Hvert år får 48-årige Ralf Simon Larsen gysninger ved tanken om en helt særlig type gæster, som altid dukker op ved juletid. Når kulden kommer, og julefrokosten er ovre, dumper de ned i barstolene på Byens Kro på Møntergade: Mellemlederne er ankommet.
Med jakkesæt og tunge pengepunge er det dem, der volder Ralf Simon Larsen flest problemer.
“Så kommer amatør-alkoholikerne, der ikke er vant til at være ude. Det er tit ham med pengepungen, der er en karlsmart, så jeg går ud fra, at det ofte er mellemledere,” siger han. “Flere af dem taler ned til os bag baren. De har en ide om, at hvis man står på den anden side af baren, er man uintelligent, fordi man ikke har et ‘bedre’ job, selv om de ikke kender vores baggrund.”
“Det kan godt være lidt grænseoverskridende, at jeg skal stå og forklare en på min egen alder, hvordan han skal opføre sig.”
Ralf Simon Larsen er vant til at håndtere langt de fleste. Han købte værtshuset for snart 15 år siden og har båret dens tradition og navn videre. Byens Kro er lidt ligesom Ralf Simon Larsen selv ved første møde: dæmpet, dyb, lidt gammeldags, men takket i kanten. Det gamle brændevinsbrænderi daterer tilbage til 1783 og er på helt almindelige hverdage ofte stuvende fuld af kunder, fra unge i midten af 20’erne til stamkunder, der kan “huske dengang…“
Det er et blandet klientel: mennesker, der arbejder i de omkringliggende gader, og kunstnere, der har haft deres vanlige plads i barstolene i mange år. "Det skal helst være en blanding af det hele unge og gamle. Du kan få en gin og tonic eller en rom og cola, men hvis man skal have frozen daiquiri, så bliver man nødt til at gå et andet sted hen,” siger Ralf Simon Larsen.
“Mange af de kunstnere, som kommer her i dag, plejede at blive smidt ud af den tidligere ejer, fordi han syntes, at de larmede for meget. Flere af dem gik dengang på Kunstakademiet, som ligger rundt om hjørnet. Da jeg kom, smed jeg dem ikke ud, jeg blev bare gode venner med dem og har dem stadig siddende i min bar den dag i dag. Nogle af dem arbejder også bag baren på deltid.”
Værtshuset er en klassisk brun bodega, hvis ligemænd er blevet sværere og sværere at spotte i København. Ikke alle værdsætter nostalgien, kulturen og den røgtætte ilt på et brunt værtshus, og deres vilkår bliver fortsat mere udfordrende.
I sommer lød historien, at værtshusene Skindbuksen og Hviids Vinstue blev truet på deres levebrød af udefrakommende investorer. Forrige år måtte den berygtede Café Louise på Nørrebro lukke, da de ikke kunne få deres bevilling af Københavns Kommune.
Kommunen har de seneste år sat intensivt ind over for at bekæmpe støj i gaderne, og diskussionen om natteliv versus nattesøvn har påvirket hele bylivet, fra festivaler til spillesteder og værtshuse. Ifølge Ralf Simon Larsen er det nu mere besværligt at få sin bevilling.
Tanken får ham til at ryste på hovedet. Han har for nylig skulle stille en række høringssvar om, hvordan han vil forhindre støj for at få forlænget sin egen bevilling.
“Jeg synes, det er pisseirriterende," siger han. "Hvis de vil gøre noget ved larmen i gaden, skal de gøre noget ved lukkeloven, så døgnkiosker ikke har ret til at sælge øl og spiritus hele natten."
I foråret erklærede Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL), at hun ville arbejde mod en række nye stramninger for at begrænse støjen i byen: Undtagelsesvis bør der ikke være musik på udendørsarealer. Steder, hvor musikken er højere end ‘baggrundsmusik’, skal der installeres lydsluser, og så bør restaurationer udarbejde støjmålerapporter.
“Hvis værtshusene og diskotekerne har døren til at stå åben, så bliver folk udenfor i længere tid. Så går folk ikke bare ud for ryge, men de rykker festen udenfor,” sagde Ninna Hedeager Olsen til Berlingske: “Hvis man vil drive værtshus i indre by, så må man tage hensyn til, at der også skal kunne bo mennesker der.”
Torsdag aften blev stramningerne godkendt på et møde i Borgerrepræsentationen, fortalte en pressemedarbejder fra Teknik- og Miljøforvaltningen til MUNCHIES.
Ifølge Ralf Simon Larsen bliver værtshuse som hans eget gjort til syndebukke for den københavnske gadestøj. Også af beboerne i Indre by. Han mener, at mange per automatik går ud fra, at larmen kommer fra et nærliggende værtshus uden at stikke hovedet ud af vinduet og se efter.
De fleste gæster på Byens Kro er “rolige og oppe i årene”, siger han. Det hører til undtagelsen, at de har noget med støjen at gøre, mener Ralf Simon Larsen og præsenterer sin smoking gun:
“Og så har de ikke nogen grund til at stå og larme på gaden. De kan jo ryge indenfor.”
Selvom antallet af klager, Ralf Simon Larsen modtager, efterhånden er dalet, boomer de i sommermånederne, hvor vejret tillader, at københavnerne står på gaden og drikker øl. Samtidig har Byens Kro haft den dårligste omsætning i Ralf Simon Larsens levetid bag baren. Følg øllene, lyder det fra ham.
“Så kan du regne ud, hvor larmen kommer fra,“ påstår han og henviser til de lokale døgnkiosker.
Hver sommer snøvler sig af sted, uden at ret mange mennesker ud over stamgæsterne på Byens Kro lægger vejen forbi. Men “stamgæsterne skal også i sommerhus”, siger Ralf Simon Larsen.
“Jeg har gjort det her længe, så jeg ved godt, at jeg skal gemme lidt på kistebunden, til når sommeren starter."
Derfor foretrækker han vinteren. “Altså lige bortset fra december,” indskyder Ralf Simon Larsen. Selvom utallige øl bliver langet over disken i december, er det som sagt også her julefrokost-gæsterne gør deres entre. Og mellemlederne dukker op.
Før finanskrisen plejede Byens Kro at få store selskaber i julen, nu ankommer de berusede julefrokostgæster først til Byens Kro, når de synger på sidste vers.
Ralf Simon Larsen tester dødsgløgg.
Selskaberne udebliver, men Ralf Simon Larsen har skabt sit eget arrangement, som han har afholder hvert år den 1. december. Her brygger han sin famøse dødsgløgg. Den indeholder blandt andet finsprit, så man skal være påpasselig.
“Folk bliver fulde, for det er sindssygt stærkt", siger han. "Gløggen er nærmest blevet helt kult. Nogle gange skal vi hjælpe nogen lidt, fordi de kaster op, men ellers går det fint. Det er ret sjældent, at der sker noget ballade her."
Indtil videre i denne december har Ralf Simon Larsen også kun smidt to gæster ud. En far og søn, han mener havde et “ dysfunktionelt familieforhold og befandt sig i en stor snapsebrandert”.
Langt de fleste gæster er flinke og rare, og der skal meget til, før Ralf Simon Larsen smider nogle ud af sit værtshus. For når man står bag baren, “skal man kunne tåle lidt af hvert”, mener han.
Til alle os, der selv er fulde julefrokostgæster eller blot vælter forbi indre bys værtshuse i en tilfældig hverdagsbrandert, har Ralf Simon Larsen blot et råd:
“Vær høflig. Du må gerne være fuld og dum, men hvis du er høflig, vil bartenderen som regel hjælpe dig med det meste.”