#MeToo bliver ofte omtalt som et væsen med en vilje. Man kan læse, at #MeToo "forbyder" mænd at gøre ting, at #MeToo "lærer os" noget. Nogle ser måske #MeToo som et monster, andre som en frelser. På Broadly har vi lyst til at få sat et billede på #MeToo. Faktisk flere. Derfor har vi spurgt en række illustratorer, om de ville forsøge at portrættere #MeToo og fortælle om deres portræt. Fem ville gerne, og Erik Pontoppidan er en af dem.
Erik er 31 og cand. mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet. Siden han dimitterede har han dog hovedsageligt arbejdet som illustrator – blandt andet for VICE og Dagbladet Information. Her fortæller han om sin portrættering af #MeToo:
I første omgang er #MeToo en lille revolution, der finder sted oven på en ophobning af dybtfølt smerte og bitterhed, forårsaget af seksuelle krænkelser og magtmisbrug begået mod kvinder. Følelser omsættes via hashtagget til kvantificerbar data, og den enorme mængde af historier, der hober sig op, vejer nu så tungt, at de – i hvert fald for en stund – destabiliserer den symbolske orden, der tillod magtmisbruget.
MeToo får hurtigt en plads i den offentlige samtale, men denne samtale udvikler sig siden til en verdensomspændende mediebegivenhed, der følger samme skabelon som så mange andre før den. Det, der samles under hashtagget, begynder nu mere at ligne et vanvittigt karnevalsoptog, hvor alle råber om kap for at definere det nye fænomen eller gør besynderlige krumspring for blot at omdirigere noget af trafikken i egen retning.
Jeg har tegnet #MeToo som søuhyret Hydra fra græsk/romersk mytologi. Hydra havde ni hoveder, og hvis hun mistede et af dem, voksede to nye frem i dets sted. Hendes midterste hoved var udødeligt, og hendes blod og ånde giftig. I myten bliver Hydra besejret med mod og snilde af helten Hercules og hans nevø. Hercules begraver derefter det udødelige hoved under en sten.
I denne omgang gebærder Hercules sig imidlertid ikke særlig snildt, og hans strategi giver bagslag. Hercules husker ikke, som i den oprindelige myte, at gardere sig imod Hydras gift ved at holde et klæde op foran sig. Han hugger et af Hydras hoveder af, men bliver ramt af hendes giftige blod. Hans nevø vil komme ham til undsætning ved at brænde Hydras sår, så nye hoveder ikke vokser ud, men fumler med faklen og sætter i stedet ild til sig selv. Som resultat må vores helte trække sig fra kampen.
Hydra synes kun at være til for at blive besejret, dette er hendes rolle i myten om Hercules’ 12 arbejder; en modstander, der synes uovervindelig, men til sidst overvindes. Hun får Hercules' heltedåd til at glimre endnu mere, når han imod al forventning besejrer hende. Som den lokkende kraftprøve med hammeren i Tivoli er hun nærmest uimodståelig som udfordring. Der venter jo en stor hæder for den, der klarer prøven, som ingen før er lykkedes med.
Sådan er det også med disse store mediebegivenheder; alle skal prøve kræfter med sværdet i stenen. For hvis man kan skabe opmærksomhed under den omstridte havelåge, skal de sociale mediers algoritmer nok sørge for resten, og man vil pludselig have følelsen af – på godt og ondt – at være hele verdens centrum. Det er italesættelsens magt, der kæmpes om. Når hele verdens øjne er rettet mod det samme hashtag, er det jo fristende at iklæde sig det og sige: “Også mig.” I forbindelse med #MeToo synes mændene dog ikke at være sluppet så heldigt afsted med det, især ikke dem, der havde til hensigt at begrave hashtagget under en sten.
Se flere #MeToo-tegninger:
