Sarah handler i supermarkedet iklædt niqab
Feminisme

Jeg plejede at være social, nu har jeg mistet lysten til at forlade mit hjem

Min mand sørger for indkøb. Han afleverer og henter også børnene. Snart er min barsel slut, og jeg skal i gang med at studere igen, men denne gang bliver det hjemmefra.
30.11.18

Siden august har det været forbudt at bære niqab i offentligheden i Danmark. 30-årige Sarah* var en af de kvinder, der kæmpede indædt mod vedtagelsen af tildækningsforbuddet som medstifter af foreningen Kvinder i Dialog. I dag kan hun ikke forlade sit hjem uden at kriminalisere sig selv, fordi hun vælger at bære niqab på trods af forbuddet. Kriminalisering af hendes påklædning har gjort, at hun opholder sig mere og mere hjemme og i moskéen i stedet for i sine børns børnehave eller på studiet. Sarah er gift og bor i Københavnsområdet med sin mand og deres tre børn. Hun er ved at færdiggøre en HF og drømmer om at læse til diplomingeniør.

Annoncering

Det her er Sarahs fortælling om at være en niqabklædt kvinde i Danmark, efter tildækningsforbuddet trådte i kraft, som fortalt til Karoline Kjær Hansen.

For 12 år siden købte jeg min første niqab. I dag har jeg cirka 20 niqabber i alt, og jeg har dem i alle mulige farver. Lilla, lyserød, bordeaux, grøn, blå og grå. Jeg har mange farver at vælge mellem. Alligevel ender jeg ofte med at tage den sorte på. Den er mest praktisk, har elastik, så den er hurtig at tage på, og så er den i sådan et behageligt tyndt stof, uden at være gennemsigtig. Min mor blev ret bekymret, den dag jeg kom hjem og havde købt min første niqab. ”Er du sikker på, det er det, du vil? Du kommer til at blive mødt af rigtig meget modstand,” sagde hun til mig. Jeg kommer fra en kulturmuslimsk familie. Jeg er født og opvokset i Danmark og er opdraget meget dansk. Jeg har gået i dansk vuggestue, børnehave og folkeskole. Indtil for få år siden havde jeg boet på Amager hele mit liv, og lige nu tager jeg også en videregående uddannelse på en dansk uddannelsesinstitution.

Jeg har altid været en meget spirituel person, været optaget af eksistentielle spørgsmål og forsøgt at forstå meningen med livet. To år inden jeg købte min første niqab, begyndte jeg at interessere mig mere for min religion, og jeg begyndte at læse rigtig meget. Jeg tror, en af årsagerne var, at jeg hele tiden skulle stå på mål for min religion, og det fik mig til at undersøge religionen mere. Jo mere jeg undersøgte, jo mere rodfæstet blev min tro. Det har aldrig givet mening for mig at tro, at universet er et produkt af en række ukontrollerede tilfældigheder. Universet er sammensat på en organiseret og systematisk måde, så for mig er det logisk at tro, at der er en intelligent designer bag, altså Gud.

Sarah står på en græsplæne iklædt niqab og striktrøje

Da jeg som 18-årig kom hjem med min første niqab, var jeg fast besluttet på, at det var det rigtige for mig at gå med den. Mine forældre og resten af min familie respekterede det valg. For mig var det at iklæde mig niqab en spirituel rejse. Det skete ikke over en dag. Det var en proces af tanker og refleksioner, og jeg havde længe arbejdet på at forbedre mit indre ved at bede, være mere tilstede og lave velgørenhedsarbejde, før jeg fokuserede på det ydre og tilvalgte niqabben. Det var befriende at praktisere min tro og gav gang på gang sådan en varm følelse indeni.

Niqabben er en måde, hvorpå jeg kan holde fast i min tro og være den bedste udgave af mig selv. Den minder mig om mine værdier, og hvad der betyder noget i livet. Jeg tror på, at det er alt det indre, der betyder noget. At være et godt og tålmodigt menneske, der hjælper andre. Niqabben gør det muligt for mig at fjerne fokus fra det ydre og hver eneste dag lægge min energi i det indre.

Jeg har veninder, som har lidt af bulimi og anoreksi, og generelt oplever jeg en verden, hvor der lægges alt for meget energi i udseende og materialisme. Særligt kvinder er underlagt idealer, som er fuldstændig urealistiske og ikke gavner den generelle folkesundhed. For mig er islam udelukkende forbundet med noget positivt, og derfor er det så frustrerende, at jeg konstant bliver konfronteret med en holdning, der er domineret af negativitet. Mange mener, at jeg gemmer mig og ikke vil vise mig frem, fordi jeg går med niqab. Jeg føler, at jeg blotter min personlighed totalt blot ved at være det menneske, jeg er, når jeg tager niqab på.

Når jeg skal ud af døren, kan jeg være klar på fem minutter. Nogle gange bruger jeg tid på at gøre mig rigtig pæn, men det er udelukkende for min egen skyld. Når jeg går ud, så tildækker jeg mig jo. Det gør, at jeg altid ved, at folk i min omgangskreds holder af mig på grund af min personlighed, og ikke fordi jeg ser ud på en bestemt måde eller ejer nogle bestemte ting. Det samme gør sig gældende for min mand. Jeg ved, at han har valgt mig ud fra de værdier, der ifølge mig er de rigtige, for det var først, da han friede, at jeg løftede op i niqab, og han så mit ansigt. Derfor gør det også så ondt på mig, at der er en generel opfattelse af min mand som undertrykkende, fordi jeg har valgt at gå med niqab.

Sarah står iklædt rød niqab op ad en sort væg med hænderne foldet over hjertet

For 11 måneder siden fødte jeg vores tredje barn. En lille pige, jeg har givet kælenavnet Sa’adah, som betyder ”livsglæde”. Da hun lå i mine arme første gang, tænkte jeg på, hvilket menneske hun mon vil blive, og hvilke drømme der vil gro i hende. Måske vil hun blive begavet med skriveevner og blive forfatter. Måske vil hun drømme om at blive læge og redde menneskeliv eller måske diplomingeniør ligesom hendes mor. Hendes vej lå helt ubefærdet hen, og jeg mærkede en spændende kilden i maven ved tanken om, hvordan jeg skulle se hende vokse op i et Danmark, hvor hun havde retten til at være et religiøst menneske og drømme stort. Men cirka samtidig med min datters fødsel gik det op for mig, at tildækningsforbuddet i Danmark kunne blive en realitet, og det gav mig en klump i maven, som kun har vokset sig større lige siden.

Jeg passer mit studie og klarer det rigtig godt. Alligevel oplever jeg konstant at blive udsat for hadefulde og racistiske handlinger, hvor end jeg går. Mænd, som truer mig på livet på åben gade foran mine børn. Derfor har jeg også mistet lysten til at gå uden for mit hjem. Det er på trods af, at jeg er en meget social person og normalt elsker at være ude og sammen med andre mennesker.

Min mand vil ikke have, jeg bliver udsat for noget hadefuldt, og derfor sørger han for indkøb. Det er også ham, der afleverer og henter børnene. Snart er min barsel slut, og jeg skal i gang med at studere igen, men denne gang bliver det hjemmefra. Jeg har nemlig valgt selvstudie, så jeg ikke har mødepligt til undervisningen. Jeg går stadig udenfor en gang imellem, og når jeg gør det, så har jeg selvfølgelig min niqab på. Men det føles hårdt at blive diskrimineret og ekskluderet. Også fordi jeg nu er rigtigt bange for konfrontation med racister og højreekstremister. Nu kan jeg jo ikke ringe til politiet og bede dem om hjælp, for med loven er deres opførsel blevet legitimeret.

Sarah står udenfor iklæde niqab og striktrøje

Hele mit liv har jeg oplevet at blive talt ned til på grund af min religiøse overbevisning. Også før jeg begyndte at gå med niqab. Jeg har altid tænkt, at hvis jeg blev veluddannet og fortsatte med at være et godt menneske, så ville jeg en dag opleve ligeværd. Et ligeværd, som jeg ønsker for alle muslimske kvinder. Den tro lever stadig i mig.

Ligeså meget had og modstand jeg har oplevet efter forbuddet trådte i kraft, ligeså meget fællesskab og opbakning har jeg også oplevet fra forskellige sider. Politibetjente, der har vendt det blinde øje til og undladt at udskrive bøder. Tusindvis af etniske danskere, som demonstrerede med os den 1. august, da forbuddet trådte i kraft. Og også alle dem, der skriver til vores forening Kvinder i Dialog, at de støtter os og vil betale vores bøder, hvis vi får nogen. Jeg drømmer om at kunne stifte min egen virksomhed, så jeg kan sikre job til alle de ambitiøse og intelligente muslimske kvinder, der er i Danmark, men som bliver diskrimineret på deres arbejdspladser på grund af deres påklædning eller tro. Jeg vil gerne gøre en positiv forskel. Jeg ville sådan ønske, at vi i Danmark kunne blive bedre til at snakke med hinanden. Det værste, der kan ske, er, at jeg dropper ud af mit studie, opgiver mine ambitioner og trækker mig tilbage. Så ender jeg nok med at få nogle flere børn og opholde mig mere i moskéen; et sted, hvor jeg ellers ikke er kommet særlig meget i de seneste år, fordi jeg har haft travlt med mit studie og med at opfostre mine børn. Nu er det det eneste sted, hvor jeg paradoksalt nok må opholde mig legitimt uden for mit eget hjem. Selv om min tro har lært mig, at alt sker af en god grund, og det derfor også må være tilfældet, hvis det scenarie bliver til virkelighed, så håber jeg, at jeg kan gøre mit studie færdigt. Jeg er i hvert fald ikke klar til at opgive kampen, og jeg kan slet ikke bære den tanke, at mine børn engang spørger, hvorfor jeg ikke gjorde noget. *Sarah optræder kun ved sit mellemnavn, da hun tidligere har oplevet trusler og chikane. Redaktionen er bekendt med Sarahs fulde identitet.