Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien
Scenen i begyndelsen af film og serier, hvor liget bliver opdaget, går altid nogenlunde sådan her: En hundelufter går tur i skoven. Hunden finder noget i buskadset. Gisp. Klip til politiet, der er ved at spærre området af, hvorefter vi aldrig ser eller hører fra hundelufteren igen.
Videos by VICE
Jeg har altid haft svært ved at koncentrere mig ved det jump cut til politiafspærringen. Jeg er altid mere optaget af personen, der fandt liget – hvad blev der af dem? Hvad skete der, efter de kom hjem? Hvad drømte de om natten? Tog de på arbejde dagen efter? Jeg mener – de fandt et fucking lig.
Livet er aldrig så ligetil som i film, så jeg tog kontakt til tre mennesker, som har fundet et lig i virkeligheden. Vi talte om selve situationen, og hvordan oplevelsen påvirkede dem de efterfølgende dage.
Goose, 25
Jeg har fundet to lig i mit liv. Den første gang fandt jeg ham cirka et kvarter efter, han var død. Jeg har ikke lyst til at beskrive detaljerne, for han var en god ven, men oplevelsen var så chokerende, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre udover at ringe efter en ambulance. Jeg var helt desorienteret, som om min hjerne ikke kunne følge med det, mine øjne så. En af mine venner sagde, jeg skulle give hjertemassage, og det hev mig tilbage til virkeligheden. Jeg fik senere at vide, at hjertemassagen havde holdt ham i live i respirator i flere dage, så hans familie og venner kunne se ham en sidste gang og sige farvel.
I lang tid græd jeg slet ikke. Jeg følte mig helt tom og reserveret og vred, og jeg drak rigtig meget bagefter. Jeg havde sådan et gennemgribende “fuck det hele”-tanke i hovedet – som om jeg havde fortjent at drikke og tage, hvad jeg ville bagefter. Jeg mistede meget af min selvkontrol i en periode.
Set udefra tror jeg, jeg tog det meget godt. Jeg trøstede mange andre, og jeg var ikke en byrde for nogen. Men jeg var ekstremt stresset, så jeg droppede ud af min uddannelse som paramediciner og vendte aldrig tilbage. Det ændrede min plan i livet. Til sidst nåede jeg frem til erkendelsen, at jeg ikke kunne ændre fortiden, og at jeg havde en fremtid at tage ansvar for. Så det gjorde jeg.
Flere år senere havde jeg fået styr på mit liv og fået et fedt job. På min allerførste dag kom jeg hjem og fandt min roommates lig på gulvet. Han var død af en heroinoverdosis, cirka 15 timer før jeg fandt ham. Udover nogle bøjede skeer i køkkenskuffen og hans indimellem uglede udseende havde jeg overhovedet ikke set, at han kunne være misbruger. Han var helt stiv og lige så kold som det gulv, han lå med ansigtet nedad på.
Når man død, bliver blodet ikke længere pumpet rundt, men bliver der, hvor tyngdekraften trækker det hen. Det lignede, han havde et kæmpemæssigt blåt mærke på hele forsiden af kroppen. Efter ambulancen og politiet tog afsted, kom der nogen og hentede hans lig, og de spurgte, om jeg ville sige farvel. Han så rimelig fucked up ud, men jeg stirrede på hans ansigt i et helt minut. Det var sindssygt svært at kigge væk, fordi jeg vidste, at jeg aldrig ville se ham igen efter det. Det var hjerteskærende.
Da jeg vågnede næste morgen, gik der noget tid, før det slog mig, at min ven faktisk var død dagen før. Jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg havde glemt det et kort øjeblik. Jeg begyndte at ringe til alle, der kendte ham. Det var virkelig hårdt at høre folk bryde sammen og mærke slaget igen og igen. Min tidligere oplevelse gjorde, at jeg vidste, jeg var nødt til at fortsætte.
Jeg kommer til at bære på de her oplevelser resten af mit liv. Jeg vil aldrig få billederne ud af hovedet, men det er okay. Jeg vil blive ved med at vokse og leve, og de her mennesker og oplevelser er en del af det. Når jeg tænker på mine venner i dag, mærker jeg kærligheden til dem, og jeg sætter pris på den tid, vi havde sammen.
Sabrina, 27
Jeg har en altan vendt ud mod gaden, som jeg sidder på de fleste aftener, og derfra kan man se min underbos gårdhave. Jeg har aldrig rigtig talt med nogen af mine naboer, og jeg aner ikke, hvad de hedder, men jeg kan genkende dem. Min underbo var en ældre mand, som jeg antog var pensioneret. Jeg så ham tit fra min altan, når han røg en smøg ude i gårdhaven.
En dag sad jeg på min altan for at slappe af efter arbejde, da jeg så, at min underbo lå på jorden. Jeg tøvede et øjeblik og gik indenfor igen. Jeg kan huske, at jeg tænkte, “hvad laver han?”. Jeg gik ud igen for at se ordentligt efter, og så kunne jeg se, at han lå med ansigtet nedad med knuste briller, og en af hans tøfler var faldet af.
Jeg råbte til ham, men han svarede ikke og rørte slet ikke på sig. Så jeg råbte igen… ingenting. Da lagde jeg mærke til fluerne på ryggen af ham. Jeg så mig omkring og kunne se, at jeg var den eneste, der kunne se det, så jeg var den eneste, der kunne reagere. Og så tænkte jeg, “Okay, bare ring efter en ambulance nu.”
Redderne ankom, og en af dem sagde, “Ja, manden er faktisk død.” Det havde han åbenbart været i et stykke tid.
Jeg var virkelig chokeret. Efter de var taget afsted, efter hvad der føltes som en evighed, men sikkert bare var nogle minutter, åbnede jeg døren til min altan igen – men min underbo lå stadig dernede og var nu omgivet af politiet. Jeg syntes, det var lidt for meget, men jeg vidste godt, at de skulle “vurdere situationen”, før de kunne flytte ham.
Jeg følte virkelig med mandens søn, som ville komme til at høre fra politiet, at hans far tilsyneladende var faldet død om i sin gårdhave. Det kan ikke være let for en familie at håndtere et pludseligt dødsfald på den måde. Jeg er glad for, jeg aldrig har oplevet det.
Når jeg fortalte historien til folk, sagde de altid, “Åh, hvor er jeg ked af, du skulle opleve det,” men det eneste, jeg tænkte på, var mandens familie. Chokket og sorgen, de måtte føle, over hans pludselige død.
Et par måneder senere fik jeg en ny underbo. Livet går videre.
Ryan, 28
For omkring ni år siden var jeg på vej hjem, da jeg lagde mærke til en person, der lå på fortorvet lidt længere fremme. Jeg tænkte, det måske var et uheld, og at personen måske var omtumlet. Så da jeg kom derhen, havde jeg ikke regnet med at se en død person.
Han lå på asfalten med hovedet oppe på kantstenen, og der sivede blod ud af hans højre øje. Han var åbenbart blevet skudt igennem baghovedet, og kuglen var kommet ud gennem hans højre øje. Han var stadig i live på det tidspunkt, men var tydeligvis ved at dø. Han mumlede nogle ord, men de var ikke til at forstå. Jeg kunne se, at han trak vejret. Jeg stod der bare. Ret hurtigt samledes der folk omkring os, og politistationen lå kun omkring 300 meter væk, så de ankom hurtigt.
Jeg stod bare der og grublede over livet og i særdeleshed, hvor skrøbeligt livet er. Hvor let det er at afslutte nogens liv. Det hele var så uvirkeligt. På et tidspunkt, mens jeg observerede mængden af blod, der løb ud af hans øje, forsøgte jeg at forestille mig, hvor hans højre øje plejede at være. Man kan måske sige, at jeg så det fra et videnskabeligt synspunkt. Det var først, efter jeg tog derfra, at jeg begyndte at tænke over, hvad der var sket med ham. Senere på vejen hjem lagde jeg mærke til, at mine hænder rystede, og mine knæ var helt svage. Jeg gik ind på mit værelse og tænkte over, hvad der var sket, og til sidst faldt jeg vel i søvn.
Om morgenen gjorde jeg bare, som jeg plejede. Jeg vågnede, tog tøj på, spiste morgenmad. Men billederne af fyren på fortovet blev ved med at poppe op i mit hoved.
På vej til skole gik jeg forbi det samme sted på fortovet. Der var blevet lagt et lille trækors og sat nogle små lys. Jeg spekulerede på, hvad han havde tænkt på i de sidste øjeblikke af sit liv. Var der nogen, han ville tale med? Var der nogen, han gerne ville bede om tilgivelse? For at være helt ærlig, er jeg ikke engang sikker på, at han kunne tænke, eftersom kuglen nok ødelagde hans hjerne rimelig meget.
Af en eller anden grund fortalte jeg ikke nogen i skolen, hvad der var sket. På vej hjem fra skole var tingene uændret. Det lille kors stod stadig ved siden af lysene, der var ved at gå ud. Folk fortsatte bare, som de plejede.
Det kom senere frem, at ofret havde haft et sammenstød med nogen tidligere samme dag. Den mistænkte var åbenbart kommet op bag offeret og havde skudt ham i baghovedet, hvorefter han var gået tilbage til sin motorcykel og var kørt videre. Bare sådan.
