(Illustration: Jack Hamilton)
Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Videos by VICE
At forsvinde fra jordens overflade er ikke så ligetil. Din ekskæreste har dig sikkert stadig på Find My Friends. Der er ret store chancer for, at du er kommet til at geotagge alle dine statusopdateringer, og du efterlader digitale fodspor overalt, fra browserhistorik og GPS-information til banktransaktioner og mobiltelefoni. Med adgang til dine cyberfodspor kan din tilstedeværelse i princippet spores løbende, fra minut til minut. For slet ikke at tale om det antal overvågningskameraer, der gemmer sig overalt i det offentlige rum. Men på trods af alt det lykkes det stadig for nogle at skjule sig fra omverdenen, selv når de aktivt bliver jagtet af myndighederne.
I Storbrittannien er der 31 mennesker på National Crime Agencys most-wanted-liste. Nogle af dem har været på flugt i over et årti og har dusører på 10.000 pund (ca. 86.000 kroner) for information, der kan føre til deres pågribelse. Folk, der har gjort sig selv så anonyme, at ingen kan finde dem – ikke engang dem, der får penge for det. Men hvem er de her mennesker, der har dedikeret deres liv til at flygte fra ordensmagten?
“Man fatter virkelig ikke, hvor meget tid, man bruger på at glo på sin telefon, indtil man er tvunget til at kaste den i floden.”
Shaun blev løsladt mod kaution, efter han blev dømt for vold sidste år, men da han ikke dukkede op til sin retssag, overtrådte han betingelserne for sin midlertidige løsladelse. Nu står han til at blive varetægtsfængslet, hvis han bliver pågrebet.
“Ved du hvad? Jeg keder mig så fucking meget,” siger han over telefonen og tilføjer, at han ikke har været på Facebook i næsten to måneder. “Man fatter virkelig ikke, hvor meget af sit liv man bruger på at glo på alt muligt lort på sin telefon, indtil man er tvunget til at kaste den i floden.”
Efter han skaffede sig af med sin telefon og sin iPad, forlod Shaun sine forældres hjem iklædt sin fars tøj (“de ville have genkendt mig i træningstøj”) og så sig aldrig tilbage. Siden har han opholdt sig et ukendt sted med en ven. Han ved godt, at han med sin relative frihed lever på lånt tid, men han er hunderæd for at skulle i fængsel. “Jeg ved godt, at jeg ikke kan leve under jorden for evigt,” siger han, “men jeg kan ikke forholde mig til at skulle ind og sidde. Ikke nu, efter alt det her. Jeg har ikke talt med mine forældre eller noget. Jeg har gjort det hele meget værre for mig selv.”
I modsætning til Shaun besluttede 34-årige Steve sig for at tage sine nærmeste med, da han flygtede fra politiet. Han sidder lige nu fængslet i to år for bedrag, men brugte lige så lang tid på den anden side af muren på at prøve and undslippe dommen. Steve overgav sig til sidst frivilligt, efter han blev stillet et ultimatum af sin kone, der var træt af at leve på flugt fra loven.
“‘Steve’, sagde hun til mig. ‘Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg kan ikke leve sådan her længere,’ og så vidste jeg, at jeg enten måtte overgive mig og tage skraldet eller miste hende og børnene,” siger han via telefon fra fængslet. “Det var ikke fair af mig at udsætte dem for alt det lort, men man tænker ikke rigtig klart, når man hele tiden ser sig over skulderen.”
Josh på 45 var på flugt i to år, før han til sidst blev pågrebet og idømt syv års fængsel. Han blev løsladt i 2012 efter at have afsonet alle syv år og fortæller, at han ikke havde den fjerneste anelse om, at han var eftersøgt i tre lande, da han besluttede sig for at flygte. Han forklarer, at folk, der er gået under jorden – som Shaun – som regel venter på, at deres sager kommer for retten, eller at deres medskyldige bliver tiltalt. “Med min egen sag var jeg ikke klar over, hvor eftersøgt jeg reelt var,” siger han. “Jeg havde en fucking idiot af en advokat, der fortalte mig, at det ikke var så slemt, da det i virkeligheden var rigtig, rigtig alvorligt.”
Hvis du havde været klar over, hvor alvorligt det var, ville du så stadig være flygtet?
“Jeg ville være flygtet længere væk,” svarer han. “Jeg havde altid et falsk pas klar til nødsituationer. Med mit erhverv ville alt andet være uansvarligt. En aften fik jeg et opkald, hvor jeg fik at vide, at de havde anholdt en, der var på vej hen for at møde mig. Jeg blev advaret, så jeg flygtede – de fuckede op, og jeg slap væk. Da de nåede hjem til mig, var jeg allerede smuttet.”
SE VICE: Kokain-pusheren, der driver sin forretning fra et socialt boligbyggeri
Josh nåede fra sin hjemby Madrid til Valencia, hvor han gik under jorden. Han gjorde det mest kliché-agtige, man overhovedet kan gøre, når man er på flugt; han lod sit skæg gro ud. Men han begyndte også at leve under den identitet, der var i hans nye pas, og afbrød forbindelsen til alle fra hans tidligere liv.
“Det vigtigste er ikke at være i direkte kontakt med sin familie,” siger han. “De overvåger dem, fordi de ved, at man før eller siden vil prøve at komme i kontakt med dem. Det er sådan, de fanger de fleste. Man er nødt til at have disciplin.”
For Josh betød disciplin aldrig at dykke ned i en bankkonto, selv da han var ved at løbe tør for kontanter. Da han forlod Madrid, tog han så mange fysiske kontanter med sig, som han kunne, men “der er grænser for, hvor meget man kan slæbe rundt på”.
Josh siger, at en af de sværeste ting ved at være på flugt er at forsørge sig selv: “Det er dyrt at løbe hele tiden – folk røvrender en konstant. Når man betaler for en lejlighed eller køber en bil med kontanter, behøver folk ikke at være synske for at regne ud, at der sker et eller andet skummelt. Folk vil have penge i hoved og røv, hvis man vil købe deres tavshed.”
“På et eller andet tidspunkt er man tvunget til at tanke op på ressourcer. Man bliver ramt af den manglende indtjening, og det er der, det virkelig begynder at blive risikabelt, fordi man er tvunget til at kontakte folk fra sit gamle liv eller arbejde sammen med nye mennesker. Ingen af delene er ideelle, når man prøver at holde lav profil – pest eller kolera.”
I sidste ende blev Josh pågrebet, mens han forsøgte at indkassere penge, som der var nogen, der skyldte ham. Låntageren gik i panik og ringede til politiet, og da Josh forlod sin lejlighed den efterfølgende morgen, stod der otte bevæbnede betjente og ventede på ham.
I dag er han en fri mand, men Josh bærer stadig vanerne fra sin tid under jorden med sig. Jeg sidder på passagersædet i hans bil, mens han kører mig gennem Londons travle gader og udpeger præcis, hvor overvågningskameraerne er, hvilke trafikkameraer, der er ude af drift, hvilke af de hundredevis af forbipasserende biler, der er politiets civilbiler. Han udpeger en civilbetjent i en folkemængde ved Oxford Circus midt i myldretiden.
Det er, som om han har udviklet en sjette sans – er tilvænnet sig sit flugt-miljø, efter at have levet størstedelen af sit liv på den forkerte side af loven.
Da jeg spørger Josh, hvad det absolut sværeste ved at leve under jorden var, siger han, at det var selve pågribelsen. “Jeg ville gøre det hele om igen,” siger han. “Man skal aldrig overgive sig, aldrig nogensinde give op. Man kunne få konstateret kræft når som helst og få at vide, at man dør to måneder senere. Jeg ville meget hellere bruge min tid på flugt end i en fængselscelle.”
Alle navne er blevet ændret.
