"Lægen kigger mig lige i øjnene og siger, at jeg er den sygeste pige, hun nogensinde har mødt"
Billedet til venstre viser Rikke i 2007, og til højre er det Rikke, som hun ser ud i dag. Privatfotos
psykiatri

"Lægen kigger mig lige i øjnene og siger, at jeg er den sygeste pige, hun nogensinde har mødt"

Rikke var kun 12 år, da hun blev indlagt Bispebjerg Hospital med livstruende anoreksi. I de følgende år var venner og skole erstattet af bæltefikseringer, diagnoser og tvangsmedicinering.

Selvom Rikke Høgsberg Agerskov stadig engang imellem kan skamme sig over forløbet og altid skal være opmærksom på, træningen ikke tager overhånd, er der ingen fremtrædende tegn på, at hun har været syg. I dag er Rikke 23 år, hendes krop er på nærmest mirakuløs vis helet helt uden mén, hun bor Vanløse og er godt i gang med dyrlægestudiet. Samtidig passer hun både arbejde, venner og familie. Alt i alt Rikke klarer sig godt – bedre end så mange andre.

Annoncering

“Sådan var det også, inden jeg blev syg,” siger Rikke og fortæller, at hendes liv i store træk forløb ganske gnidningsfrit, indtil det pludselig gik helt galt. “Jeg havde gode veninder og var stærk i skolen. Når jeg tænker tilbage, husker jeg en barndom, hvor jeg havde det godt og var glad.” Men da Rikke i 2006 startede i 6. klasse, begyndte det hele at smuldre. “Mine forældre var pludselig frem og tilbage: Sammen, ikke sammen, sammen, ikke sammen, og det kunne jeg bare ikke håndtere,” fortæller Rikke.

Personalet holdt hende fast, mens de førte sonden, en plastikslange forbundet til en pose med flydende mad, ind i næsen, gennem svælget og endelig ned i mavesækken

Rikke husker ikke, hvordan hun fandt på at sulte sig selv, men efter kort tid handlede hele hendes tilværelse om vægt og kalorier: “Jeg var jo ikke ret gammel, så jeg trænede ikke, men begyndte bare at spise mindre og mindre,” fortæller hun og tilføjer: “Jeg havde aldrig haft problemer med min krop før, og min spiseforstyrrelse handlede i bund og grund slet ikke om mad og vægt, men om et sygeligt behov for kontrol, der blev forstærket af situationen derhjemme med mine forældre.”

“Det gik meget, meget hurtigt. Jeg tror, spiseforstyrrelsen viste sig første gang i efteråret, og i midten af marts blev jeg indlagt.”

Hun var 173 høj og vejede blot 37 kilo, da hun rykkede ind på anoreksiafsnittet på Bispebjerg Hospitals børne- og ungdomspsykiatriske afdeling. I begyndelsen troede både Rikke og hendes familie, at indlæggelsen kun var for en kortere periode. De var sikre på, at hun inden længe ville være fri af spiseforstyrrelsen og kunne komme tilbage til vennerne og teenagelivet, der ventede forude. Men sådan blev det ikke. Rikke kom aldrig tilbage til sin gamle skole, og mens hendes klassekammerater begyndte at få kærester, gå til fester og forberede sig på livet efter folkeskolen, var Rikke lænket til sin seng.

Annoncering

Først på den åbne anoreksiafdeling, hvor hun de første uger var så udmagret, at det kunne være farligt for hende at rejse sig op, og siden på lukkede ungdomspsykiatriske afdelinger - først på Bispebjerg og så på Glostrup - hvor hun det meste af et år var bæltefikseret og dermed bogstavelig talt bundet til hospitalssengen op mod 23 timer i døgnet.

Rikke beskriver, hvordan hun, i de knap to år, hun var indlagt, kørte én lang magtkamp med hospitalet. I første omgang om maden:

“Jeg var næsten lige blevet indlagt og skulle jo spise, men jeg nægtede. På et tidspunkt oplyste personalet på Bispebjerg mig om, at jeg ville få sondemad, hvis jeg ikke begyndte at spise. Da jeg stadig ikke gav mig, fjernede de maden og spurgte, om jeg ville gå med til at få sonden frivilligt. Og det ville jeg i hvert fald ikke,” fortæller Rikke.

Derefter blev hun overmandet af fire personer fra personalet, der lavede en såkaldt magtanvendelse, hvor de holdt hende fast og på den måde fikserede hendes krop, mens de førte sonden, en plastikslange forbundet til en pose med flydende mad, ind i næsen, gennem svælget og endelig ned i mavesækken.

“Jeg fik det kun denne ene gang, og det var simpelthen så ubehageligt, at jeg begyndte at spise selv bagefter,” fortæller hun og tilføjer: “Så man kan sige, jeg fik det bedre i den forstand, at jeg tog på, men psyken var stadig lige syg.”

Lægen kigger mig lige i øjnene og siger, at jeg er den sygeste pige, hun nogensinde har mødt, at hun ikke kan gøre mere for mig, og at jeg aldrig bliver rask

Annoncering

Ugerne efter beskriver Rikke som en slags opblomstring, hvor hun for en stund regnede med at blive udskrevet inden længe, men så begyndte de mørke tanker at overtage:

“Jeg følte mig som en opfedet kylling. Jeg var ikke blevet set og hørt, men bare fedet op. Som om jeg havde været på fem ugers lynkur.”

Så i stedet for at blive udskrevet begynder Rikke at lave ballade. Hun stikker af fra afdelingen flere gange, begynder at skære i sig selv og truer med at tage sit eget liv. Sidstnævnte resulterer i en tvangsindlæggelse, der får hende flyttet fra den åbne anoreksiafdeling til det lukkede ungdomsafsnit. Rikke beskriver det kommende år som “en meget lang sort periode”, hun kun husker brudstykker fra:

Hun husker at være spændt fast til hospitalssengen. Og hvordan bælterne skar sig ind i hendes håndled, ankler, maveskind og skuldre, når hun “gik amok,” som hun kalder de anfald, der efter kort tid fik personalet til at give hende en skizofrenidiagnose, der i dag er fjernet. Hun husker, at rummet var hvidt, og at der altid sad en vagt ved hendes side. Hun husker, at hendes veninder ikke måtte besøge hende, og at hendes forældre kun havde adgang få timer om ugen. Og så husker hun håbløsheden:

“Det var nok det værste. Tanken om ikke at have en fremtid; Aldrig at kunne få børn. Ikke måtte tage et kørekort eller gå på en uddannelse. Bevidstheden om man er 13-14 år, men at ens liv aldrig vil rumme andet end sygdom, hospitaler og tvang,” fortæller hun.

Annoncering

Det var særligt én episode, der gav håbløsheden et så fast tag i Rikkes bevidsthed:

Hun var 14 år og havde været indlagt lidt over et år. Bæltefikseringer og tvangsmedicinering var for længst blevet hverdag, og fremskridtene udeblev. Hun sad op i sin seng, spændt fast på ankler, håndled og mave, da en kvindelig læge kommer ind. Som Rikke husker det, sætter kvinden sig på en stol ved siden af hendes seng, og meddeler først, at hun skal flyttes til Glostrup Psykiatri. “Bagefter kigger hun mig lige i øjnene og siger, at jeg er den sygeste pige, hun nogensinde har mødt, at hun ikke kan gøre mere for mig, og at jeg aldrig bliver rask,” fortæller Rikke og tilføjer: “Og den oplevelse har brændt sig fast. I dag kan jeg bruge den som motivation, hvis der er noget, jeg gerne vil opnå, men dengang slog den mig bare ud. Så var der ikke mere at kæmpe for.”

I de otte måneder, hun var på Glostrup Hospital, blev hun tvangsmedicineret dagligt og bæltefikseret 321 gange. Men i stedet for at få det bedre, blev hun både mere syg og mere opgivende, som månederne gik. Men selvom hun dengang ikke anede, hvor hårdt de kæmpede, lykkedes det samtidig hendes forældrene at overbevise personalet på Bispebjerg Hospital om at lave et forsøg med en ny type behandling med mindre tvang og mere samtale. Og pludselig gik det stærkt:

“Der gik kun fem dage, før jeg bad om at blive løsnet fra remmene, og jeg har ikke været spændt fast siden,” fortæller hun.

Annoncering

Efterfølgende gik der ikke mere end tre måneder, før Rikke blev udskrevet. Men hun skulle bo på to opholdssteder og afslutte niende klasse på specialskole, før hun flyttede rigtigt hjem til sine forældre igen. Det var i 2010, hun var i færd med at afslutte 9. klasse og var med egne ord færdig med at være syg:

“Inden, jeg afsluttede 9., havde jeg et møde med mine lærere, min sagsbehandler, min kontaktperson og mine forældre. Vi skulle planlægge mit videre forløb, og jeg meddelte dem bare, at jeg allerede havde styr på fremtiden. At jeg var færdig med specialskoler og ville gå i helt normal 10. klasse.”

Derfor startede hun på Amagerfælled Skole i august 2010.

“Jeg klarede mig godt fagligt, men det var svært socialt. Jeg gik enormt meget op i, hvad andre tænkte og var rædselslagen for, at folk skulle finde ud af, jeg havde været syg. Og så havde jeg jo været væk i nogle ekstremt vigtige år, hvor mine jævnaldrende havde udviklet sig rigtig meget, og det skulle jeg jo også lige indhente,” fortæller hun.

Hun husker ikke, hvornår hun første gang følte sig rigtig rask, men hun ved, det skete, mens hun gik på HF:

“Det har nok været i 2012-2013 stykker, at jeg for alvor følte, at nu havde jeg styr på det. Jeg havde opbygget nye venskaber, havde et fritidsjob, jeg blev anerkendt for, og havde samtidig succes på studiet. Jeg havde det faktisk så godt, at jeg helt glemte, jeg havde været syg. Jeg begyndte at være ok med min fortid, og i takt med, at jeg besluttede, den ikke skulle definere min fremtid, begyndte jeg også at kunne tale åbent med mine venner om den. Og så blev det for alvor en afsluttet periode.”

Det er i dag over ti år siden, Rikke blev indlagt, hun har fået fjernet alle diagnoser og tænker kun sjældent på sin sygdom:

"Når jeg fortæller om det, føles det sommetider slet ikke, som om det rent faktisk var mig, der var udsat for alt det, fordi det er så fjernt for mig at være syg,” siger Rikke og holder en pause, før hun fortsætter: “Men der er stadig små ting, jeg skal være opmærksom på. Jeg træner og går op i sundhed, men tør for eksempel ikke stille op til bodyfitness med mine veninder, fordi jeg er bange for at falde i gamle mønstre, hvis jeg pludselig skal holde øje med mål og vægt. Men det fylder slet ikke i min hverdag. Jeg har det virkelig godt i dag og kæmper på ingen måde sygdom mere."

Læs også: