Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland
"Det smagte dejligt," siger jeg, men kokken kan se i mine øjne, at jeg i virkeligheden bare vil væk derfra, løbe skrigende ud af døren, og aldrig igen se den halvspiste Margherita på min tallerken igen. "Jeg gør det så godt, jeg kan," siger han. "Men det er bare for meget arbejde for mig." Da jeg skynder mig ud ad døren, kigger jeg mig over skulderen og ser ham stå i køkkenet, forstenet, og stirre på gulvet.
Jeg skulle aldrig være kommet.
Hvor dårlig pizza kan man egentlig lave? Jo, i juli 2017 dømte en dommer ejeren af det her pizzeria til 18 måneders betinget fængsel, for gentagende gange at forbryde sig mod fødevarereglerne. Fødevarestyrelsen fandt mug, rådden tun, for gammel kalkun, beskidte spækbrætter og et gulv, der var smurt ind i snavs. Da de vendte tilbage et par uger senere, havde ejeren stadig ikke smidt de for gamle varer ud – de stod stadig i køleskabet. Han påstod, at han havde forsøgt at smide de forrådnede ingredienser ud, men naboerne havde klaget over lugten fra hans skraldespand, så af uransagelige grunde, som kun han kender, besluttede han sig for at stille dem tilbage i køleskabet.
Uden at det kommer som den store overraskelse, troede retten ikke på hans undskyldninger. Dommeren slog fast, at hvis det skete igen, ville ejeren ryge i fængsel. Selv hans advokat anbefalede, at han solgte sin pizzaforretning, og fandt noget andet at tage sig til, men manden ville ikke lytte. I retten holdt han hårdnakket fast i, at han ville få sit pizzeria til at fungere.
Jeg synes, det ville være en god idé at spise et sted, som en dommer vurderede til at være så uhygiejnisk, at det næsten er kriminelt, og finde ud af, om den kære kok havde fået styr på sit shit. Hvor svært kan det være at lave en nogenlunde spiselig pizza, der ikke er spækket med råddent kød?
Da jeg ankommer til restauranten på en lummer eftermiddag er døren lukket, og der er intet tegn på liv indenfor. Jeg prøver at ringe til det nummer, der står på vinduet. Den ringer og ringer, men til sidst tager en søvnig stemme telefonen.
"Hallo?"
"Hej, jeg står udenfor din butik, og jeg vil gerne bestille en pizza."
"Det er ikke så godt lige nu, men øh… Okay, jeg skal nok gøre det. Hvad vil du have?"
"En almindelig Margherita."
"Okay, men der kommer til at gå noget tid. Jeg kommer om 10 minutter."
Mens jeg venter på ham, overvejer jeg, om jeg skal fortælle ham, at jeg er journalist. Det vil uden tvivl få ham til at frygte mig, og hvad jeg kan finde på at skrive, men på den anden side har han sat sine kunders helbred i fare, ved ikke at tage den mest basale hygiejne alvorligt. Før jeg kan beslutte mig for noget, kommer han løbende rundt om hjørnet. Han sveder voldsomt i varmen. Et kort øjeblik overvejer jeg at løbe væk, men han når hurtigere hen til mig, end jeg havde regnet med.
Se: Jagten på verdens bedste pizza
Det eneste, jeg ved om ham er, at han er en 49-årig tidligere lastbilchauffør, der flygtede fra Pakistan i 90'erne, og nu forsøger at leve af at lave fastfood, så godt som han nu kan. Da han kommer nærmere lægger jeg mærke til, at han har grå stænk i håret. "Er du her for at få pizza?" spørger han tøvende, som om han er overrasket over, at se en rigtig kunde. Jeg nikker modvilligt. "Ok, fedt," siger han med et stort smil. "Der kommer til at gå lidt tid, for du er min første kunde i dag."
Han åbner døren, tænder lyset og går direkte ud i køkkenet, mens jeg ser mig omkring. Jeg kan lugte en kraftig dunst af kylling i karry. Restauranten er meget lille. Til venstre er der et lille køkken med et køleskab, og til højre er der en sofa med et bord, og endnu et køleskab med sodavand. Væggene er dækket af løst tapet, og et par billeder fra en tur til Indien. Gulvet er rent, hvilket tyder på, at han har gjort en indsats siden retssagen. Køkkenet er til gengæld ret beskidt – der er gryder og pander over det hele mellem papkasser og en spand med salt.
Menuen består af omkring 100 retter. Udover alle pizzaerne kan man få diverse karryretter, pasta, dumplings og forskellige friturestegte ting. Under en hylde med vodka- og vinflasker står et certifikat fra en online udbringningsservice, der vurderer restauranten som en af de bedste i 2015, hvilket er noget af en overraskelse.
Certifikatet, der påstår, at pizzeriaet er et af de bedste i området.
Kokken dukker op, og siger, at der stadig går lang tid, før pizzaen er færdig, og forsvinder tilbage i køkkenet. Jeg vil gerne låne toilettet, men døren er låst. "Det er desværre stoppet til," råber han. Da jeg åbner køleskabet for at tage en sodavand, finder jeg champignoner, salat og kyllingebryst i den nederste skuffe. Jeg vil gerne tjekke udløbsdatoen på kyllingen, men jeg er bange for, at han opdager mig.
Lidt efter kommer han ud fra køkkenet og sætter sig sammen med mig ved et bord. Han er rigtig flink, men jeg synes, det er på tide, at vi snakker om den opmærksomhed, han har fået på det seneste. Jeg spørger ind til historierne i medierne, og om han har lavet nogle ændringer. Han ser chokeret ud. "Hvad for noget? Er jeg i avisen?" svarer han. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om han rent faktisk har glemt den dårlige omtale, eller om han bare prøver at snyde mig. Jeg minder ham om rettens dom. "Nåh," siger han.
Han drejer sig væk og kigger på sine fødder. Han smiler ikke længere. "Det er okay nu," forsikrer han mig. "Jeg har gjort rent. Inspektøren kom meget tidligt om morgenen på en meget travl dag, hvor jeg ikke havde haft tid til at rydde op. Men nu er alt fint." Jeg kan høre på hans stemme, hvor meget han vil have det til at være sandheden, og hvor meget restauranten betyder for ham. Da jeg siger, at stedet ser rent ud, og spørger, om han regner med at fødevarestyrelsen vender tilbage, kigger han mistænksom på mig, og overvejer tydeligvis, om jeg mon er en hemmelig agent, inden han begynder at grine. "Renlighed er som havet," siger han til sidst. "Man kan gøre rent lige så tit man vil, men skidtet kommer igen med hver eneste bølge." Jeg kan ikke lade være med at smile, mens jeg forestiller ham ride på en bølge af friturefedt, udløbet kyllingebryst og gamle svampe.
"Jeg er journalist, forresten," afslører jeg, "og jeg er her for at teste pizzaen." Han stirrer på mig, uden at sige noget i et stykke tid, og smiler så, uden rigtigt at reagere på det, jeg lige har sagt. Pludselig løber han ud i køkkenet. "Pis," råber han. Det lugter brændt.
Den pizza jeg fik
Et øjeblik efter kommer han tilbage med min bestilling. Fyldet er kun ganske lidt brændt, og ellers ligner det er helt almindelig Margherita. Jeg tager en bid, mens han lister lidt nærmere. "Smager det godt?" spørger han, og jeg nikker, men for at være helt ærlig, er fyldet for salt, bunden er blød, og det er kun skorpen, der er gennembagt. Han smiler og bliver ved med at stirre på mig – jeg ved ikke, hvor længe han har tænkt sig at observere mig, mens jeg spiser. Han ser igen ned i gulvet, og lægger mærke til mit kamera.
"Og du kommer fra en avis?" spørger han forsigtigt. Jeg lægger min skive pizza tilbage på tallerkenen. "Skriver du om pizza?" Jeg mumler et vagt svar, der ikke rigtig er et svar. Han spørger mig igen, hvad jeg synes om pizzaen, og jeg forsikrer ham om, at den er okay. "Jeg bliver bedre," siger han. "Jeg har gjort det i tre år nu, og jeg er ved at have erfaring. Jeg plejede at køre lastbil, men jeg kan bedre lide pizza," han slår sig på maven med et grin. Han siger, at han aldrig har fået noget undervisning. Men hvad betyder rettens beslutning for hans fremtid? "Hvad kan jeg gøre? Jeg skal gøre bedre rent, og forsøge at blive bedre til at lave pizza," siger han. "Der kommer stadig nok kunder – jeg har ikke brug for så mange."
Jeg tager flere bidder. Den er dårlig, men er det den dårligste pizza i Tyskland? Sandsynligvis ikke. Døren står stadig åben, og den fugtige luft blander sig med den hengemte stank af karry. Halvdelen af pizzaen ligger stadig på tallerkenen, da jeg siger, jeg vil betale. "Kunne du virkelig godt lide den?" spørger han igen, som om han ikke helt tror på, at nogen kunne nyde hans fedtede værk. "Selvfølgelig," svarer jeg.
"Vil du have resten med hjem?" Jeg ved, at jeg ikke kommer til at spise en bid mere, men jeg kan ikke få mig selv til at sige nej, så han pakker den ind i sølvpapir og giver den til mig. Mens jeg tager et par billeder mere, inden jeg går, kommer det uundgåelige spørgsmål: "Skriver du nogle pæne ting om mig i artiklen?" Jeg stivner et øjeblik, og siger så, at jeg fjerner hans navn fra artiklen. Det er det ærligste, jeg kan finde på. Han kigger igen på sine fødder. "Så du kunne ikke lide den?" Lokalet føles pludselig meget varmt og lille. Jeg får mumlet et "nej". "Jeg prøver virkelig at lære noget hver dag," siger han, "men det er bare så svært." Så vender han ryggen til, og jeg skynder mig ud derfra.
"Folk kunne ikke lide min pizza," siger han. "Nogen synes, der var for lidt salt, andre synes, der var for meget – ligesom dig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre."
Jeg har det frygteligt, da jeg går tilbage til stationen. Han havde allerede Fødevarestyrelsen og retssagen at bekymre sig om. Han har ikke brug for, at jeg også dukker op. Jeg skylder ham i det mindste noget konstruktiv kritik – måske kan det hjælpe ham. Næste dag ringer jeg til ham.
"Hallo?"
"Hej, jeg var forbi i går, for at anmelde din pizza."
"Ja, det kan jeg godt huske."
"Jeg tænkte, at jeg lige ville ringe… Øh…"
"Ja?"
"Du spurgte om pizzaen smagte godt?"
"Ja?"
"Den var ikke særlig god. Jeg synes den var lidt for salt."
"OK, tak. Jeg er glad for, at du ringede."
Bagefter indrømmer han, at han heller ikke var helt ærlig. Han har næsten ingen kunder længere, og han kan knap nok få det til at løbe rundt. Han har en gæld på næsten 75.000 kroner. "Det har været hårdt," siger han. "Virkelig hårdt."
Han plejede at levere pakker, men det "smadrede hans ryg." En dag besøgte han en ven, som havde et pizzeria, og med det samme blev han forelsket i ideen. Han tog et lån og åbnede sit eget sted. Det startede godt, men på et tidspunkt kom der færre og færre kunder.
Jeg spørger ham hvorfor. "Folk kunne ikke lide min pizza," siger han. "Nogen synes, der var for lidt salt, andre synes, der var for meget – ligesom dig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre." Han vil gerne holde op med at lave pizza, men på grund af sin gæld, bliver han nødt til at blive ved. Han ved ikke, om han kan noget andet end at køre lastbil og lave pizza, men han leder efter et alternativ.
Før jeg lægger på, spørger han mig om en ting til: Hvordan kan han forbedre sin pizza?
"Tilføj måske noget basilikum og mozzarella," foreslår jeg, "ligesom de gør i Italien." Han synes, det lyder som en god idé. Lige inden jeg siger farvel, fortæller han mig, at hans kone er i ottende måned med deres tredje barn. "Livet er ikke kun skidt," griner han.