Foto: Broadly USA

Jeg løber, så jeg ikke drikker mig selv ihjel

Når jeg løber, er der ikke plads i mit hoved til sorg, forhold og arbejde. Jeg kan kun fokusere på mit åndedræt.

|
14 januar 2019, 11:19am

Foto: Broadly USA

Artiklen er oprindeligt udgivet af Broadly USA

En aften i juli sidste år mødtes med en ven på en bar. Han foreslog, at jeg prøvede en drink, der hedder ”sad boy special”, et shot whisky og en Narragansett-øl. Han spurgte, hvilke planer jeg havde, fordi jeg lige havde sagt mit job som produktdesigner op. Ikke så længe inden da, elskede jeg at snakke om arbejde. Jeg arbejdede for et stort tech-firma, jeg havde iværksat min egen startup, som fik en del opmærksomhed i pressen, og jeg blev headhuntet til at arbejde for det, der skulle have været Hillary Clintons regering. Det havde alt sammen ændret sig, og jeg havde bare lyst til at drikke.

Jeg fortalte min ven, at jeg ikke havde planer. Han spurgte – på samme måde, som han havde spurgt ind til mit arbejde – om jeg havde planer om at dø. Han forstod vel, at jeg var deprimeret – hvis ikke det så i hvert fald, at jeg havde smadret min krop med alkohol gennem længere tid. Jeg sagde nej, det havde jeg ikke. Jeg sidder bare og får en sad boy special, mens jeg prøver at tænke på ingenting. Jeg elsker ham virkelig, men jeg hadede at tale om, hvordan jeg havde det. Alt var jo egentlig okay.

Men det var kun en halv sandhed – jeg betalte min husleje til tiden. Jeg sov ikke, men det var okay. De fleste morgener vågnede jeg med en sur smag i munden fra sprutten, men det var okay. Jeg holdt op med at svare på folks beskeder, men det var okay. Jeg var i et forhold med én, som måske elskede mig, men jeg forlod vedkommende, fordi jeg kun kan bearbejde traume for mig selv – det er okay. Alt var okay, så længe jeg bare kunne flygte fra virkeligheden ved hjælp af sprut. Det var, på det tidspunkt, det eneste, der hjalp mig.

Senere samme aften, efter jeg var kommet hjem fra baren, sad jeg og så nyhedsprogrammet World News Now. Det er mit yndlingsprogram, fordi de laver dybdegående journalistik. Min far sov også dårligt ligesom mig. Det blev værre, da han blev syg – han døde af sclerose, da jeg var 19. Da jeg var barn, han tog han altid en lur mellem klokken 21 og 23.30. Når min mor gik i seng, stod han op, skænkede sig selv en drink og satte sig foran tv’et. Om morgenen havde han altid optaget de sjoveste indslag fra World News Now til mig, som jeg så inden skole. Når jeg efterfølgende har sat det på, som jeg gjorde den aften, efter jeg var kommet hjem fra baren, føles det som det sidste af ham, jeg har tilbage. Jeg tog et par drinks mere og så hele programmet. Følelsen af at være ham nær igen både lindrede og gjorde smerten værre. Sent om aftenen er alle reklamer – bortset fra dem om medicin – ren selvhjælp. Jeg havde ikke brug for hjælp.

Det er bare en svær sommer. Jeg skal nok komme gennem det, jeg skal bare have en pause fra mit liv.

World News Now var ovre, men jeg var ikke klar til at sove. Jeg havde brug for noget at slappe af på og fjerne tankerne fra min far – for ikke at tale om, at jeg var udbrændt på arbejdet og mislykket i mit forhold. Jeg gik engang i terapi, men holdt op, fordi jeg altid var fuld, når jeg dukkede op til møderne. (Min terapeut anede intet). Jeg foretrækker at bearbejde mine problemer anonymt, så jeg fik for vane at ringe til krisehjælpslinjer – jeg ringede rundt til lokale centraler i forskellige stater. Jeg havde ikke lyst til at tale med den samme person to gange. De skulle ikke vide, at jeg havde et alvorligt alkoholproblem.

Den aften var det en kvinde i Georgia, der tog telefonen. Jeg havde oplyst et falsk navn, og i min fuldskab fik jeg fortalt hende, at jeg havde brug for nogen at tale med, fordi jeg var på vej ned i et sort hul. Over de følgende 20 minutters tid fortalte hun mig om sine to drenge, eksmanden og hendes planer for weekenden. De havde frisk frugt ved det lokale marked, som hun gerne ville købe. Det hjalp mig at fokusere på hendes hverdagsgøremål, og jeg faldt i søvn, mens jeg lå og lyttede til hende fortælle.

Den næste morgen besluttede jeg mig for at holde op med at drikke.

Jeg var ikke fokuseret på mine tømmermænd, men tænkte i stedet på kvinden i Georgia. Hun var sikkert taget hjem til sine børn, efter vi havde talt sammen. Hun stod nok og lavede morgenmad til dem. Hun var helt sikkert typen, for hvem rutine er vigtigt. Jeg kunne godt lide den tanke – det lå så langt fra den diffuse samtale, jeg havde haft over en sad boy special med min ven. Det gik op for mig, at det eneste, jeg bekymrede mig over i min hverdag, var, hvornår jeg igen kunne synke ned i alkoholens tåge.

Den første dag, jeg var ædru, tilbragte jeg alene derhjemme, hvor jeg spillede computer med gardinerne trukket for. Jeg er ikke engang særlig glad for at spille computer – jeg var glad for at bruge mine hænder til noget, så jeg holdt min hjerne distraheret. Jeg gik udenfor for at få lidt frisk luft efter mørkets frembrud. Måske har stjernerne det bedre udenfor byens skarpe lys. Det var den slags meningsløse tanker, jeg havde, men de var nødvendige. De fik mig til at glemme, at mit liv lå i ruiner på grund af alkoholen. Jeg indså, mens jeg stod der under stjernerne, at jeg var magtesløs overfor den.

Næste morgen løb jeg en tur for at blive høj på en anden måde. Jeg elskede at løbe, da jeg var yngre. Det var som et stof, det rensede tankerne. Det var længe siden sidst. Jeg løb, indtil jeg ikke kunne udholde tanken om at drikke, og så blev jeg ved med at løbe. Det var stadig tidligt på dagen, og Brooklyn var først ved at vågne op. En mand vandede blomster, et tog susede forbi, en kvinde iført en blomstret top drak kaffe på en trappesten. Det slog mig, hvor rolig en atmosfære, der herskede – livet blev levet på den her morgen. I løbet af dagen besvarede jeg gamle sms’er, som jeg havde ignoreret. Der var ingen af mine venner, som forstod, hvorfor jeg undskyldte overfor dem. Én for én drak jeg seks liter vand.

Det var under mine løbeture, at det gik op for mig, hvordan det hele var gået så galt. Hver gang jeg tog en drink, var det, fordi min bitterhed og frygten, den stammede fra, tog overhånd. Jeg er bitter overfor min far, fordi jeg frygter, at jeg en dag også vil dø af sclerose. Jeg er frygter, at han aldrig fik mulighed for at lære mig de ting, han skulle lære mig. Jeg frygter, at jeg altid vil skubbe folk væk, når livet bliver for svært, som han gjorde. Jeg er bitter over mit arbejde som designer, fordi jeg frygter, det ikke betyder nok i verden – at jeg kunne have gjort mere. I ædruelig tilstand er jeg hele tiden bevidst om mine følelser. Alle mine negative sider står krystalklare, og skammen gør mig frustreret, men jeg ved, at jeg bliver nødt til at se fremad. Det gør jeg mit bedste for at fokusere på. Jeg løber og går til AA-møder.

Som led i afvænningsprogrammet deltog jeg dagligt i AA-møder. Det var skræmmende i begyndelsen. Det føltes som noget, folk med rigtige problemer gjorde – ikke en person, der blev headhuntet til en stilling i Det Hvide Hus. Inden mit første møde sendte jeg en panikslagen sms til min ven. Jeg gider ikke small-talke. Skal vi bare sidde og drikke vand sammen? Er der et stort velkomstskilt, der står AA på? Hvad hvis nogen fra Twitter genkender mig? Jeg hader det her. Hun kendte godt mit reaktionsmønster og svarede, ”jeg tror nok det skal gå søde”.

Og det gjorde det. Jeg fandt hurtigt en flok ligesindede i 20’erne og 30’erne, som også ville væk fra alkoholen. Jeg fik mig en sponsor tidligt i forløbet, da hun kom for sent til et møde, fordi hun havde bollet med personen, som boede i lejligheden ved siden af. Perfekt til mig.

Hver gang jeg ringer til min sponsor, giver hun mig det samme råd. ”Fuck de mennesker, der sårer dig. De er idioter,” siger hun. ”Det eneste, der er vigtigt er din ædruelighed.” Jeg svarer, at det er lettere at være ædru, hvis man tager en drink. Det er selvfølgelig en joke, men hun tager ikke let på det. ”Hvis du vil have en drink, så tag en drink. Hvis du ikke vil være syg, så lad være. Det er dit fucking liv.” De kontante udmeldinger holder mig ædru.

Da uret viser midnat på min 90. dag som ædru, sidder jeg alene på min sofa med en bøtte Ben & Jerrys og ser Amy Winehouse-filmen. Det lyder trist, men det var det ikke. Det mindede mig om konsekvenserne af misbrug at tilbringe det øjeblik sammen med en, som ikke klarede den – det mindede mig om, hvor vigtigt det er at holde sig i live. Jeg overvejede, om jeg skulle blive oppe og se World News Watch for at mindes min far, men jeg besluttede i sidste ende at få en god nats søvn i stedet.

Da jeg vågnede, trak i løbeskoene får at få en god start på min jubilæumsdag. Det var koldere udenfor, end da jeg først begyndte at løbe. Den følelse af skam, jeg var grebet af på min første løbetur som ædru, var erstattet af ny optimisme. Der var ikke plads i mit hoved til at tænke over sorg, forhold eller mit arbejde – at løbe havde den samme effekt som at drikke. Jeg kunne kun fokusere på mit åndedræt – hvis ikke jeg gjorde det, kunne jeg ikke fortsætte. Jeg fandt et godt tempo til Eminems Recovery. Hver gang, jeg er ude at løbe, skråler jeg med på den første linje – ”You can get the dick”. Der er intet, der skal komme mellem mig og min ædruelighed. Jeg følte, jeg var i stand til hvad som helst. Jeg tænker, jeg er ædruelighedens svar på Michael Jordan, og jeg dunker, hver gang jeg får bolden.

Efter løbeturen ringede jeg til min sponsor for at dele alle mine guldkorn. Hun værdsatte min entusiasme, men mindede mig samtidigt om, at jeg er alkoholiker, og min sygdom kan ikke kureres. Euforien fik en anden tone, mens jeg fortalte hende om alle de små hemmeligheder, jeg plejede at holde for mig selv – hvordan jeg undgik øjenkontakt, når jeg havde tømmermænd, hvordan jeg stadig savner den brændende fornemmelse af whisky i halsen, når det er koldt udenfor, og hvordan jeg er bange for at falde i igen. Et øjebliks tavshed fulgte. Hun forstod mig. Hun fortalte om, hvordan hun savner at snurre rødvinen rundt i glasset, når hun sammen med sine venner – at ingen af os ved, om vi kan holde vores ædruelighed for altid. Det var et tilgivelsesøjeblik, og jeg følte mig ydmyg.

Da jeg bevægede mig ud på årets sidste løbetur i december, legede børnene udenfor. Min far besøgte mig på den løbetur, som han stadigvæk gør engang i mellem. Længe før jeg første gang smagte alkohol, var jeg også et barn, som ville være sammen med sin far. Han har været væk længe, men vores forhold udvikler sig stadig. Nu er han min højere magt, som jeg søger hjælp ved. Jeg drak for at holde sorgen over hans død stangen. Nu hvor jeg er ædru, holder han mine fødder plantet på jorden. Når jeg tænker på ham i dag, ser jeg billeder af fremtiden i stedet for fortiden. Jeg sover bedre – jeg sover blidere. Hans tilstedeværelse holder mig ædru, i live og i løbeskoene.

Mere VICE
VICE kanaler