FYI.

This story is over 5 years old.

røv

Pushup-undertøj til mænd er mere populært, end du går og tror

Hvem vil ikke gerne have en stram og rund røv?
Rounderbums røvforstørrende boksershorts i reality-programmet Shark Tank. Foto af Eddy Chen/ABC via Getty Images

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA.

På det amerikanske patentkontor kan man finde et væld af opfindelser, der skal holde mænds ædlere dele på plads, og de er beskrevet i det mest vidunderligt tørre sprog. En af undertøjsfabrikanterne påstår, at de kan give mænd den ideelle "kosmetiske numseprofil", mens en anden lover "integreret variabel støtte for det mandlige lem." Ligesom et par boksershorts med balle-indlæg lover "let ventilation af skridtet."

Annoncering

Og så er der Rounderbum, som egentlig bare er et par underbukser med to røvformede puder af polyuretan-skum syet ind i stoffet, der hvor ballerne sidder. Ideen er, at skumpuderne, gennem det fabrikanten kalder en "løfte-teknologi," skal forme ballerne og skabe den perfekte manderøv.

"Silikone er tungere, så hvis producenten bruger det, vil implantatet føles lidt tydeligere, hvis nogen smækker dig i numsen," fortæller opfinderen af Rounderbum, Jonathan Diersing og tilføjer: "Vores er mere svampet - ligesom en rigtig numse.”

Der har været mange forgængere til Rounderbum, men siden 2015 har mærket solgt undertøj for over 6 millioner kroner, og det er vel nok det mest fremtrædende pushup-undertøj til mænd nogensinde. Efter at have vundet en million kroner i TV-programmet for iværksættere, Shark Tank, påstår Diersing, at deres salg på Amazon er steget med 1000 procent, og hans underbukser med indbygget numseløft er de fjerdemest populære underbukser på hele hjemmesiden.

Rounderbums voldsomme popularitet kunne tyde på, at mænd - ligesom kvinder - føler et udefrakommende pres for at skulle levere en lækker rund røv. Men Diersing har selvfølgelig et mere positivt budskab: "Vi prøver ikke at lave falske løsninger. Vi vil bare gerne have at tøjet sidder lige så godt på vores kunder, som det gør på en mannequin."

Der er ingen tvivl om, at underbukser med indlæg er en sundere måde at håndtere et forskruet kropsideal på end steroider eller ekstreme mængder træning, men det er stadig med til at fastholde nogle urealistiske skønhedsidealer. Det fortæller psykologiprofessor fra Columbia University, Melanie Brewster. Hun uddyber: "Jeg har svært ved at forestille mig, at man går ud og køber undertøj, der skal forme ens krop på en bestemt måde uden at have en vis utilfredshed med sin egen krop," siger hun.

Annoncering

Mænd har længe polstret deres røv. Men størstedelen af de produkter, der tidligere har været på markedet, har foregivet, at de var skabt af alle mulige andre grunde end at give almindelige mænd en flottere røv. Eksempelvis har nogle mærker promoveret sig på mænd i rullestol, mens andre har henvendt sig til kræftpatienter eller til mænd, der lider af HIV. I den sammenhæng er Rounderbum forfriskende ærlige omkring, at deres mål er at få din røv til at se større ud, og de gemmer sig ikke bag medicinsk sprogbrug for at retfærdiggøre deres intentioner. Rounderbum fokuserer benhårdt på den selvtillid, en mand kan få, hvis han har en rund røv.

De polstrede underbuksers popularitet er ikke chokerende nyt. Ifølge American Society of Aesthetic Plastic får kvinder stadig lavet de fleste kosmetiske indgreb i bagdelen, mens mænd kun står kun for 2,6 procent af de i alt 20.126 røvoperationer i USA i 2016.

Men det betyder ikke, at der ikke er voksende efterspørgsel på lækre mandenumser. For som ejeren af Bubbles Bodywear, Karen E Jones, siger, har der aldrig været så mange mandlige kunder som i dag: "Mændene klager over, at deres bukser hænger og poser."

Hun forklarer desuden, at det ikke er alle mænd, der kan opnå den "perfekte" røv alene gennem motion. "De er ikke genetisk disponeret til at have de nødvendige hormoner, fedtdepoter og muskler," siger hun og tilføjer: "Nogle gange har de brug for lidt silikonehjælp."

Annoncering

I modsætning til Rounderbum tilbyder Bubbles en række forskellige indlæg. Jones siger, at hendes sælger kan snakke i telefon med kunderne i timevis, før de finder frem til den perfekte popó. "Det er ligesom at finde den rette BH gange 100," siger hun.

Brandon Gray købte et par Rounderbums efter at have set en reklame for de svulmende underbukser. "Jeg har fået mange komplimenter," fortæller han. "Der har endda været et par venner, der spurgte, om jeg have fået en plastikoperation."

Et par Rounderbum-underbukser. Foto af forfatteren

Gray var så begejstret for, hvordan underbukserne føltes, at han købte et par til enhver lejlighed. "Jeg har altid været kritisk omkring min egen røv. Jeg tror, de fleste fyre tjekker deres røv ud i spejlet og tænker over, om den mon er god nok."

Som sædvanlig er anmeldelserne på Amazon både i øst og vest. En kunde hylder undertøjet for effektivt at holde hans baller på plads, mens en anden siger, at de får ham til at ligne "Jennifer Lopez, inden hun fik opereret sin røv mindre." Men man får stadig det indtryk, at de opfylder et tomrum for de mænd, der har så lille en røv, at de knap kan holde bukserne oppe. Som en kunde siger: "Jeg har prøvet med både løse bukser og skinny jeans, og jeg har fået komplimenter af alle - også lidt upassende ros fra mine kollegaer."

Brewster er bange for, hvad de polstrede underbuksers voksende popularitet siger om mænds selvværd. Hvis en patient foreslår pushup-underbukser som en løsning på deres problemer, vil hun være kritisk: "Hvis folk roser din nye numse, får du det så bedre med dig selv, eller får du det bare endnu værre, fordi du får opmærksomhed på en kunstig modificering af din krop?"

Hun mener, at særligt homoseksuelle mænd har en tendens til at objektificere sig selv. "I stedet for at nyde den krop, de har, er de konstant fokuserede på, hvordan de kan få den til at se bedre ud for andre menneskers skyld," siger hun. "Homoseksuelle mænd internaliserer andre mænds forventninger til deres udseende, på samme måde som kvinder gør."

Hver gang, nogen ændrer deres udseende på en kunstig måde, er de med til at skabe et ideal som er uopnåeligt," tilføjer hun. "Jeg synes, folk skal være varsomme med at gå i den slags."