Broadly

Michael fra 'Gift ved første blik' anmelder 'Jomfruernes Klub'

Som tidligere voksenjomfru kan jeg sagtens genkende mig selv i programmet. Men jeg synes, det er en skam, at deltagerne selv skal løse deres ”problemer” og ikke bliver støttet af en psykolog.

af Michael Harders
13 november 2018, 11:35am

Foto: privatfoto og DR3.

Michael Harders, der er kommunikationsmedarbejder og blogger på michaelogkathrine.dk, anmelder her de to første afsnit af DR3's 'Jomfruernes Klub'.

”Jeg ved ikke helt, hvor den umiddelbare opfattelse af, at man ikke er mand, fordi man fucking ikke har haft sex endnu, kommer fra," siger den 26-årige Mark med irritation i stemmen. "Fuck det, det gider jeg ikke høre på."

Citatet stammer fra andet afsnit af DR3-programmet Jomfruernes Klub, der vises onsdag klokken 21.30, men som du allerede nu kan se forpremieren på inde på dr.tv.

Udover Mark følger vi også Nicolaj, Joachim og Kasper, som alle er i 20’erne og har det til fælles, at de ikke har mistet deres mødom. Bevæbnet med hudløs ærlighed og hinandens støtte forsøger de at overkomme deres usikkerheder på landsdækkende fjernsyn, samtidigt med at de bravt medvirker til at nedbryde tabuet omkring voksenjomfruer.

Man kan ikke andet end at tage hatten af for dem.

Timingen sidder også lige i skabet. Nogle af jer vil måske genkende mit navn fra Gift ved første blik, men for de uindviede kan jeg afsløre, at jeg i den seneste sæson af det populære DR1-program stod frem med min historie om, at jeg ved eksperimentets start var jomfru i en alder af 27 år. Dette nåede at ændre sig under eksperimentets forløb, og den dag i dag er jeg stadig lykkeligt gift med mit match – en vidunderlig kvinde ved navn Kathrine.

Efter programmets afslutning valgte jeg at følge op på debatten om voksenjomfruer i diverse medier. Den store respons på dette har overbevist mig om, at et program som Jomfruernes Klub har et enormt potentiale til at skabe endnu større accept af voksenjomfruer i vores samfund.

Så hvad angår Marks citat, kan jeg kun sige: Preach!

De fire unge mænd har hver deres historie og usikkerheder, men alligevel kan jeg relatere til dem alle. Joachim har kun været på to dates i sit liv. Mark har generelt svært ved intimitet. Kasper er i tvivl om sin seksualitet og når han har kysset piger, har det ikke været af lyst, men fordi han følte, det var forventet. Derimod har Nicolaj aldrig kysset en pige på munden.

Før Gift ved første blik havde jeg kun været på få dates, og ligesom Joachim oplevede jeg også flere gange at være så usikker, at jeg ikke var i stand til at læse de ellers positive signaler, der var fra en pige. Ligeledes har jeg været i Marks sko, hvor jeg gentagne gange har overtænkt situationen og konkluderet, at der var for mange fejl ved mig, som jeg var nødt til arbejde på, før en pige overhovedet kunne være interesseret i mig.

Ja, jeg har endda ligesom Kasper kysset piger, uden at jeg egentlig følte en romantisk kemi, fordi jeg tænkte, det var det, jeg skulle gøre for at ”please” hende og tage forholdet til det næste skridt. Og endelig havde jeg det på samme måde som Nicolaj. Jeg havde ikke lyst til, at min første gang skulle være et ubetydeligt engangsknald. Derimod ville jeg gerne opbygge en tryghed, før jeg turde tage springet.

Programmet formår altså at ramme bredt i forhold til voksenjomfrudilemmaer – i hvert fald ud fra en mands perspektiv. Jeg ærgrer mig lidt over, at der ikke er blevet castet kvinder til programmet, således at endnu flere voksenjomfruer derude kunne have identificeret sig med de medvirkende. Men forhåbentlig kommer der en sæson to.

”Det er ikke alle problemer, der kan løses, bare fordi man tager sig sammen,” ytrer den 27-årige molekylærbiolog Joachim.

Joachim har fuldstændigt ret. Det er imidlertid det, programmet kræver fra de medvirkende jomfruer – at de selv skal løse deres ”problemer”.

I programmet ser man de fire unge mænd mødes en gang om ugen for at udveksle erfaringer og støtte hinanden i deres forskellige projekter, som alle har henblik på, at de skal miste mødommen. Eksempelvis har Joachim som projekt at oprette en Tinder-profil, Mark forsøger at tabe sig, og Kasper skal forsøge at tage på en date med en pige, hvilket han tydeligvis har det ukomfortabelt med.

Som seer får man ikke at vide, hvor idéen til disse projekter konkret stammer fra. Der er hverken en videnskabelig begrundelse eller eksperter inde over. Derfor føler jeg, at de medvirkende i endnu højere grad end os deltagere i Gift ved første blik bliver kastet ud på dybt vand.

Det bliver heldigvis bedre i andet afsnit, hvor de medvirkendes venner – og fremmede folk (heriblandt en frivillig ved LGBT Danmark) – begynder at komme på banen, hvilket blot overbeviser mig om, at det ville gavne programmet at indflette det aspekt endnu mere.

Hvor er den tidligere voksenjomfru, der stiller sig frem og indgår i en dialog med de medvirkende? Hvor er statistikkerne? Og vigtigst af alt: Hvor er psykologerne og terapeuterne, der ikke blot snakker med de medvirkende, men som også giver gode råd til voksenjomfru-seerne og reflekterer over de medvirkendes udtalelser?

For eksempel er det meget slående, at udsagnet om, at ikke alle problemer kan løses, ved at man tager sig sammen, kommer fra Joachim – en meget velreflekteret, velformuleret og faktisk ret charmerende mand, som min hustru Kathrine også er vild med. Joachims frygt for ikke at kunne holde en samtale kørende med en kvinde er i mine øjne en selvopfyldende profeti, som jeg gerne havde set blive udfoldet og snakket om frem for accepteret som værende en iboende ”fejl” ved Joachim. På en eller anden måde fremstår det som om, de medvirkende faktisk har et problem i stedet for, at programmet graver dybere og undersøger det såkaldte problem, som måske i virkeligheden er et personlighedstræk, der bare venter på at blive vendt til en styrke. Øv.

Når det er sagt, består programmets største styrke i sit nuværende format uden tvivl i det ugentlige møde mellem jomfruerne. Her ser vi de klart stærkeste scener i programmet, hvor de spejler sig i hinanden og åbner op om et meget sårbart emne.

Disse scener, håber jeg, kan fungere som en slags gruppeterapi for de medvirkende, men så sandelig også for andre voksenjomfruer derude. Som voksenjomfru sad jeg i hvert fald ofte selv med en følelse af, at jeg ikke havde nogle at snakke med, der var i samme situation som mig. Hvis Jomfruernes Klub opnår at tjene denne funktion, er det god public service.