Vi elsker sexede monstre, og endelig får kærligheden lov at vare ved

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Produktionsholdet formåede også i sidste ende at finde en fin balance mellem uhyrlig og sexet. Jo, uhyret – der i filmen er kendt som ”Aktivet” – har finner, instinkter som et dyr og en usædvanlig penis (filmen forklarer, hvordan den fungerer), men han er også betagende på en underlig måde, og det er helt med vilje. Holdet, der står udarbejdelsen af uhyret, har brugt flere måneder på at designe hans ansigt for at sikre, at han ser så tiltalende ud, som en fiskemand kan: Hans næse er perfekt, øjnene sidder i den rette afstand fra hinanden, og det virker næsten ikke underligt, at han har gæller.

Holdet bag filmen har formodentlig gjort sig umage på den konto, for at Aktivet skal appellere til seeren. Del Toro var ikke interesseret i at fortælle en historie, hvor det centrale forhold kunne reduceres til ”en eller anden kinky, pervers affære,” fortæller han i et interview med Wired. Det skal give mening, at Elisa (spillet af Sally Hawkins), der er rengøringsassistent på det laboratorium, hvor Aktivet er spæret inde, forelsker sig i ham. Og det er ikke kun hans fysiske fremtoning, der er tillokkende: Aktivet er et sympatisk væsen, som er fanget i et system, der er ligeglad med hans sande potentiale. Som seeren gradvist erfarer, så er han også i stand til at kommunikere med og vise omsorg for og kærlighed til andre.

Men dermed ikke sagt, at alle seere fanger den. I en anmeldelse på Gamespot skriver en bruger, at det er forrykt at lave en film om en kvinde, der forelsker dig i et fiskeuhyre: ”En ting er at bede publikum om at købe historiens grundpræmis, der minder om et eventyr for børn, men det er noget helt andet at forvente, at de skal tro på, at den her kvinde er så desperat, at hun falder for et væsen, der ikke engang kan overleve på land – slet ikke når der rent faktisk er rigtige mænd i byen.” En anmelder ved Baltimore Magazine er enig og kalder filmen for ”tværartslig porno”.

I virkeligheden er der faktisk ikke noget særligt ukonventionelt ved at lave en film med et sexet uhyre. Mennesker har altid erotiseret overnaturlige væsner i vores fortællinger, og de mundtligt overleverede eventyr er fulde af eksempler på det. I Ungarn har man et overnaturligt væsen, der kaldes en lidérc, som menes at suge livskraften ud af mennesket gennem samleje. Der er succubus og incubus, som dukker op i drømme og forfører kvinder og mænd. Der er sirener, som lokker sømænd i døden med deres besnærende sange, og så er der den brasilianske encantado – en delfin, der kan antage menneskeform for at have sex med andre mennesker. Det blodrøde kirsebær på toppen er selvfølgelig Dracula, den legendariske vampyrkonge, som kidnapper uskyldige, unge kvinder og gør dem til vanvittige, blodtørstige uhyrer.

Figurerne optræder gerne som metaforiske formaninger i fortællinger, hvor kønsakten bliver lig med en eksistentiel trussel. Konklusionen er altid den samme. Hvis man lader sig forføre af uhyret, betyder det den visse død, en enkeltbillet til helvede eller en uønsket, dæmonisk graviditet. Men den største bekymring, som historierne giver udtryk for, handler ikke om angst for, at mennesker lader sig narre og lokke af uhyrernes forførelsesteknik. Det er derimod, at vi aktivt opsøger det – at vi ender med at kunne lide det og værst af alt, at vi kommer til at sympatisere og identificere os med uhyrerne.

”Uhyrerne er selvfølgelig væsner, vi selv har skabt, og på en måde er de også repræsentanter for os – det er vores mørke sider, alle de negative kvaliteter, vi helst ikke vil tænke på, som vi altid prøver at slippe af med,” skriver John G. Nachbar og Kevin Lausé i deres introduktion til Walter Evans’ essay Monster Movies: A Sexual Theory. ”Uhyrer er metaforiske repræsentanter for seksuelle problemstillinger, som er med til at bolstre samfundets behov for både at skabe plads til og samtidigt holde kontrol med folks drifter.”

De drifter, som Evans påpeger i Monster Movies: A Sexual Theory, skal med vold og magt kontrolleres – det er derfor, Dracula får en pæl gennem hjertet, Frankensteins monster bliver brændt levende, og King Kong kastet ned fra toppen af en bygning – i alle tre tilfælde sker det, efter uhyrerne forsøger at skabe forbindelser til mennesker. Traditionelle historier om uhyrer ender med, at en mandlig og en kvindelig karakter bliver gift. Ifølge Evans er det ”langt fra bare en narrativ floskel”. Den traditionelle forening mellem mand og kvinde tjener et meget vigtigt ideologisk formål: ”Kun gennem ægteskab kan Henry Frankenstein reddes fra sin perverse trang til at eksperimentere med menneskekroppen. Kun ægteskab kan redde Mina Harker, efter hun er kommet Grev Dracula for nær… kønsdriften tæmmes og ophøjes via ægteskabet.”

Hvis Frankensteins skabning er litteraturens første sympatiske skildring af et uhyre, så er han langt fra den sidste. Det meget berømte uhyre fra den sorte lagune længes også efter at skabe en forbindelse til mennesker. I sin artikel om filmen fra 1954 citerer Constantine Verevis, der var professor i film- og medievidenskab ved Monash University i Melbourne, filmens manuskriptforfatter, når han skriver: ”Grundtanken er at give uhyret menneskelige kvaliteter – det eneste, han ønsker, er at elske pigen, men folk vil bare jage ham!” De menneskelige kvaliteter var det, der gjorde filmen appellerende, og det er den altoverskyggende årsag til, at uhyret i dag er så ikonisk for hele gysergenren. I The Seven Year Itch, der udkom et år efter Uhyret fra den Sorte Lagune, taler Marilyn Monroes karakter, da hun er på vej ud fra biografen, om uhyrets appel: ”Han så ret uhyggelig ud, men så slem var han heller ikke. Han ville bare have lidt kærlighed. Han ville bare vide, at han var elsket og ønsket af andre.” (Uhyret fra filmen ender desværre sine dage med at synke ned på bunden af havet, mens heltinden reddes af tre mænd).

Aktivet i del Toros film kan derfor læses som en kombination af Frankensteins uhyre og uhyret fra den sorte lagune – et væsen, der virker umenneskeligt, men længes efter meget menneskelige ting. ”Som barn, når jeg så Frankenstein eller Dr. Jekyll og Mr. Hyde, så holdt jeg altid med uhyret. Så det er egentlig den film, jeg altid har været interesseret i at se,” fortæller del Toro i et interview med Variety. ”Hvis vi havde lavet en normal film med en scene, hvor uhyret bærer heltinden væk i sine arme, så ville helten være … machomanden klædt i hvidt som en frelserskikkelse. I den her film ser vi ham fra et andet perspektiv, og i det lys er han skurken. Jeg synes, de mest interessante historier er dem, hvor man ændrer perspektivet.”

Selv om The Shape of Water ikke er unik i kraft af, at den seksualiserer og menneskeliggør sit uhyre, så er den radikalt anderledes på andre punkter: Det er en historie, hvor kvinden i sidste ende vælger uhyret, selv om uhyret forbliver et uhyre. Der er ikke noget heteronormativt ægteskab mellem to mennesker i slutningen til at rette op på balancen – i stedet handler filmens sidste del om Elisa og Aktivets kamp for at blive forenet. Elisas ven Zelda (Octavia Spencer) opfatter øjeblikkeligt deres forhold som noget helt normalt. Hun spørger ind til, hvordan sex fungerer og driller Elisa. Elisas nabo, Giles (Richard Jenkins), er mere skeptisk i begyndelsen og nægter at hjælpe med befri Aktivet, men da han indser, at hans veninde elsker Aktivet, bliver han alligevel overbevist.

Uhyrer har en helt særlig plads i mediebilledet i dag. De reflekterer vores kultur og vores psykoseksuelle angst, og de udgør et rum, hvor vi i tryghed kan afsøge angsten uden at skulle identificere os med uhyrerne. Men lige meget hvor sexet eller sympatisk uhyret er, så er det ikke meningen, at det får pigen til sidst. The Shape of Water er på den måde en forgangsfilm, der gør op med den tanke: Ikke alene fungerer forholdet mellem Elisa og Aktivet; det er faktisk det eneste velfungerende forhold i hele filmen. Zelda er fanget i et kærlighedsløst ægteskab, og Giles, som er homoseksuel, lever i skabet. Historiens virkelige skurk, Richard Strickland (Michael Shannon), dyrker voldelig og glædesløs sex med sin kone, der opfører sig som en stille, hjemmegående husmor gennem hele historien.

Ved bogstaveligt talt at møde uhyret – en metaforisk figur, der repræsenterer menneskets mørke sider – med åbne arme, åbner Elisa for en helt ny verden af muligheder. En verden, der eksisterer udenfor den undertrykkelse af følelser og drifter, som præger den øvrige verden i filmen. Deres ”uhyrlige” kvalitet, det, der gør dem anderledes – især deres fælles manglende evne til at kommunikere med andre mennesker – er det, der gør dem mere menneskelige i forholdet til hinanden. ”Det virkelige mirakel for amfibiemanden er måden, Elisa ser på ham på,” siger del Toro. ”Hendes øjne skinner af følelser. Alle væsner i filmen, der har evnen til at tale, har problemer med at kommunikere, men vores to nonverbale karakterer kommunikerer helt uden problemer med hinanden.”