80'erne var skyld i en hel del akavede ting, der altid vil hjemsøge os. Pangfarvet spandex, hårspray-huller i ozonlaget og alt det, der inspirerede det der tåkrummende Aqua-nummer, hvor René Dif synger om Sylvester Stallone-film og kirsebærcola. Men 80'erne gav os også ret mange sprøde ting. For eksempel kan vi takke benvarmernes årti for legender som Tears for Fears og Depeche Mode, genrer som synthpop, synthwave og shoegaze – og ikke mindst for den yngre bølge af kunstnere, der med afsæt i 80'erne har velsignet Danmark med en bølge af minimalistisk, stilren neo-synth gennem de sidste par år; kunstnere som GENTS, First Hate og Sally Dige.
Sally er dansk-canadier og oprindeligt fra Sorø, men er i dag bosat i Berlin. Sidste år udgav hun det smældende synthwave-album Holding On. I dag kommer den femte video fra pladen, "Emptiness", der fletter tryllebindende vokal og tunge New Order-trommer sammen med ringlende, catchy klaverspil, som du ufrivilligt kommer til at nynne det resten af dagen.
Musikvideoen, der er skudt i Berlin og Malmö og instrueret af Sanne de Neige, Daevina Danyluck og Dige selv, er egentlig nærmere en videoinstallation. I et grynet, mørkt og surrealistisk univers har Sally Dige på Warholsk manér masseproduceret et portræt af sit ansigt, blegt og med så meget øjenskygge, at det minder om levende døde fra sort/hvid-film i 1920'erne. Det hypnotiserende selvportræt projekteres så på en række nøgne mandekroppe. "Jeg havde lyst til at være i en video uden egentlig overhovedet at være i den," fortæller hun Noisey over email.
På et tidspunkt sætter hun ild til en kæmpe, hånligt grinende plakat af sig selv, hvilket – udover objektivt set at være en ret fed og edgy ting at gøre – minder ret meget om den der scene fra Inglourious Basterds, hvor Shosanna brænder sin biograf ned. Minus de dødsdømte nazister. Kunst.
Hør hele Sally Diges Holding On album her, og se hendes nye video herunder: