret og gik med make-up. De kunne ikke holde ud, at jeg var en meget piget pige. Så jeg tænkte; helt sikkert, så gør jeg det 110 procent for virkelig at pisse folk af. Så jeg går i ringen og snakker om, hvordan jeg ser ud, eller sammenligner mit tøj med de andres. Det gør virkelig folk sure.

Efterhånden som ens karriere udvikler sig, udvikler karakteren sig med. Jeg begyndte med en idé, og nu har det udviklet sig til en rig og grisk fars pige. Nu, hvor jeg er blevet tilknyttet Impact, ville de gerne have, at min karakter skulle giftes, men blev forladt ved alteret, så nu er jeg en brud, der er blevet brændt af.

Hvordan er en almindelig dag for dig?
Jeg laver så mange forskellige ting, og der er ikke rigtig nogen fast rutine. Der er nogle få ting, der går igen. Jeg tager ned og træner mindst seks gange om ugen. Jeg spiser altid sundt. Så tit som muligt træner jeg i ringen. Men jeg rejser også hele tiden – normalt sidder jeg i et fly i hvert fald to gange om ugen. Jeg er altid på vej et sted hen.

Hvordan er de andre wrestlere? Hænger du ud med dem?
Ja. På en måde har vi en slags søstersolidaritet. Vi vil gerne passe på hinanden. Det gælder om at hjælpe hinanden, for selvom vi er modstandere, er det i alles interesse, at vi støtter hinanden. Når først man er i ringen, er det vigtigt, at man kan stole på hinanden. Mange af os er venner. Jeg tror godt jeg kan sige, at jeg er venner med omkring 90 procent af de piger, jeg møder. Sådan skal det også være, når man skal kunne stole på, at de ikke smadrer ens krop eller slår en ihjel.

Ellers er det ligesom alle andre jobs, hvor der er nogen mennesker, man bare ikke kan sammen med. Det vigtigste er, at selvom man er uenige om en masse ting, så er det glemt, når vi er i ringen, for der skal vi passe på hinanden og ikke komme til at skade nogen. Jeg ved godt, det lyder mærkeligt, når nu vores job faktisk er at smadre hinanden.

Er det hele koreograferet?
Vi fornemmer hinanden. Folk spørger tit om wrestling er fake, og nej, det er det ikke. Vi vælter hinanden rundt, lander på hovedet, lander på nakken og får en masse slag. Det eneste, der er aftalt på forhånd, er, hvem der vinder. Alt andet er som en slags kreativ dans.

Hvad sagde din familie til, at du ville være wrestler?
Da jeg kom hjem på besøg til jul, fortalte jeg dem, at jeg ville begynde at træne nogle få dage senere og blive professionel wrestler. Eftersom jeg var i gang med at uddanne mig indenfor kinesiologi, så de det slet ikke komme. De havde det bedste ansigtsudtryk… De var meget overraskede. I lang tid så de det som en joke. Men da først jeg dykkede på hovedet ned i wrestlingverden, og de så, hvor succesfuld og berygtet jeg blev, sagde de; okay, det her er reelt nok. Lige meget hvor fjollet de syntes det var, støttede de mig. Min mor og bedstemor kommer og ser mig optræde.

Hvad er det, du godt kan lide ved wrestling?
Jeg elsker, at man både skal være en showman og en dygtig atlet. Jeg synes, det er for fedt at komme ind i ringen, lave vilde bevægelser og lære nye tricks. Jeg kan godt lide at få opmærksomhed, så jeg synes, det er totalt fedt at give folk en oplevelse, spille en rolle, pynte mig og have vilde outfits på. Det elsker jeg.

Rent atletisk er det virkelig hårdt. Nogle gange skal jeg hive mig selv ud af sengen og overbevise mig selv om, at jeg gider gøre det mod mig selv igen. Jeg vil gerne være sikker på, at min krop er i samme stand, som da jeg startede, når jeg en dag ikke længere skal wrestle. Jeg vil gerne passe godt på mig selv. Jeg har stadig meget at give.

Hvilket trick er du kendt for?
Det er nok et missilspark. Det er et spark, hvor jeg springer ud fra de øverste reb i ringen. Det er virkelig hårdt mod kroppen, fordi man springer ud højt oppe fra og lander hårdt på jorden. Det gør ret ondt, men det er det værd, når man hører publikums reaktion.

Hvordan undgår man at smadre sig selv?
Vi lærer en masse vigtige teknikker. Hvordan man skal lande, hvordan man skal falde, hvordan man passer på hinanden. Vi kan beskytte os selv, så meget som vi har lyst til, for eksempel ved at suge hagen ind, så vi beskytter halsen, men man lander altså stadig på ryggen. Der er trods alt en grænse for, hvor mange gange man kan lande på ryggen, inden det går galt.

Det gælder om at tænke sig om. Der er folk, der laver manøvrer, som er meget risikable, og de er som oftest ikke så længe i branchen.

Hvor lang er en gennemsnitlig karriere?
Det er meget forskelligt. For os professionelle kvinder er det nok omkring syv år. Det er måske lidt højt sat, det kan godt være, det nærmere er fem. Det er anderledes for mændene, for de har mere sul på kroppen. Der er kvinderne mere skrøbelige, for når vi lander på ryggen, har vi ikke lige så store muskler til at afbøde faldet. Vi skal passe endnu bedre på os selv.

Hvis du bliver gravid, er du vel også nødt til at holde en pause?
Ja. Men hos Impact har vi faktisk en del mødre på holdet, som er vendt tilbage til wrestling efter, de har født. Det er fantastisk. Jeg ved ikke, hvordan de gør det, men de klarer sig bedre end os, der ikke har fået børn. Det er utroligt.

Har branchen forandret sig i den tid, du har været med?
For omkring tre år siden kunne man mærke, at fansene virkelig begyndte at tage kvindelig wrestling til sig. Kvinderne lavede nogle fantastiske ting dengang, men de var ikke så anerkendte, som de er i dag. I løbet af de seneste tre år har vi haft Divas Revolution, som er et skridt i den rigtige retning for os kvinder. Man lægger mærke til os, og det er pludselig os, der er aftenens højdepunkt. Vi er begyndt at bruge stiger, stole og bure. Det fik vi ikke lov til i gamle dage. Alle holder øje med kvindelig wrestling nu, og det var lige, hvad vi havde brug for – at bryde igennem til mainstream.

Nu har vi programmet Total Divas. Selvom det er reality-TV, handler det om kvinder i branchen. Der er mange piger, som ser det og får et nyt indtryk af, hvad wrestling er. De havde ikke overvejet, at kvindelige wrestlere kunne være seje, stærke og smukke. Den side af os har de aldrig set før.

Hvad er den største misforståelse?
Der er mange, der kigger på mig og tænker, at jeg ikke kan være wrestler, fordi jeg ikke er stor og kantet. Det er der mange, der siger til mig. Eller også tror folk, at vi slet ikke wrestler – at vi bare hjælper mændene i branchen.

Hvad er det bedste ved wrestling?
At interagere med fans. Lige meget om det er positivt eller negativt. De er så fede. Hver gang jeg tager til en konference eller er ude at skrive autografer, er der så mange mennesker, der vil tale med mig og vise deres støtte. Hvis de “hader” mig, er det bare, fordi jeg gør et godt stykke arbejde. Det elsker jeg. Det er meget berigende at se små drenge og piger, som ser op til mig som et idol. Det er derfor, jeg gør det. Det er virkelig sjovt.