Twerk Queen: Gør som Oslo og forbyd photoshoppede reklamer
Foto: Amanda Hjernø
Broadly - Fra Hvor Jeg Står

Twerk Queen: Gør som Oslo og forbyd photoshoppede reklamer

Byrådet i Oslo har vedtaget er forbud mod reklamer, som er retoucherede. Det eksempel bør Danmark følge, så vi slipper for at stræbe efter en perfektion, der ikke eksisterer.
28.3.18

FRA HVOR JEG STÅR – Hos Broadly kan man dele sin fortælling, sin oplevelse af være i verden, sin holdning til noget i vores samfund. Og det er, hvad det her er: Et udtryk for en persons syn på verden, på en sag – det er skribentens holdning. Vil du fortælle? Skriv til broadlydk@vice.com.

Om skribenten: Louise Kjølsen, også kendt som Twerk Queen, er kendt for at have været en del af den fjerdebølgefeministiske trio, i medierne er kendt som Girl Squad, der bestod af hende selv, Nikita Klæstrup og Ekaterina Krarup Andersen. Louise Kjølsen har en kandidatgrad i psykologi og er medforfatter til bogen Ludermanifestet, der udkom sidste år.

Annoncering

I torsdags bragte NRK nyheden om, at Oslo ikke længere tillader retoucherede reklamebilleder på kommunal ejendom, medmindre de er tydeligt mærket. Et forbud, som alle partier i bystyret stemte for med undtagelse af Fremskrittspartiet.

Der er intet galt med Photoshop i sig selv. Det er et redskab, der kan bruges til at udtrykke sig kreativt, præcis som man kan med blyanter, farvekridt eller gode gamle Paint (hvis nogen kan huske det program). Jeg ser heller ikke noget problem i at redigere og retouchere billeder privat, særligt ikke hvis andre er bevidste om, at der er foregået en redigering.

Problemet opstår, når redigeringen og retoucheringen finder sted kommercielt.

Jeg synes, dette forbud handler om to sindssygt vigtige ting. For det første, handler det om at se bagom, hvad retouchering af reklamer gør ved mennesker. Astri Elgtehun, der er leder af Oslo Sosialistisk Ungdom og fortaler for forslaget, udtaler til NRK: ”Vi vil ikke at noen skal tjene penger på at noen skal føle seg dritt” Altså, at ingen bør tjene penge på, at andre har det dårligt med sig selv.

De kroppe, vi ser i reklamer, er redigerede og manipulerede til ugenkendelighed. De skaber urealistiske kropsidealer, som ikke engang de genetisk ”velsignede” modeller, der medvirker i reklamerne, kan leve op til.

Det giver magt at definere disse idealer, fordi det skaber en evig stræben efter at leve op til dem, hvilket er umuligt, fordi det ideelle per definition ikke kan opnås i modsætning til det reelle. Netop denne stræben efter det uopnåelige er en integreret del af det kapitalistiske samfund.

Annoncering

Kvinder får at vide, at de ikke er gode nok, som de er nu, men hvis de køber denne (indsæt rynkecreme, slankepulver, diamanthalskæde, taske, sko, brystforstørrelse osv.) kommer de tættere på. Følelsen af ikke at være god nok er selve drivkraften bag forbrugssamfundet, og det er denne salgsteknik, Oslo siger nej tak til.

Det er jo ikke, fordi en redigeret reklame siger: "Hey, unge dame, ja dig derovre – din krop er FORKERT!" En reklame med et redigeret billede af en krop, som lever op til de urealistiske idealer i vores kultur, fungerer som et billede på det perfekte, det rigtige, som mennesker i denne logik bør sammenligne sig med. Derved installeres følelsen af, at man aldrig er helt rigtig eller helt god nok, som man er. Det er i mine øjne rigtigt ærgerligt at skabe forbrug på baggrund af mindreværd.

For det andet, handler det om at sikre, at forbrugeren ved, hvad de køber. Vi tillader ikke, at en ejendomsmægler viser et andet hus til køberne end det, de skriver under på. Så når man vil sælge rynkecreme, er det vel fair, at man får lov til at se den hud, cremen er blevet påført, og ikke en computeranimeret og perfektioneret efterligning. Når vi har lovgivning om falsk varedeklaration, er det vel også hensigtsmæssigt, at det, man sælger, er det faktiske produkt og ikke drømmen om at leve op til uopnåelige idealer eller følelsen af at være god nok.

Jeg tror bestemt ikke, at sådan et forbud er den eneste måde, man kan forhindre, at reklamer sælger produkter på baggrund af at skabe mindreværdskomplekser hos forbrugeren. Men jeg er spændt på forbuddet imod skjult retouchering i Oslo, og hvordan det vil påvirke folks opfattelse af deres egne kroppe.

Annoncering

Jeg mener personligt, det er rigtig vigtigt, at vi skaber mere bevidsthed om, at reklamebilleder, men også de billeder, vi bliver præsenteret for på sociale medier, ikke er 1:1 gengivelser af virkeligheden. De skal derfor heller ikke ses som en målestok for, hvordan dit eget liv skal udformes.

Altså, alle billeder er jo per definition et udsnit af virkeligheden og derfor ikke en korrekt gengivelse af hele virkeligheden – selv uden filtre og anden redigering. I en verden, hvor vi bruger selviscenesættelse på sociale medier til at konstruere vores identitet, er en kritisk bevidsthed afgørende. Så at hjælpe vores unge mennesker med at lære at skelne imellem, hvornår noget blot er opstillet og iscenesat, og hvornår noget er decideret uvirkeligt og redigeret, synes jeg ikke, er nogen dårlig ide.

DR har det sidste stykke tid sat fokus på ”det perfekte”, hvilket har resulteret i programmer om Miss Danmark-konkurrencens kvindeidealer, piger hvis liv styres af at opnå bekræftelse på Instagram og den ekstreme jagt på den perfekte krop via udsultning og overtræning. Til fælles har disse programmer, at deltagerne stræber efter et ideal formuleret udenfor deres egen krop, som de konstant sammenligner sig med. Deltagerne har også det til fælles, at denne stræben får lov til at fylde størstedelen af deres liv, og at de går på kompromis med deres velværd og til dels deres helbred.

Jeg tror, at et forbud, som det de har vedtaget i Oslo, ville være med til at reducere antallet af mennesker, der lever deres liv med fokus på at se ud på en bestemt (og umulig) måde. Det ville hjælpe den generation, der skal vokse op nu. Det at være ung og skabe sin identitet er et udfordrende nok projekt i sig selv, og det bliver bestemt ikke nemmere af at stræbe efter det umulige og samtidig konstant blive bedømt på antallet af likes og vurderende kommentarer på SoMe.

De argumenter, jeg har hørt imod en mærkning af retoucherede billeder, har været, at hvis man indførte en mærkning, ville alle billeder bare blive mærkede, fordi retouchering er standarten. Måske vidner denne lov om en ny tid, hvor normen ikke behøver at være uopnåelig, men hvor vi kan lave ”standarden” om, så den ligner vores virkelighed igen.