handicap

Unge med handicap fortæller, hvordan de har det med DR's 'Doggystyle'

"Jeg så den forleden, og jeg måtte tage pauser og tælle til ti."

af Johanne Ramskov Erichsen og Renna Rose Agger
30 november 2018, 12:41pm

Fotograf: Kasper Løftgaard, Tonje Eliasson, privatfoto

”Kan vi ikke bare én gang få lov til at se en handicappet person, der rent faktisk spiller handicappet?” Sådan skrev forfatteren Caspar Eric forleden i en opdatering på Facebook. Anledningen var, at han havde set DR3's nye ungdomsserie Doggystyle, der i den her uge når til sit femte afsnit. Serien handler om 21-årige Asta, der bliver boligløs i København og derfor må flytte tilbage til barndomshjemmet i provinsen. Der bor, foruden hendes forældre, også søsteren Ida, der har cerebral parese. DR har valgt, at rollen som en ung kvinde med handicap i serien spilles af en skuespiller, der ikke har et handicap.

Casper Eric, der ligesom karakteren i serien er født med cerebral parese, kritiserer DR for med det valg at holde liv i fordommen om, at folk med handicap ikke er i stand til at fortælle deres historie.

"Budskabet til folk med handicap bliver: Du må gerne blive vist på film, men du må ikke være med i dem." – Caspar Eric, forfatter

Erik Struve Hansen, der er redaktionschef i DR ung og programansvarlig for serien, deltog i debatten på Caspar Erics Facebook. Her svarede han, at det havde været en overvejelse at bruge en skuespiller med handicap, men at der var "mange omstændigheder, der udfordrede det valg" – for det første, at DR-serien er, hvad redaktionschefen kalder "low budget fiktion sammenlignet med andre fiktionsserier og film."

Så mennesker med handicap er åbenbart for dyre til public service-tv – til trods for at folk med handicap også betaler licens til vores alle sammens kulturinstitution, der i øvrigt har forpligtet sig til at "forbinde og spejle Danmmark"? Nuvel. Vi snakkede med Caspar Eric og tre andre unge med handicap om, hvordan de har det med DR's valg, og hvad de synes om serien og Idas karakter.

1543494792221-vice_222
Foto: Kasper Løftgaard

Caspar Eric, 31, forfatter

VICE: Hej Caspar. Du så Doggystyle og lavede derefter en opdatering på Facebook, hvor du kritiserede serien. Hvorfor gjorde du det?
Caspar Eric: Faktisk glædede jeg mig over, at DR lavede en ny ungdomsserie. Men da jeg så så, at der var en karakter med et handicap, tænkte jeg "åh nej". Jeg har set den karakter blive spillet dårligt så mange gange, og jeg har set ikke-handicappede forsøge at simulere handicap så mange gange, at jeg helt instinktivt blev skeptisk. Og desværre var der så en eksotisme og fordomsfuldhed i serien, som jeg fik lyst til at sige noget om, fordi det virker til at folk – både seere og producenter – ikke tænker over de her ting. Eller: Tænker dårligt.

Hvad er problemet med karakteren?
For det første spilles handicappet meget karikeret. For det andet kan jeg ikke se, hvorfor det skal være en såkaldt normal, der skal spille rollen. Der er også noget med den barnlighed, den handicappede har, som bekræfter fordommen om, at folk i kørestol med cerebral parese også er mentalt handicappede. Når Ida-karakteren så hører Fifty Shades Of Grey, så sker det som sådan et “handicappede kan faktisk OGSÅ have en seksualitet”-udsagn, og så synes jeg generelt, at den handicappede søster mest er med for at vise noget om de andre karakterer. Det er den handicappede som en huske-kage, og det er en af de største klichéer. Og uanset, hvordan karakteren kommer til at udvikle sig, vil det her være endnu en fortælling, hvor budskabet til folk med handicap bliver: Du må gerne blive vist på film, men du må ikke være med i dem.

"Så sidder man tilbage og føler, at nogen har lavet et cirkus over ens virkelighed."

Og nej, alt er ikke bedre end ingenting – det er ikke altid godt at få den samme historie. Hvis det altid er det samme billede, der bliver vist, bliver fordommene til sandhed. Og det er skadeligt. Man har et eller andet sted i den her proces taget en beslutning om, at det så ikke blev den her gang, man gjorde det ordentligt. Men hvornår sker det så? Hvem tager ansvar? Producenterne synes, det er besværligt med handicappede skuespillere, og så er det sådan nogle som mig, der betaler prisen ved igen og igen at blive fremstillet stereotypt.

Hvad kunne man have gjort anderledes?
Man skulle have brugt en, der var handicappet. I hvert fald hvis man ønsker at skubbe grænserne for, hvordan man fremstiller folk med handicap. Jeg håber virkelig også, at Ida-rollen får lov til at være usympatisk og ikke bare skal vise en udvikling fra værelse med bamseplakater til værelse med mere teenage-identitet. For mig handler det her ikke om repræsentation. Det handler om, hvilke forventninger, og derfor fordomme, kulturen har til folk med handicap. Og det er det samme med alle mulige andre grupper. Forestil dig eksempelvis en serie, hvor man gerne vil vise forstadsliv, og at nogen i Tåstrup bare skal være glade for, at der endelig kommer en historie om Tåstrup. Men når de tænder fjernsynet, ser de en klichéfyldt scene, hvor en karakter eksempelvis skal køre på scooter, mens han eller hun er skæv. Og som om det i sig selv ikke var dumt nok, kan skuespilleren så hverken rulle en joint eller tænde scooteren. Og så sidder man tilbage og føler, at nogen har lavet et cirkus over ens virkelighed. Og det er sådan, det er for sådan nogle som mig, når vi ser Doggystyle.

Så, ser du Doggystyle som et billede på et generelt problem i fremstillingen af folk med handicap?
Ja, og det handler ikke om, at det sårer mig personligt. Men det er vigtigt at ændre, fordi folk, der ikke kender til handicap, kun ser det, de præsenteres for i eksempelvis fjernsynet. Så tror de, at det er sådan, virkeligheden er. At folk med handicap er mindre begavede, at de ikke har en personlighed ud over deres handicap. Den slags. Kunst og underholdning – også på DR – skal jo helst gøre det modsatte.

1543495180760-vice_224
Foto: Tonje Eliasson

Sarah Glerup, 33, kommunikationsmedarbejder på Christiansborg

Sarah Glerup er uddannet cand.mag i Film- og medievidenskab og skrev speciale med navnet "Dansk film på krykker" om repræsentation af fysisk handicap i dansk filmhistorie. Hun lever med muskelsvind.

Hej Sarah. Du har skrevet speciale om repræsentation af folk med handicap – så lad os lige tage den her forfra; hvordan kører det generelt for medierne?
Sarah: Hvis man kigger på det helt generelle, så bliver handicap altid omdrejningspunktet, når det en sjælden gang dukker op i film og serier. Det handler aldrig bare om en skolelærer, der så tilfældigvis også har et handicap. Hvis man sammenligner med andre minoriteter, så var det den samme holdning, man havde til sorte karakterer. De kunne ikke bare spille rollen som skolelærer, fordi det, at de ikke var hvide, var i fokus. Der er vi desværre stadig, når det kommer til handicap. Karaktererne kommer altid til at adskille sig fra alle andre. De skildres altid som lidt isolerede. Det synes jeg også, Doggystyle gør.

Kan du uddybe det?
Bare den måde, karakteren Ida er placeret i rummet på. Hun er med ved bordet, men hun er ikke rigtigt med. Hun er tilskuer. Hun har samme funktion som et møbel, og det ser man tit. Kørestolsmøblet med mennesker i. Det eneste, der mangler her, er det klassiske ternede tæppe over benene.

Ida-karakteren kan ikke tale, men havde DR lavet bare lidt research på personer, der er nonverbale på grund af handicap, er der andre måder at kommunikere på. Også hvis hun skal forestille at have et mentalt handicap. Så bruger man plader, hvor man kan pege. Men de har simpelthen bare givet hende et båthorn, hun kan dytte med. Det er simpelthen basic research, som de ikke har lavet. Man får en karakter, der isoleres fra de andre. På den måde kommer det altid til at handle om, at folk med handicap er ensomme.

Det er også en klassiker, at hvis benene ikke virker, så virker hjernen heller ikke. Det oplever jeg tit. Der er tit nogen her på Christiansborg, der taler til mig som et barn. Der er en automatiseret opfattelse af, at vi er ramt på alle fronter. Den her serie bidrager ikke til at ændre på den opfattelse. Det er svært at vurdere hendes alder, men hun er over 15 år, for hun får alkohol og hører Fifty Shades Of Grey. Men hun har kun plysbamser på værelset. Barnliggørelsen er endnu en klassisk stereotyp. Længe efter jeg kom over min seksuelle lavalder, kneb folk mig i kinderne og klappede mig på hovedet. Vi bliver barnliggjort og gjort mentalt yngre. Det ser jeg gentaget her.

Hvad synes du om, at de har valgt en person uden handicap til at spille Ida?
Om hun spiller spastisk troværdigt, ved jeg ikke. Pointen er netop, at man fokuserer på, om hun spiller det godt nok, når man absolut skulle vælge en skuespiller uden handicap. Man kommer ikke længere med karakteren end til, om den smukke skuespiller kan mime en forkrøblet krop.

Jeg lagde også mærke til, at fordi det er en skuespiller uden handicap, der har rollen, så ser hun ikke ud som en, der har siddet i kørestol i 16 år. Hun har ikke tynde ben, og man får en helt anden kropstype, når man sidder ned.

Argumentet for ikke at caste en med et handicap er ofte, at man ikke kunne finde en med erfaring, men det gør man jo aldrig, hvis man aldrig lader en prøve. Man har en idé om, at de her mennesker er besværlige at have med. Men altså jeg bor da i en almindelig lejlighed, har gået på universitetet og arbejder på en almindelig arbejdsplads.

Hvad kunne DR have gjort anderledes?
For det første kunne de gøre en indsats for at finde en skuespiller, der havde et handicap, der mindede om det, de skulle spille. Det kunne være fedt, hvis en public service-kanal ikke kopierede fordomme, men modarbejdede dem. Det kan da godt være, at karakteren foldes ud, men den bidrager ikke til noget horisontudvidende, som den er nu. Det eneste, den faktisk gør, er, at I skriver den her artikel, og at vi begynder at tale om det. Så kan vi måske begynde at tale om, hvordan vi laver tv og bruger karakterer med handicap. Måske vokser der nuancer ud af det.

Der kører også en amerikansk serie nu, der hedder Speechless, hvor den ældste søn på 16 år er spastisk, og de har valgt en skuepiller, der er spastisk, og de har undersøgt, hvad det vil sige at være nonverbal, og han kommunikerer ved hjælp af en staveplade. Han er ikke bare et møbel, men et subjekt. Den serie vil jeg anbefale produceren på Doggystyle at se.

1543495213644-vice_225
Privatfoto

Sigrid Stilling, 29, udviklingskonsulent hos DUOS

Sigrid Stilling er uddannet i kommunikation og socialvidenskab fra Roskilde Universitet og har tidligere været forperson for Sammenslutningen af Unge Med Handicap. Hun er født med cerebral perese, der gør, at hun går med rollator.

Hej Sigrid. Du har set Doggystyle. Hvad tænkte du?
Først syntes jeg bare, det var spændende med en ny ungdomsserie. Jeg vidste ikke, at der var en karakter med handicap med, men da jeg så det, undrede det mig med det samme, at det var en skuespiller, der ikke har et handicap i virkeligheden. Det er jo ikke skuespillerens skyld, men jeg blev virkelig ærgerlig over det, fordi jeg synes, DR igen er med til at cementere, at os med handicap ikke kan få lov at fortælle vores egne historier og repræsentere vores egne kroppe.

De har et super godt udgangspunkt, og det er sindssygt fedt, at de tager temaet op, men så er det bare vildt ærgerligt, de ikke følger det til dørs.

Hvad er problemet med den her karakter?

Der er flere problemer. Men et af dem er, at jeg som menneske med handicap ikke føler mig repræsenteret. Endnu engang bliver min krop fortolket af en, der ikke selv har et handicap, og det er ærgerligt. Vi er i forvejen så vant til, at mennesker uden handicap skal hjælpe os med alt muligt, og så er det bare så ærgerligt, de også skal fortælle vores historie for os. Det giver en følelse af, at de tror, vi ikke kan selv. Og det bliver jeg virkelig ked af.

Man ville jo heller aldrig lade en hvid person spille sort i dag. Hvorfor kan man så godt lade en såkaldt normal person spille en karikatur på en med handicap?

Nogen vil sige, at det er godt, at karakteren findes. Altså i forhold til, at der så er en eller anden form for repræsentation?
Nej, det er faktisk ikke i orden, fordi det ikke bliver gjort ordentligt. Jeg går ud fra, at formålet med karakteren er at skabe identifikation og mindske afstand til folk med handicap. Og jeg mener, serien gør det modsatte. Alle vil automatisk tænke, at grunden til, at DR har valgt en skuespiller, der ikke har et handicap i virkeligheden, er, at vi ikke kan spille selv. Der findes folk med handicap, der også kan spille skuespil. Serien har et enormt potentiale, så det er enormt ærgerligt, de ikke har givet det en chance.

Derudover har jeg samme diagnose som hende, og jeg bliver lidt træt af, at det også lader til, at hun er kognitivt tilbagesat på en eller en måde – især fordi det ikke bliver nævnt. Det sender et signal om, at man ikke kan være mentalt veludviklet, når man ikke kan bevæge sine ben.

Så det vil ikke løse problemet, hvis karakteren udvikler sig? DR siger, at det vil ske i de kommende afsnit...
Det løser ikke problemet, men viser bare, at de ikke har forstået den grundlæggende fejl, at de har castet forkert. Det er ikke for at kritisere skuespilleren, for det er slet ikke hendes skyld. Fejlen er, at man tog beslutningen om ikke at lade en med handicap spille rollen – det er det, der skaber afstand i stedet for identifikation. Det er den helt store fejl.

Hvilken forskel havde det gjort for dig, hvis rollen var blevet besat af en, der havde handicap i virkeligheden?
Det ville måske betyde, at nogle af fordommene ville blive opløst. Hvis folk så en skuespiller med handicap gøre det rigtig godt, kunne det være, nogle ville tænke en ekstra gang, før de henvendte sig til min hjælper, inden de henvendte sig til mig. Folk går dagligt ud fra, at jeg ikke er velfungerende mentalt, fordi jeg går med rollator. Det kan være, man kan blive mødt som det menneske, man er, i stedet for at blive mødt som det menneske, fordomme bestemmer, man er. Der er desværre lang vej.

1543494871196-vice_223
Foto: Kristian Mads Stigel Kristensen / www.fotovaerk.dk

Zakaria Naser, 27, valgfagslærer i retorik på en efterskole og lokalkonsulent i DUOS

Zakaria Naser er formand for ungdomskredsen i Dansk Handicap Forbund. Han er født med rygmarvsbrok, der betyder, at et hul ind til rygraden har medført, at nogle nerver er blevet skåret over. Derfor er han lam i benene og sidder i kørestol.

Vice: Hej Zakaria. Har du set Doggystyle? Og hvad tænker du generelt om mediers fremstilling af folk med handicap?
Zakaria Naser: Jeg synes, at både repræsentationen og fremstillingen, som den indtil videre har været og i høj grad stadig er, er meget mangelfuld. Den bliver ofte meget stereotyp.

"Jeg så den forleden, og jeg måtte tage pauser og tælle til ti."

Hvis vi bruger DR3-serien Doggystyle som eksempel – og man selvfølgelig tager højde for, at der kun er tre afsnit – så er Ida-karakteren, der har et handicap, jo rimelig ærgerligt fremstillet. Det er simpelthen så stereotypt. Jeg så den forleden, og jeg måtte tage pauser og tælle til ti. Man bliver indigneret, når man ser deres fremstilling af en person med handicap.

Kan du uddybe det?
Der er mange klichefyldte stereotyper, man kan falde ned i, når personer med handicap fremstilles. Den handicappede som en stakkel eller som den den søde og uskyldige er et par af dem. En anden stereotyp er, at folk med handicap også er dumme eller tilbage i udvikling. Indtil nu rammer DR3 alle dem i Doggystyle.

Karakteren fremstilles barnligt, selv om man må formode, hun er mellem 16 og 20 år. Når man ser hendes værelse i serien, ligner det eksempelvis et børneværelse. Der er lyserøde puder, hundeplakater, bamser, og jeg skal komme efter dig. Der bliver ikke talt til hende, men om hende og hen over hovedet på hende. Det er en meget stereotyp og nedladende fremstilling af en person med handicap. Samtidig virker det, som om det skal trækkes i den anden retning i og med, at hun også fremstilles som en seksualiseret person, når hun sidder og hører Fifty Shades Of Grey. De gør hende altså både barnlig og seksualiseret.

I den debat, der er startet på baggrund af serien, var der en person, der skrev, at skuespilleren, der spiller rollen som Ida i Doggystyle, spiller godt. Argumentet var, at hun får det barnlige frem i sine ansigtsudtryk. Den kommentar er jo så vanvittigt sigende for, hvordan folk ser på handicappede – og hvordan den rolle hjælper på at fastholde dumme fordomme og stereotyper.

Er det ikke på en eller anden måde ikke også godt, at de overhovedet fortæller den her historie?
Jo, repræsentation er vigtig. Men når den repræsentation, der er, er utrolig stereotyp, så hjælper det ikke. DR3 siger, at de vil nuancere billedet og aflive stereotyper. Det synes jeg ikke, de lykkes med. Karakteren sidder jo bare der. Hun kan ikke noget, hun har ikke noget sprog, og hun gøres til et offer. Hun bliver gjort til en anden stereotyp – en klods om benet. Eksempelvis da Asta bliver inviteret til gallapremiere og spørger sine forældre, om de ikke kan finde en babysitter til at passe Ida.

DR siger, at karakteren kommer til at udvikle sig. Hvis det gøres rigtigt, kan det så komme problemet til livs?

Jeg tror ikke, det er muligt med den her karakter. Det er dels problemet med, at en skuespiller uden handicap spiller en person med handicap, fordi det bliver så overspillet. Men i Doggystyle synes jeg, at det største problem er, at de holder fast i stereotyper. Jeg har svært ved at se, at jeg skal blive positivt overrasket, men man kan da håbe.

Jeg mener helt grundlæggende, at vi mangler nogen med handicap, der er med i noget for noget andet, end at de har et handicap.

Hvorfor er det vigtigt?
Fordi vi har set det andet en milliard gange. Det ville være godt for personer med handicaps selvforståelse, hvis vi kunne have rollemodeller i tv-serierne. Når personer med handicap ser karakterer som Ida – og generelt den måde, handicap fremstilles på – så får man ikke en fed selvopfattelse. Man tænker; er det sådan i ser mig? Som en, der kun kan køre rundt i ring i min stol? At have et fysisk handicap er ikke ensbetydende med, at man er dum.

VICE har været i kontakt med redaktionschef på DR Ung og programansvarlig for serien, Erik Struve Hansen for at forholde DR kritikken. Han svarer på mail:

"Jeg er på ingen måde i tvivl om, at en handicappet med de rigtige faglige skuespilkvalifikationer selvfølgelig godt kan spille en rolle i stil med den, Ida har igennem serien. Repræsentation og mangfoldighed - i alle fag - er super vigtigt. Det er noget, jeg mener, vi godt kan se mere af i dansk film og tv-fiktion. Jeg er så ikke enig i, at det er det samme som, at vi nu skal lave regler og love for repræsentation. At vi skal lukke vores måde at fortælle historier på i fx en fiktiv tv-serie som ’Doggystyle’ med en fast regel om, at handicappede udelukkende må spilles af handicappede.”

Erik Struve Hansen oplyser, at instruktør og manuskriptforfatter Anna Emma Haudal selv har arbejdet som handicaphjælper i 10 år, og at hun har forfattet relationen mellem seriens to søstre fiktiv med inspiration i en virkelig historie om forholdet mellem to søstre i samme situation som de to søstre i ’Doggystyle’. Han understreger derudover, at Idas karakter "vil udvikle sig" gennem seriens afsnit:

"Der er måske nogle facetter af fremstillingen af Ida, som umiddelbart kan virke klichéfyldt – men måske er der en mening med det, som man vil opdage, hvis man ser videre… Om vi kommer til at ramme et 100% genkendeligt eller realistisk billede efter alle seeres mening, når figuren har udviklet sig i løbet af de 10 afsnit, påstår jeg ikke."