Ye

Sådan endte jeg med at sidde lige foran Kanye til lyttesession på hans nye album i Wyoming

Det var en 100 procent surrealistisk oplevelse at være med til premieren på 'ye' efter rapperens rodede tid op til udgivelsen.
4.6.18

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Jeg havde aldrig fløjet med et privatfly før i torsdags. Folk venter på dig. De serverer dig drinks. De holder paraplyer for dig, mens du venter på flyveren i regnen. Sæderne er mere komfortable end din sofa derhjemme. Du tænker meget på lædersæderne. Du bunder din drink, og en fra flypersonalet kommer automatisk med en ny. Du kommer til at flexe på Instagram. Du kommer til at sætte dine fødder op på den tomme stol foran dig. Du kommer til at føle dig cool.

Annoncering

Det lyder dumt, men nu forstår jeg, hvorfor rige mennesker gør det. At være rig føles for optur, og Kanye West er en rig person. Det er ikke ligefrom nogen storslået eller vild udmelding. Han er en ekstremt velhavende kunstner, der er gift med en af de mest berømte personer (måske den mest berømte person) i verden, Kim Kardashian, som også er en rig person. Den bedste måde at beskrive det på er at minde dig om, at de to bor i en betonvilla med deres børn, der meget passende hedder Saint, North og Chicago. Det er umuligt at prøve at fatte, hvordan deres hverdag er - med mindre de bogstavelig talt betaler for, at du skal have en mulighed for det.

Og det var sådan, jeg endte på et privatfly i torsdags. I et flygtigt øjeblik levede jeg en rig persons tilværelse – sammen med resten af de mediefolk, der blev fløjet til Jackson Hole, Wyoming, for at lytte til Kanyes nye album, ye, som han første spillede det for omverdenen. De ekstremt bøvlede måneder og Kanyes udtalelser om Donald Trump taget i betragtning, var jeg nysgerrig omkring, hvordan den her begivenhed ville blive. Hvad ville han sige? Hvordan ville han opføre sig? Ville albummet besvare de spørgsmål, han har skabt gennem sin opførsel?

Da vi ankom, fragtede Kanye os til en ranch nord for byen ved navn Diamond Cross. På den smukke køretur langs snebeklædte bjerge viste vores chauffør, Justin, nogle vilde bøfler i det fjerne. Justin havde nogle rigtige ræserbriller på, snakkede med dialekt og brugte vendingen "y'all" flere gange. Der var Steely Dan på radioen. Nogen jokede med, om der var en hiphop-station, vi kunne lytte til. "Det tror jeg ikke," klukkede Justin. Vi var trods alt i Wyoming.

Annoncering

Da vi ankom til ranchen, fik vi nogle frosne drinks. I omkring fem minutter kiggede jeg bare på bjergene i horisonten. Heste galoperede forbi. Blomsterne var vilde og gule. Jeg tænkte på mine forældre. Jeg tænkte på Neil Young. Jeg hørte folk tale om, hvordan luften er Guds luft. Det er det, der sker, når man tager en flok newyorkere ud af byen. De begynder at kommentere på, hvordan luften dufter.

Flere folk, der ikke var klædt på til Wyoming, men til en lyttesession med Kanye West, dukkede op. Jeg hørte snak om sko til 4.500 kroner. Der var en mand i en læderkappe. Og endnu en i en læderkappe. Der var en rolig og fredfyldt stemning omkring stedet og den røde lade. Jeg forestillede mig Kanye kigge på et bjerg og sige til sig selv: "Jeg vil lave en sang, der lyder sådan." Indenfor blev der serveret grillmad. Jeg fandt glæde i at se på manden i en læderkappe spise fedtet mad fingrene.

Alt omkring eventet føltes surrealistisk. Berømtheder, som vi siger, de er også bare mennesker som os andre. Det er ikke rigtigt. Med mindre du får lov til at være rig for en dag, ligesom jeg gjorde. Men at være omgivet af berømtheder på en ranch, der er lavet til familiekomsammener, fjernede de utallige kendissers overvældende stjernestatus, og det føltes virkelig, som om de var ligesom os andre. Da Kanye ankom, var der nogen, der gav ham en tallerken med spareribs, som han spiste smilende og stående ved et højt bord. Kim Kardashian hyggesludrede med Kid Cudi (og da jeg tog et hurtigt billede, kiggede hun lige på mig, og jeg fik det rigtig mærkeligt). Jeg var vidne til en lang samtale mellem Jonah Hill og Chris Rock, hvor jeg så, at Jonah Hill grinede meget. Nas røg hele tiden på en cigar. YesJulz hoppede rundt i rummet og senere omkring lejrbålet. Lil Yachty smilede på en masse billeder. Højrefløjsprofilen Candace Owens var åbenbart til stede, selv om jeg ikke så hende. Og sidst på aftenen flexede 2 Chainz på mig ved at joke med, at jeg var lav og gav op i køen til toilettet. Jeg kan ikke sige med sikkerhed, at han vaskede sine hænder. Jeg forestiller mig, at han gjorde, fordi han er 2 Chainz.

Annoncering

Det mærkeligste øjeblik på den allerede mærkelige aften kom i starten af livestreamen. En rungende stemme bragede ud over højtalerne og beordrede os til at gå til lejrbålet udenfor. Jeg gik derhen og endte med at stå tæt på monitorerne under livestreamen. Så dukkede Mike Dean op ved siden af mig, og Chris Rock stod og snakkede til venstre for mig. Rock jokede med, at han ikke vil have, at Pusha T disser ham, og blev så lidt mere alvorlig. "Hiphop er den første kunstform skabt af frie sorte mænd," sagde Rock til publikum. "Og ingen sort mand har udnyttet sin frihed mere end Kanye West." Han leverede den sidste linje med et smil, mens han kiggede mod mig, og jeg vendte mig rundt for at se Kanye lige til højre for mig. Han smilede også. I en verden, hvor Kanye blev MAGA-hattemanden for bare en måned siden, mens han sagde, at slaveri var et valg, og vrøvlede om fri tankevirksomhed, var det svært at se, om det var en joke eller en kritik. Måske var det, i klassisk Chris Rock-stil, det hele på én gang.

Så bevægede West sig ind foran mig med Kim bag ham. Det var første gang, jeg kunne se hans trøje ordentligt – en neongrøn, langærmet trøje med ordene "LOVE EVERYBODY" spraypaintet. Jeg kiggede på kameraet lige foran mig og bag Kanye, og det var i det øjeblik, jeg indså, at jeg stod lige foran Kanye West, imens han skulle præsentere sit nye album. Holy shit, tænkte jeg, vi skal til at præsentere det her album sammen.

Annoncering

Musikken begyndte at spille på det syv-track-lange album, der indeholder en sang om at overveje selvmord, og Kanye rapperede teksten ind i ansigtet på mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Mit forhold til Kanye og hans musik er blevet udfordret af hans optrædener i pressen, men i det øjeblik kunne jeg ikke lade være med at føle mig opslugt af hans tilstedeværelse. Her var vi, midt på en mark i Wyoming, med Grand Teton i det fjerne, og en af de mest indflydelsesrige musikere i verden kiggede på mig, mens han fremviste den verden, der eksisterer i hans hoved. Jeg tænkte over, hvordan Kanye altid har sagt, at man ikke skal smile på billeder, fordi det får dig til at se sejere ud. Så jeg lod være med at smile. Jeg lukkede mine øjne og håbede på, at jeg ikke ville se for u-sej ud. Jeg kunne mærke åndedraget fra alle hypebeastene bag mig. Jeg tog min øl. Det sidste, jeg havde lyst til at gøre, var at spilde øl på Kanyes neongrønne trøje på en livestream, hvor hele verden kiggede med.

Berømmelse er magtfuldt og forvirrende. De her folk er ikke vores venner - langt fra - og vi har alligevel et bizart, desperat ønske om at få dem til at have det sådan. Især i 2018, hvor deres liv er lige ved vores fingerspidser. Er det mærkeligt, at jeg ikke følte noget, da jeg så Kim Kardashian sidde ved siden af 2 Chainz, mens de spiste grillmad ved et campingbord? Det er det vel ikke. Jeg mener - jeg ser dem begge to hver dag, når jeg liker deres Instagram-billeder.

Hvordan bearbejder vi kunst, der er skabt af en kunstner, der er så ude af trit med følelsen af at leve en almindelig tilværelse i 2018? Vi lytter vel. Og det er det, Kanye ville have os til at gøre – i det kreative rum, han brugte til at skabe kunsten, selv hvis det krævede, at han skulle flyve nogle hundrede folk tværs over landet. Måske var det i sidste ende essensen af den her session. Kanye indlemmede os alle sammen i hans verden, og for en dag levede vi, som han lever hver dag. I de øjeblikke er det meget let at blive blændet af den pomp og pragt, der hører med, når man står en armslængde fra Kanye West. Og måske blev jeg det! Jeg var trods alt blevet fragtet til fucking Wyoming på et fucking privatfly. "Efter alt det her," sagde en person på min bus efter festen, "bliver vi nødt til at sige, at albummet er ild." Den absurde overflod på den her tur er virkelig noget at forholde sig til, men Kanyes mål lod til at være at skabe en lytteroplevelse, hvor man kiggede gennem en linse, der forklarede, hvordan han har lavet sin kunst: Ved at kigge på store bjerge og indånde Guds luft. Nu mangler vi så at se, om den taktik vil være nok til, at fans og lyttere kan glemme, at Kanye for mindre end to måneder siden rendte rundt med en MAGA-hat og gjorde sig gode venner med den radikale højrefløj.

Morgenen efter i lufthavnen fortalte Pusha T mig, at han er superstolt af ye. "Det her indeholder alt det, vi prøver at lave," sagde han om albummet. "Det er det, G.O.O.D. Music er." Det er sådan en type udtalelse, der ikke siger så meget. Som præsident i pladeselskabet G.O.O.D. Music er det den slags ting, han skal sige. Som en sand politiker spurgte han mig, hvad jeg syntes. Jeg fortalte ham, at jeg stadig var i gang med at bearbejde det.

Så gik jeg ombord på mit privatfly. Der var catering.