Hvornår får lesbiske film deres ‘Moonlight’-moment?

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Få timer efter Moonlight vandt sin Oscar for Bedste Film, delte LGBT-organisationen GLAAD en triumferende overskrift på deres hjemmeside: “Moonlight bliver den første LGBTQ-film til at vinde bedste film” – og som altid blev en sejr for det ene bogstav i vores akronym hyldet som en sejr i alle hjørnerne af queer-identitetsgruppen. Men selvom det princip er gældende, når det gælder juridiske kampe og rettigheder, så rejser det spørgsmålet: Vil Moonlights succes – en film om queer mænd – gøre tingene lettere for film om queer kvinder? For ser man ud over overskrifterne, bliver det klart, at der ikke rigtig findes “LGBTQ-film.” Hver identitetsgruppe i queer-miljøet har sin egen historie og fremtid på film, og deres skæbner er næppe de samme, selvom de er delvist forbundne.

Allerførst de kolde facts: Af de 50 bedst indtjenende queer-film gennem tiden er det kun ni af dem, der fokuserer på homo- eller biseksuelle kvinder, og kun én af dem er med i top 10 – ifølge Box Office Mojo. (Det er indrømmet en ikke helt fyldestgørende liste, men det er den bedste tilgængelige.) GLAAD’s årlige Studio Responsibility Index, som overvåger Hollywoods repræsentation af hele queer-miljøet, maler heller ikke en positivt billede. I 2015 (som er den nyeste tilgængelige rapport) var det kun 17,5 procent af mainstream filmudgivelser, der inkluderede en LGBTQ-karakter. Men ud af de 17,5 procent indeholdt 77 procent homoseksuelle mænd. Kun 23 procent inkluderede lesbiske. Biseksuelle og transkønnede karakterer fulgte endnu længere efter og repræsenterede kun henholdsvis 9 og 5 procent.

Lesbiske film – forstået som film, der skildrer romantiske forhold mellem queer kvinder i alle afstøbninger – står over for en dobbelt udfordring i Hollywood: De står ikke kun over for homofobi i bred forstand, men også de vanskeligheder, som alle kvindeligt ledede film står over for i en branche, som er notorisk uvillig til at investere i dem. Lesbiske film har formentlig flere problemer til fælles med film om heteroseksuelle kvinder end med film om homoseksuelle mænd. Som anmelderen Scott Mendelson skriver, bliver “mandligt ledede hits ofte betragtet som noget, der kan duplikeres og kopieres, mens kvindeligt ledede film bliver set som et lykketræf.” År efter år viser tallene fra studierne, hvordan kvinder indtager mindre end en tredjedel af alle taleroller i mainstream Hollywood-film. Det virker måske indlysende, men sådan en branche – der konsekvent fejler Bechdel-testen – kan ikke leve op til et publikum af queer kvinder.

Selv vores succeshistorier er præget af udfordringer. Adeles Liv fra 2013 og The Handmaiden fra 2016 var begge succeser hos anmelderne, men blev vidt og bredt kritiseret af queer kvinder for at vedligeholde ‘the male gaze’ og indeholdt aggressivt grafiske og forbavsende urealistiske skildringer af lesbisk sex. Selv Carol fra 2015, som blev anerkendt både af et hetero- og queer publikum, formåede ikke at vinde en eneste Oscar på trods af sine seks nomineringer, hvilket mange tolkede som et bevis på den udbredte homofobi og misogyni i Hollywood. “Jeg var til visningen af Carol på NewFest, hvor manuskriptforfatteren Phyllis Nagy fortalte, hvor svært det var at få filmen lavet. Det tog over et årti,” fortæller redaktøren fra Autostraddle, Heather Hogan. “Selv efter skuespillerne var ombord, tog det flere år, før studierne var med på den, hvilket virker helt åndssvagt, ikke? Det er Cate Blanchett i en periodefilm, og så er hun oven i købet homoseksuel. Den har Oscar skrevet i panden.”

Hogan understreger, at langt størstedelen af de tidligere LGBTQ-film, der har været Oscar-darlings før Carol, ikke handlede om lesbiske – for eksempel Brokeback Mountain, Dallas Buyers Club og Milk. “Lesbiske film er en dobbeltkonfekt af det, Hollywood er bange for: Det er kvinder, og de har ikke brug for mænd,” som hun opsummerer det.

Selvom de kvindeligt ledede film møder flere udfordringer, så bærer Hollywood ikke hele skylden. En del af udviklingen skyldes måske, at genren er i en fase, hvor den skal finde sine fødder. Som Angela Robinson – forfatteren og instruktøren bag den lesbiske romantiske komedie fra 2004 D.E.B.S – siger det: “Jeg ved ikke engang, hvad lesbiske film betyder længere. Jeg ved, hvad det betød engang. Da jeg lavede D.E.B.S var målet at lave en ‘lesbisk’ film – i både den kreative og politiske forstand. Men nu føler jeg ikke, at det er nok i sig selv til at få grønt lys til en film.” Når queer kvinders kultur er i løbende forandring, kan vores film ikke undgå at afspejle den forvirring.

Hvis man skal pege på et sted, hvor der er grund til optimisme i det moderne landskab af film for queer kvinder, så er det den øgede diversitet – kønsmæssige, racemæssige og seksuelle minoriteter i det hele taget – som Trump-regeringen bevirker. “Jeg tror faktisk, Trumps præsidenttid kommer til at have en markant konsekvens på det indhold, der bliver lavet de næste par år,” siger Robinson. “Mange i Hollywood blev lullet ind i en falsk tryghed af, at alting var fint. Og det har været et kæmpe jordskred for folk at opdage: ‘Nå ja, en stor del af landet er stadig racistisk, og det stadig er vigtigt at fortælle historier.” Til gengæld advarer hun om, at “selvom der er et moment, skal det stadig være en ny bølge af friske historier. Jeg tror, de er der og kan blive lavet – jeg kender dem bare ikke endnu.”

Robinson (som selv er lesbisk og sort) mener, at Moonlights succes måske gør det lettere at pitche en historie om sorte lesbiske, men tilskriver i højere grad ændringen dens finansielle succes end idéen om Hollywoods moralske udvikling. “Jeg tror helt sikkert, der er muligheder over hele linjen i en post-Moonlight verden, men jeg tror altid, det vil være sværere for kvinder end mænd,” siger hun. “Jeg fornemmer en udvikling på raceområdet i Hollywood, men misogynien lever stadig i bedste velgående.”

Moonlights kommercielle og kritiske succes er vigtige milepæle. Det ville være forkert at hævde, at Carol – en big-budget periodefilm om hvide lesbiske – har mere indre værdi end Moonlight – en low-budget nutidig historie om en sort homoseksuel mand. Det bedste, der kan siges om vores igangværende filmmæssige moment, er, at Hollywood måske endelig lærer, at mangfoldige, tværgående historier er i deres bedste interesse – filosofiske og finansielle. Men indtil det er lige så gældende for kvinder, som det er for mænd, så vil homofilm med mænd være Rose fra Titanic på den flydende dør, og lesbiske film er Jack i vandet: Ingen af dem er i en særlig god position, men den ene af dem har en langt bedre chance for at komme op i redningsbåden.